Lars Madsen.
Af Lars Madsen
En utilpasset, dårligt integreret, vred ung mand med en traumatisk indvandrerbaggrund endte som Danmarks første, vaskeægte “terrorist”, hvis man skal tro mediernes dækning af de sidste tre døgns dramatiske begivenheder i København
Ikke en forhærdet krigsveteran hjemvendt fra Syrien.
Ikke en koranstuderende fundamentalist fra Grimhøjvej-moskeen.
Men et menneske født og opvokset i skyggerne af et Danmark, som han aldrig fandt sig hjemme i, og som han – måske – undervejs heller ikke ønskede, at føle sig hjemme i.
En eksistens, som ikke ville eller kunne tage imod det liv, som velfærdsstaten tilbød ham, men som endte som outcast i gråzonen, som voldsmand, misbruger og vanekriminel.
En gråzone, hvor der i øvrigt heller ikke var hverken brug for ham eller plads til ham blandt de andre outcasts.
Til sidst en afstumpet voldsmand, som rettede sin vrede mod det sekulære, åbne samfund, mod ytringsfriheden og mod den jødiske menighed, som han ifølge formiddagsbladene ”hadede”. Hvordan han var nået fra bare at være på kant med samfundet til at være i åben, væbnet konfrontation med det, blæser i vinden. De førnævnte formiddagsblade har til lejligheden opfundet begrebet ”selvradikalisering”, som i den givne kontekst er en totalt indlysende og derfor ligeså intetsigende kliche.
Et kort, forspildt liv, som Omar Abdel Hamid el-Hussein tilsyneladende valgte at ende søndag morgen via “suicide by cops”, efter at han forgæves havde forsøgt at indskrive sig i Danmarkshistorien som alle tiders største massemorder.
Men trods sit fødenavn, sin etnicitet og symbolikken i de ofre, han havde udset sig, en skæbne der mere på det sociologiske og psykologiske plan synes beslægtet med Eric Harris og Dylan Klebold, de blege og sortklædte teenage-dræbere fra Columbine High School, Colorado, end med de ekstremistiske selvmordsbombere fra Islamisk Stat og Boko Haram.
Det havde nok været nemmere for os alle sammen, hvis han netop havde været en bindegal, kamptrænet jihadist lige hjemvendt fra fronten i Syrien. Men det var han altså ikke, og det er lige her, at der i den nationale forfærdelse over, at den slags kan sket i vores hyggelige lille land, i den kollektive sorg over de uskyldigt døde, i det on-going, buldrende “breaking news” og i hovedet på de politikere, som allerede skamløst har gjort Omar Abdels skæbne til et indslag i valgkampen, er brug for omtanke i stedet for skinger retorik og besindelse i stedet for kravet om blind, ureflekteret handling..
Det her er ikke “regeringens skyld”, som den mere og mere utilregnelige Søren Pind foreslår. Det er heller ikke et problem, der løses med grænsebomme, moskelukninger, yderligere stramninger af asylpolitikken, skærpet terrorlovgivning eller udrejseforbud til konfliktzoner.
Omar Abdel var tilsyneladende den ensomme galning, der ene og alene handlede på egen ”selvradikaliseret” impuls. Altså ikke eksekutoren af et morderisk komplot udtænkt, planlagt og iværksat i den syriske ørken eller i de afghanske bjerge. Omar Abdels forvandling fra menneske til monster forgik på Nørrebro i København.
Og det vil være naivt at tro, at der ikke andre steder i gråzonen, på kanten og i mørket sidder andre som Omar Abdel. Tavse, som leder efter en stemme. Usynlige, som trænger til at blive set. Ubetydelige, som trænger til at blive taget alvorligt. Ubefæstede sjæle, som er til fals for et hvilket som helst grotesk eller forvrænget selvbillede, som kan tilbyde dem lidt af den identitetsfølelse, som vi enten som samfund og fællesskab ikke formåede at give dem, eller som de ikke forstod eller ønskede at tage imod.
Det er den udfordring, Omar Abdel repræsenterer. Hvis vi ikke forstår dette og ikke forstår omfanget og kompleksiteten af det på alle niveauer i vores samfund – fra integrationspolitikken helt ned til den måde vi taler til og om hinanden på – har vi intet lært af lørdag den 14. februar 2015.
(Lars Madsen, Frederikshavn, er tidl. medarbejder ved Oure-skolerne).