Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Når man bor et sted, de unge Venstrefolk så kvikt kalder Sønder Røv, kan man jo konstatere, at ligesom pigerne var kønnere og jordbærrene smagte bedre i gamle dage, så er landlivet heller ikke, hvad det har været – selv om hyldeblomsterne stadig dufter som i Johannes V. Jensens vers.
Nogle af forandringerne til det værre er skabt af det, man kalder teknologiske fremskridt. Især inden for landbruget. Gyllestanken ligger tungt over landsbyerne i vore dage.
Andre er skabt af økonomiske kræfter. Da jeg flyttede hertil for fyrre år siden, var der seks butikker i landsbyen. Nu er der ingen.
Bankerne vil ikke låne penge til mennesker i det, de kalder Udkants-Danmark, så derfor kan huse kun handles kontant, og da ingen, der kan betale kontant for et hus, vil bo her, kan huse stort set ikke købes eller sælges. Hvis nogen dør eller flytter, bliver huset stående og forfalder.
Forsamlingshuset bruges næsten ikke mere.
Men de fleste af forandringerne til det værre er skabt bevidst af statslige eller kommunale myndigheder: Skolen er lukket. Posthuset er lukket. Biblioteket er lukket. Valgstedet er nedlagt. De fleste steder er der ikke længere nogen boghandel. Der er ikke længere nogen læge i landsbyen, og heller ikke i nabolandsbyerne.
Man har ikke længere en huslæge, der kommer på besøg, når man bliver syg. Hvis man bliver akut syg, skal man i reglen selv tage ind til et sted langt væk. Hvis man ikke har bil og nogen til at køre for sig, kan det være svært eller umuligt.
Postbudet kommer ikke længere til døren. Postbudet kan ikke tage mod penge, så hvis man køber noget pr. efterkrav eller skal betale told eller porto, skal man ind til en postbutik, der kan ligge meget langt væk.
Der er færre busser end før. De kører sjældnere, og det er blevet meget dyrere at køre med dem.
Storskraldordningen er afskaffet. Skraldemændene kommer ikke længere ind i gården og henter affaldssækken. Man skal selv stille den ud til vejen.
Alt det, jeg så stolt nævnte over for folk i København og udlandet, da jeg flyttede hertil – de gode busforbindelser, landposten der var et omvandrende posthus, den glimrende renovation med storskraldsordning, huslægen, der kom, når man ringede, og som man bare kunne gå op til efter behov uden at have en aftale, skolen, biblioteket, hvor jeg kunne bestille bøger hjem fra Det Kgl. Bibliotek og beholde dem så længe jeg ville, alle de små butikker, det levende landsbyliv – alt det er væk.
Det ligner en politisk beslutning om at gøre det så besværligt at bo på landet, at de fleste opgiver og flytter ind til de store byer, hvor det også er nemmere at holde øje med dem.
Men denne politiske beslutning er aldrig truffet åbenlyst. Den er bare trukket ned over hovedet på os.
Så derfor må man spørge: Er det sådan, vi vil have det? Vil vi have, at hele landets befolkning skal være klumpet sammen i nogle få store byer, og at landdistrikterne skal ligge øde hen – store vidder, hvor det eneste liv er landbrugsmaskinerne på de få, store bondegårde? Vil vi opgive seks tusinde års landbokultur? Uden at nogen har spurgt os.
Forandringerne er kommet snigende i landdistrikterne. Uden at nogen egentlig har truffet beslutning om dem.
Man læser tit forslag om at køre bulldozere over landsbyerne og rasere dem. Mens ingen foreslår at rasere Gentofte.
Hvis man vil gøre det, må man i det mindste træffe en egentlig politisk beslutning om det. Og rette sig efter Grundlovens bestemmelser om ekspropriation, der kun kan finde sted efter lov og mod fuld erstatning. Det bliver rasende dyrt, hvis man ønsker, at landområderne skal ligge øde hen, hvis man vil have et dødt land.
Er det det, flertallet ønsker? Og hvis det ikke er det: Hvad gør vi så for igen at gøre det mere tiltrækkende at bo på landet?
Man kan jo f.eks. lære af, hvad man gør i Norge.
Nogle af de ting, man kunne gøre, er: Oprette små skoler, biblioteker og sygehuse igen. Små, lokale sygehuse skulle ikke tage sig af komplicerede sygdomme og operationer, men de kunne sagtens klare alle de ukomplicerede og banale tilfælde. Og så er det jo en fordel, hvis man ligger på sygehus og vil have besøg af sin familie, at der ikke er hundrede kilometer til sygehuset.
Man kunne genindføre landposten, det omvandrende (eller omkringkørende) posthus. Man kunne sørge for bankbusser og biblioteksbusser (vi har nogle af dem).
Man kunne økonomisk støtte driften af små butikker og værksteder. Give forskellige lettelser. (Og til gengæld give mindre støtte til at store viksomheder kan oprette filialer i lavtlønslande og fyre arbejdere i Danmark). Støtte små økologiske landbrug (og til gengæld lade være med at give støtte til, at godsejere slår sig ned som gylle- og svinebaroner i Polen eller de baltiske lande).
Der kunne nok være basis for en lille blandet landhandel i mange byer. Måske ville det være noget for nogle af de tyrkere og pakistanere, der nu konkurrerer om grønthandler og kiosker i storbyerne.
Man kunne støtte turismen, bred & breakfast, små hyggelige landevejskroer, cykeludlejning, etablering af cykelstier.
Man kunne sørge for hurtig internetforbindelse og gøre noget for at tiltrække dem, der kan arbejde hjemmefra.
Man kunne gøre det muligt for udlændinge at købe huse og bruge dem som sommerhuse eller til helårsbeboelse.
Man kunne decentralisere administrationen. Hvis der er langt til rådhuset og endnu længere til skattekontoret, kan man oprette små landsby-borgerservicekontorer. Et par timer om ugen på det nye bibliotek ville sikkert være nok.
Man kunne afskaffe det idiotiske gebyr, man nu skal betale for at kunne få lov til at betale told for en forsendelse fra et land uden for EU. Hvis man kun skulle betale moms, kunne mange slå sig på Internethandel hjemmefra. Købe alt fra børnetøj og elektroniske dippedutter i Kina eller Hongkong eller købe kobberkedler fra Iran eller bøger fra USA eller sølvtøj eller alt muligt andet og sælge det gennem ebay eller sin egen lille postordrevirksomhed. Andre steder er der mange, der har skaffet sig en levevej på den måde.
Nogle landsbyer kunne blive bogbyer – eller tøjbyer eller værkstedsbyer eller ostebyer eller hvad det nu kan være. Der er mange muligheder.
Vil vi have et land, der er levende fra kyst til kyst? Eller et land, der er en ørken uden for storbyerne? Vil vi ende med et land med to millionbyer – København og en østjysk millionby fra Randers til Vejle? Og så tomme strækninger imellem, måske solgt til kineserne, der kan dyrke sojabønner over det hele?
Hvad sker der med et folk, når det mister sine rødder, når det mister forbindelsen til naturen, når det er tvunget til at leve i en myretueby?
Hvorfor er der så få, der taler om det? Hvorfor er der ingen, der gør noget ved det? Hvorfor lader vi det bare ske?
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).