Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Prøv at forestille dig situationen: Du har fået en kæreste, og I overvejer at flytte sammen. Men inden det sker, så opdager du, at han har installeret overvågningsudstyr i din stue, i dit soveværelse og på toilettet. At han har været inde på din mobiltelefon og læst alle dine sms-beskeder. Og at han har installeret spyware i din pc, så han kan følge med i alt, hvad der foregår dér, inklusiv hvor meget du har stående på din bankkonto.
Du vil formentlig blive pissesur. Sådan set ikke fordi det er urimeligt, at han ved lidt om dig og din økonomi, når I nu har besluttet at flytte sammen. Men fordi han har spioneret sig til oplysningerne i stedet for at snakke med dig. Det handler kort sagt om tillid. Eller mere præcist: Om mangel på tillid. Og det er jo sjældent det bedste udgangspunkt for et tæt parforhold.
På den baggrund kan man selvfølgelig godt forstå, at det samlede EU blev noget knotne, da det kom frem, at den amerikanske efterretningstjeneste har spioneret EU ned under gulvbrædderne. Faktisk har USA tilsyneladende været med på en lytter i forhold til alt: I EU-kommissionen, i EU-Rådet, i EU-parlamentet … og sågar på EU’s diplomatiske kontorer rundt omkring i verden, bl.a. i New York og Washington.
Især fordi afsløringerne falder sammen med, at EU og USA netop skal påbegynde forhandlingerne om den såkaldte TTIP-aftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership. En aftale, som er så omfattende og så tæt, at det på mange måder kan sammenlignes med et bofællesskab. Hvis den bliver en realitet, så tegner Den Transatlantisk Union sig i horisonten.
Afsløringerne fik mange europæiske politikere til at finde de store gloser frem, og flere truede endog med at afbryde TTIP-forhandlingerne med USA, endnu inden de er kommet i gang. ”Vi kan ikke acceptere denne opførsel mellem partnere og allierede”, sagde den franske præsident Hollande i mandags og slog fast, at der ikke kunne finde nogen forhandlinger sted med USA, før Frankrig og EU havde fået garanti for, at udspioneringen er bragt til ophør.
Dette markante standpunkt holdt dog kun et par dage. Så havde piben fået en anden lyd. Nu kunne TTIP-forhandlingerne alligevel godt starte mandag den 8. juli uden nogen garantier. Hvem ved: Måske amerikanerne diskret har gjort opmærksom på europæisk aflytningsudstyr fundet i deres ambassader? Eller som den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, lidt kryptisk formulerede det: ”Alle lande i verden, som er engagerede i internationale anliggender, udfører en masse aktiviteter for at forsvare deres nationale sikkerhed”.
Også EU-parlamentet sprang op som en løve og faldt ned som en kylling. I den resolution, som parlamentet vedtog i torsdags, er den mest dramatiske konsekvens af afsløringerne, at et udvalg skal kulegrave sagen og aflægge rapport om et halvt års tid. Konkrete forslag fra bl.a. mig om at sætte TTIP-forhandlingerne i stå, til resultatet af kulegravningen foreligger, og om at opfordre EU-landene til at tilbyde den efterstræbte Edward Snowden asyl, blev forkastet.
Og hvad kan vi så lære af det – udover, at der tydeligvis er mange flere kyllinger end løver i EU-parlamentet og blandt EU-lederne?
For nylig blev EU’s forhandlingsoplæg til TTIP-forhandlingerne med USA lækket. Indtil da havde det været holdt fortroligt med den begrundelse, at det ville skade EU’s forhandlingsposition med USA, hvis det kom frem. Men med den overvågning, som USA har gennemført overfor EU, så har de selvfølgelig hele tiden kendt til indholdet.
Så hvem er det egentlig, hemmelighedsstemplingen rammer, når det tydeligvis ikke er modparten? Svaret er meget enkelt: I virkeligheden handler det om at holde tingene hemmeligt for befolkningerne, som jo i sidste ende er dem, som det kommer til at gå ud over. Jo mindre befolkningerne ved, jo mindre kan de sige fra og gøre deres indflydelse gældende.
Man kan lære meget af den aktuelle aflytningsskandale. Men en af dem bør være, at hemmelige forhandlingsmandater ikke er rettet mod modparten, men mod befolkningerne. Derfor må der sættes en stopper for lukketheden. Demokrati kræver åbenhed!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).