Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Årets Folkemøde på Bornholm er forbi. Det blev et overflødighedshorn af taler og debatter om stort set alt mellem himmel og jord i løbet af de fire dage, som Folkemødet varede. Det kan man kun se positivt på.
Også EU-debatten var repræsenteret på Folkemødet. Folkebevægelsen mod EU, Europabevægelsen og Europahuset (hvor EU-kommissionen og EU-parlamentets informationskontor har til huse) havde telte med boder til materiale. Og alle tre holdt de en række møder, hvor EU blev sat på dagsordenen.
Folkebevægelsen holdt f.eks. et møde fredag eftermiddag, hvor professor ved Stockholm Universitet Drude Dahlerup og jeg holdt oplæg under overskriften: ”Hvem forlader EU først – Danmark eller Sverige”. Hvad der kunne have udviklet sig til et drabeligt slagsmål med nationalistiske undertroner endte i fred og fordragelighed: Det gør vi nemlig samtidig!
Mindre fordragelig var lørdagens traditionsrige fodboldkamp mellem den stærkt EU-begejstrede Europabevægelse og Folkebevægelsen mod EU. En kamp, som selvfølgelig ikke blev mindre intens af, at sidste års opgør – i øvrigt det første i traditionen! – blev vundet af Europabevægelsen med 4-1.
Folkebevægelsen stod derfor ikke bare overfor opgaven med at genrejse befolkningens selvtillid efter landsholdets forsmædelige nederlag på 0-4 til Armenien forleden, men også at tage revanche efter sidste års nederlag til Europabevægelsen.
Hvordan forbereder man sig så på det? Jo, først samler man bevægelsens kernespillere til en afklaring af den nødvendige taktik. Dernæst går man i gang med at sikre den folkelige opbakning til den forstående kamp. Og her gælder det ikke mindst om at mobiliserer den lokale opbakning og deltagelse i det forestående slag.
Således gjort! På banen for Folkebevægelsen var derfor ikke bare tilrejsende repræsentanter for bevægelsen og de tilknyttede kollektive organisationer, men også lokale kræfter på Bornholm, som gerne medvirkede til at give EU-modstand.
Resultatet blev en sikker 4-0 sejr til Folkebevægelsen, hvor Allan fra Alllinge-Sandvig Gymnastikforening sendte tre mål i kassen, mens Morten fra Folkebevægelsen på Bornholm klarede det sidste. ”Supereuropæerne”, som Europabevægelsen havde stående på sine trøjer, måtte gå fra banen med bøjede hoveder.
Folkebevægelsens sejr varsler forhåbentlig godt nyt for den langstrakte kampagne op til EU-parlamentsvalget søndag den 25. maj 2014. Men her bliver der også brug for at mobilisere kræfter langt ud over de normalt aktive i Folkebevægelsen. For selv om en ny meningsmåling viser, at 39 procent af de adspurgte ønsker, at Danmark skal melde sig ud af EU (mens 45 procent er for at blive), så forestår der et enormt arbejde med at få folk til at gå hen og stemme.
Ved sidste EP-valg sneg stemmeprocenten sig kun over de 50, fordi der samtidig foregik en folkeafstemning om kvindelig arvefølge i kongehuset. Risikoen er, at rigtig mange EU-modstandere vælger sofaen, og at den brede modstand mod EU derfor ikke kommer til udtryk i stemmeresultatet.
Denne risiko forstærkes ved, at de fleste partier ikke ligefrem står i kø for at diskutere EU – heller ikke, selv om det i høj grad er EU, som bestemmer udviklingen i Danmark. F.eks. gennem den såkaldte finanspagt, som lægger snævre grænser for landenes mulighed for at investere sig ud af krisen.
I den forbindelse er det illustrativt, hvor få af de partiledere, som holdt TV-transmitterede taler fra den store scene på Folkemødet, der overhovedet behandlede EU som emne i deres taler.
Der er derfor ingen tvivl om, at det bliver op ad bakke at få sat EU på den politiske dagsorden i det kommende år. Men vi kender opskriften på, hvordan det skal gøres: Klar taktik, organisering og lokal mobilisering. Så skal det nok lykkes.
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).