Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Bjarne Corydons salg af en aktiepost i Dong til det internationalt berygtede Goldman Sachs, har allerede været en bekostelig affære. I første omgang tænker jeg ikke her på de negative konsekvenser, det kan få for en selvstændig dansk energipolitik, men på de rent politiske.
Tilsyneladende meget mod sit ønske har SF’s formand, Annette Vilhelmsen, måtte trække partiet ud af regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og de radikale. Hun selv har måttet trække sig tilbage og udfylder kun formandsposten til en ny er blevet valgt. Og Dong Corydons parti har måttet indkassere endnu en lussing i meningsmålingerne og er nu kun landets tredjestørste parti.
Men de danske ofre for Goldman Sachs er blot en ligegyldig bagatel – undskyld, Annette! – i forhold til de ofre, som Goldman Sachs’ hærgen har kostet i en række andre lande. Folk har måttet gå fra hus og hjem, liv er blevet ødelagt og selvmordsraten eksploderet, mens Goldman Sachs bare er blevet rigere og rigere og har fået mere og mere indflydelse.
Goldman Sachs hærgen før, under og efter den amerikanske finanskrise er kendt. Blandt andet via det såkaldte ”Abacus”-nummer, hvor der videresolgtes værdiløse boliglån til intetanende købere (inklusiv egne kunder), og spekulative forsikringer i den amerikanske forsikringsgigant, AIC, hvis redning kostede de amerikanske skatteydere i omegnen af 13 milliarder dollars.
Mindre kendt i offentligheden er det, at Goldman Sachs også har været direkte involveret i spekulative operationer i europæiske lande, f.eks. i Grækenland. Det kan man se mere om i den 55 minutter lange franske dokumentarfilm, ”Goldman Sachs – en farlig forbindelse”. Den blev vist på DR2 mandag den 27. januar kl. 23.20.
Udsendelsen viser, hvordan Goldman Sachs via hemmelige lån og et gigantisk salær giver sit bidrag til, at Grækenland kunstigt kunne reducere sit statsunderskud og dermed komme med i euroen den 1. januar 2002. Og det på trods af, at landet overhovedet ikke opfyldte de økonomiske kriterier og ikke på længere sigt ville have nogen chance for at klare sig økonomisk indenfor euroen.
Men en ting er, hvad Goldman Sachs har begået af ugerninger i ly af mørket, noget andet er hvordan firmaet helt åbent infiltrerer det politiske system i EU via tidligere (og kommende!) medarbejdere. Det har jeg tidligere beskrevet i nogle af mine blogs.
Det mest kendte eksempel er chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi. Han tiltrådte i den 1. november 2011 og skal sidde til den 31. oktober 2019, det vil sige mere end fem år endnu! Før han fik posten, fungerede han som vicepræsident for Goldman Sachs europæiske afdeling – en post, han i øvrigt fik efter, at han i det italienske finansministerium forestod udsalg af offentlig ejendom til bl.a. … ja, rigtig gættet! … Goldman Sachs!
I forbindelse med udpegning som chef for EBC deltog han i en høring i EU-parlamentet, hvor han afviste ethvert kendskab til den græske fidus. Det lyder utroligt, men det er i hvert fald en kendsgerning, at han aldrig har taget afstand fra det nummer, Goldman Sachs lavede i Grækenland. Tilsyneladende var det ikke uden grund, at den nu afdøde italienske præsident fra 1985-92, Francesco Cossiga, kaldte Draghi for ”skamløs”.
I EU sidder Goldman Sachs - direkte eller indirekte – med ved bordet, når de største beslutninger skal træffes. Og i Danmark er de nu inviteret indenfor i varmen til en ikke ubetydelig indflydelse i DONG. Hvad er det, der sker?
Det kan være svært at forstå. Men det er alligevel tankevækkende, at de politikere, som er helt vilde med at sælge ud af danske selvbestemmelse til EU, er præcis de samme, som nu sælger ud af arvesølvet til et amerikansk kapitalistisk spekulantsyndikat.
Måske har de bare opgivet selv at regere Danmark?
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).