Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
For få år siden kunne vi sige, at vi ganske vist havde tabt midtergenerationen – friværdigenerationen – til liberalismen, men de gamle og de unge var røde.
Efter tre år med nominelt socialdemokratisk ledet regering er den rødeste ungdom i fyrre år farvet blå. Ved valget i 2011 ville 58 procent af de unge stemme på rød blok og 42 på blå. Nu ville 55 procent stemme de blå og kun 45 procent på rød blok.
Regeringens slingrekurs og forsøg på at matche de mest reaktionære holdninger i Venstre og DF har ikke blot forvandlet Socialdemokraterne fra et stort og bredt favnende parti til et blegblåt parti i mellemstørrelse, men også skræmt fremtidens vælgere væk.
I en artikel i Politiken i dag diskuterer ungdomspolitikere fra LA, Venstre, Socialdemokraterne og SF, hvad der er sket.
De borgerlige mener, at de unge er tiltalt af liberalismens personlige frihed. Mærkesagerne for de unge liberale er afskaffelse af topskatten, fri hash, aktiv dødshjælp og tilladelse af alle hunderacer.
En ung pige blev spurgt, om hun ikke syntes, det kunne være en god idé med en topskat, for hvis man tjente meget, kunne man vel også bidrage med meget. “Nej”, svarede hun kort og kontant. “Jeg vil have det hele selv”.
Det ville ikke være svært at gøre de unge liberale helt til grin. Topskatten er det alligevel de færreste af os, der kommer i kontakt med. Hvis man kunne få de unge til at forstå, at vi ikke alle sammen bevæger os fra ølbænken til bankens direktionslokale, ville meget være vundet. Hvis de kunne forstå, at man ikke skal bygge sit liv på den minimale chance for at man vinder den store lottogevinst, men se virkeligheden i øjnene, ville de måske forstå, at ordet frihed for de borgerlige betyder, at nogle få beriger sig, og de fleste bliver fattigere.
Fri hash er muligvis et populært forslag, men måske ville det være mere hensigtsmæssigt at lade være med at ryge sig skæv og drikke sig i hegnet ugen igennem og i stedet lære noget og opleve noget af den virkelige verden.
Retten til at have løsgående dræberhunde kolliderer med retten til ikke at blive skambidt, og den aktive dødshjælp skal heller ikke blive så aktiv, at man hjælper folk på vej, hvis de ikke hører til i de højere indtægtsklasser – hvad man sommetider får en fornemmelse af, når man ser på, hvor mange der dør af fejlbehandling og infektioner, de har fået påført på hospitalerne.
Men hvis vi skal vende tendensen og igen få flere unge til at tænke solidarisk, skal vi lade være med at gå uden om verdens vigtigste problemer. Vi skal ikke nøjes med sutteklude. Vi skal ikke prøve at sætte plaster på det dødbringende sår.
Hvis vi skal få folk i tale, skal vi tale om det, der virkelig betyder noget. Vi er i fuld gang med at udrydde os selv som art. Ødelæggelsen af vores biologiske livsgrundlag er det vigtigste problem, man kan forestille sig, for hvis vi ikke løser det problem, løser alle andre problemer sig selv på den værst tænkelige måde – de bliver irrelevante, fordi vi så ikke er der mere.
Klima- og miljøødelæggelsen og arternes massedød hænger sammen med det umulige krav om evig materiel vækst i et lukket materielt system. Og da kapitalismen bygger på det umulige vækstdogme, kan kapitalismen ikke bruges som økonomisk system. Hvis vi skal overleve, skal vi afskaffe kapitalismen og finde på et andet system. Så enkelt er det. Lappeløsninger er ikke nok. Vi skal i gang med den store omstilling.
Det største sociale problem, den stærkt stigende ulighed i verden, er ligeledes en direkte konsekvens af kapitalismen.
Vi kommer ingen vegne med lyseblå trippedans om den varme grød. Hvis vi skal vinde gehør – og hvis vi skal komme i gang med at løse de store problemer – så skal vi tage fat om problemets rod. Hvis ikke rød blok tør gøre noget ved det grundlæggende problem – kapitalismen og især kapitalismen i dens utøjlede, neoliberalistiske og dræbende variant – så er den irrelevant.
Blå blok har for længst opgivet at gøre noget ved verdens problemer. De har ikke andre løsningsmodeller end at vi skal bedøve os med hash og få flere dræberhunde.
Rød blok har andre traditioner og rødder, som man kan finde tilbage til. Men det kræver nok en del udskiftninger på politikerholdet.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).