Af Arno Kruse, seniorkommis.
Detailhandelens omsætning falder og falder. TV 2 Nyhederne havde et indslag om detailhandelens problemer, hvor man blandt andet snakkede med en af de kloge senioranalytikere, som efter bedste evne prøvede at forklare, hvorfor folk ikke bruger deres penge, men køber mindre og mindre varer med det resultat, at omsætningen inden for detailhandelen falder og falder.
Selv om jeg blev butiksuddannet (kommis) i midten af 60′erne, kan jeg da godt regne ud, hvorfor folk ikke køber så mange varer i butikkerne i 2014, som de gjorde i 2007.
Selvfølgelig bliver de mennesker, der ikke har økonomiske problemer, måske lidt mere tilbageholdende på grund af krisen eller af frygt for arbejdsløshed, men almindelige dagligvarer og forbrugsgoder køber de formentlig stadigvæk, hvis de har brug for disse varer. Deres rådighedsbeløb er såmænd stort nok. Ikke mindst på grund af den række af skattelettelser, som lovgivningsmagten har begunstiget dem med gennem de senere år.
Hvis vi derimod ser på de store grupper af mennesker i det danske samfund, som har fået nedsat deres rådighedsbeløb gennem lovgivningen, så er det ikke et spørgsmål om manglende vilje til at købe varer, men ganske enkelt en manglende evne til at betale for de varer, de under normale omstændigheder ville have købt. Og det medfører helt automatisk en faldende omsætning inden for detailhandelen.
De arbejdsløse først på dagpenge og siden på kontanthjælp, hvis de opfylder betingelserne, og de syge først på sygedagpenge og siden på kontanthjælp, hvis de ellers opfylder betingelserne, og nu halveringen af kontanthjælpen til unge under 30 år, medfører naturligvis, at de berørte mennesker selvfølgelig er tvunget til at købe færre varer og forbrugsgoder, fordi de har færre penge at købe for.
Man har taget mange milliarder kroner fra de syge og de arbejdsløse, og disse mange milliarder ville for størstepartens vedkommende være brugt i landets butikker, og så kan man ikke forstå, at detailhandelens omsætning falder.
Hvor lyder det dog idiotisk at høre en senioranalytiker fra et af landets førende pengeinstitutter forsøge at give en forklaring på den faldende omsætning inden for detailhandelen uden med et eneste ord at nævne betydningen af den nedgang i rådighedsbeløbet, som de arbejdsløse og de syge er påført gennem lovgivningen.
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).