Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
“Øje for øje skaber to blinde mennesker”, sagde Gandhi.
Men hvis man holder sig til argumentet “Øje for øje – tand for tand”, må det i det mindste være gerningsmandens øjne og tænder, der er tale om. Der er ikke meget fornuft i at sige: “Der var en mand på et værshus, der slog en tand ud på mig. Så derfor gik jeg ud på gaden og greb fat i en gammel kone og bankede hele hendes tandrække ud”. Men det er sådan, den israelske regering opfører sig.
Måtte vi engang komme så langt i civilisation, at vi alle kunne indse, at man ikke får nogen til at ændre mening eller holdning ved at slå dem i hovedet. Er der en konflikt, skal den løses på den eneste måde, man kan løse konflikter på – gennem forhandlinger, diskussioner, kompromisser og forlig.
Det er ikke så svært at se, hvad man kunne gøre i Mellemøsten. Én fælles stat for jøder og arabere ville være det ideelle. Kan man ikke opnå det her og nu, kan man foreløbig følge tostatsstrategien. Det kræver, at de to stater er autonome og ligeberettigede. Og det vil i praksis sige, at Israel skal fjerne de ulovlige bosættelser på Vestbredden og rive Apartheidmuren ned (“Mr. Netanyahu, tear down this wall”). Og at Israel skal affinde sig med, at den israelske hær ikke har mere ret til at intervenere i Palæstina end for eksempel den kinesiske hær har ret til at intervenere i Japans indre anliggender.
Det kunne alt sammen gennemføres i morgen, hvis den amerikanske regering undlod at give Israel carte blanche og satte betingelser for sin økonomiske hjælp til Israel – især militærhjælpen.
Det kan gennemføres inden for en overskuelig årrække, hvis opinionen i Israel og Palæstina kræver det.
Men det kan ikke gennemføres, så længe religiøse fanatikere siger, at de bare kan slå sig ned på Vestbredden, som de kalder Judæa, for det har Gud givet dem lov til – og en regering bøjer sig for dem og deres religiøse argument.
Man kan ikke gennemføre realistiske, politiske aftaler på grundlag af hallucinationer, nogle fårehyrder havde for fem tusinde år siden, så de hørte stemmer. Uanset om den stemme, de hallucinerede hørte, kaldte sig Jahve eller Allah.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).