Arno Kruse.
Af Arno Kruse
Hvis jeg ligesom skal foretage en evaluering af de sidste 15 år, hvor jeg har rejst landet tyndt og fungeret som partsrepræsentant eller bisidder for mennesker, der blev udsat for krænkelser af deres lovmæssige rettigheder, når jeg frem til den konklusion, at der siden 2007 er sket en kontinuerlig og bevidst udhuling af borgernes retssikkerhed især inden for det sociale område, hvilket har resulteret i, at stadig flere og flere mennesker ikke bare bliver ladt i stikken, men bliver ladt fuldstændig i stikken!
I forbindelse med den meget lidt gennemtænkte kommunalreform gennemførtes også en reform af klagesystemet med nedlæggelse af Statsamterne, hvorefter Statsforvaltningerne fik til opgave at fungere som klageinstans inden for det sociale område og beskæftigelsesområdet. Ankestyrelsen fortsatte i den forbindelse som øverste klageinstans. Nedlæggelsen af Statsamterne medførte længere sagsbehandlingstid, hvilket betød, at de mennesker, som uretmæssigt var blevet frataget deres forsørgelsesgrundlag, skulle vente urimelig lang tid på at få deres ret og dermed også deres eksistensgrundlag genskabt.
Oven i denne udvikling gik Folketinget helt amok med hensyn til at gennemføre reformer, der vedrørte efterløn, dagpenge, sygedagpenge, førtidspension, kontanthjælp og gensidig forsørgelsespligt. Disse reformer blev gennemført i et tempo, der næsten pr. automatik medførte lovsjusk i et omfang, der næppe tidligere er set i det ellers velorganiserede offentlige system. De udsendte vejledninger var enten fejlbehæftede, uforståelige eller utilstrækkelige, hvorfor de respektive ministerier måtte udsende korrektioner eller helt nye vejledninger.
De mange reformer og de mange fejlbehæftede vejledninger medførte naturligvis mange fejlagtige kommunale afgørelser, som fratog en masse mennesker deres forsørgelsesgrundlag. Dette medførte naturligvis en stigning i antallet af klager, men Det sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet hos Statsforvaltningerne kunne slet ikke følge med, og derfor steg sagsbehandlingstiden hos disse klageinstanser.
Prikken over i’et i de berørte menneskers mareridt blev sat af regeringen, da den endnu en gang ændrede klagesystemet og nedlagde Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet med virkning fra den 1. juli 2013, hvorefter samtlige klagesager skulle behandles af Ankestyrelsen, som slet ikke kunne følge med.
Sagsbehandlingstiden for at behandle en klage over at være frataget sin kontanthjælp eller sygedagpenge er vokset til mellem 10 og 14 måneder, og hvem fanden kan leve uden indtægt i 10 til 14 måneder?
Det er der selvfølgelig ingen, der kan, men dette synes at være regeringen aldeles uvedkommende, når blot reformerne og lovsjuskeriet giver det provenu, som finansminister Bjarne Corydon har kalkuleret med.
Der er noget næsten historisk ulogisk ved, at det var VK(O)-regeringen, der indledte felttoget mod de syge og de arbejdsløse, mens det var den socialdemokratiske Thorning-regering, der satte turbo på denne asociale udvikling, som reelt har undergravet den retssikkerhed, som Socialdemokraterne egentlig havde en stor del af æren for oprettelsen af.
Det lyder derfor pivende falsk og hult, når Helle Thorning-Schmidt siger, at vi er kommet godt igennem krisen. Alle de mennesker, som Socialdemokraterne efterhånden har glemt eksistensen af, er havnet i deres livs største krise med en socialdemokrat ved roret, og det er nok en tanke værd, når valget kommer!
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).