Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
I den officielle EU-mytologi spiller EU-parlamentet en central rolle. Som direkte valgt af Unionens borgere er det mere end noget andet EU-parlamentet, der skal legitimere EU som et demokratisk projekt.
Det er da også rigtigt, at EU-parlamentet ved de seneste traktatændringer har fået mere magt. F.eks. når det angår valget af Kommissionens formand, fastlæggelse af EU’s budget og indgåelse af aftaler med tredje-lande. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvem vælgerne stopper ind i dette parlament.
Alligevel er det stadig fuldstændigt rigtigt, som forhenværende EU-kommissær Ritt Bjerregaard udtrykte det engang til stor fortrydelse for de håbefulde EU-parlamentarikere: ”Dette er ikke et rigtigt parlament”.
Den gamle Venstre-høvding og grundlægger af dagbladet Politikken, Viggo Hørup (1841-1902), førte sin kamp for demokratiet i Danmark under parolen: ”Intet over og intet ved siden af Folketinget”. Dermed udfordrede han både kongemagten, regeringen og Landstinget.
Hvis han havde oplevet dagens EU-konstruktion, så ville han formentlig have opfordret til opstand. For på en lang række områder er det direkte valgte EU-parlament helt underordnet embedsmændene i EU-kommissionen, regeringerne i EU-Rådet og EU-domstolen, som har en enorm magt til at afvise, fortolke og ændre, hvad EU-parlamentet har besluttet.
Et illustrativt eksempel på det kulminerede i den forløbne uge.
I forbindelse med Kroatiens optagelse i EU den 1. juli skal der også udpeges et kroatisk medlem af Den Europæiske Revisionsret (ECA) med sæde i Luxemburg. Revisionsrettens opgave er at aflægge beretning til EU-parlamentet og til Rådet om, hvorvidt EU’s budget anvendes lovligt og i overensstemmelse med reglerne. Af samme grund skal Revisionsrettens medlemmer naturligvis vurderes som kvalificerede og uafhængige.
Ifølge EU-traktatens artikel 286 styk 2 udnævnes Revisionsrettens medlemmer af Rådet ”efter høring af Europa-Parlamentet”. Konkret betyder det, at det i sidste ende er Rådet, som træffer afgørelsen, men at det selvfølgelig skal lytte til den indstilling, som kommer fra EU-parlamentet.
Til posten indstillede den kroatiske regering Neven Mates, som aktuelt er rådgiver ved den kroatiske nationalbank, men som har en lang karriere fra 1992-2009 i Den Internationale Valutafond, IMF, i Washington. Her har han især været beskæftiget med at udforme og gennemføre såkaldte ”strukturreformer” i en række central- og østeuropæiske lande.
Blandt sine store kvaliteter fremhævede han selv, at han ved gentagne lejligheder har ”været i stand til at bidrage til at finde frem til løsninger, der har gjort det muligt at nå de nødvendige makroøkonomiske og finanspolitiske mål”. Som et konkret eksempel nævner han ”beslutningen om at omstøde en lønstigning i den offentlige sektor, som allerede var godkendt og gennemført”.
Nu kan man selvfølgelig diskutere, om evnen til at omstøde allerede godkendte og gennemførte lønstigninger til offentligt ansatte er en kernekompetence hos et medlem af Revisionsretten i EU. Men derudover var Neven Mates fremtræden på Budgetkontroludvalgets møde den 27. maj så præget af manglende indsigt i opgaven, at et flertal på 16 mod 11 afviste ham som en egnet kandidat. Selv om afgørelsen blev truffet ved hemmelig skriftlig afstemning røber jeg næppe nogen statshemmelighed ved at afsløre, at jeg var en af de 16.
Da hele EU-parlamentet den 12. juni skulle stemme om hans kandidatur, var modstanden mod udnævnelsen af Mates blevet endnu større. 396 medlemmer stemte imod, mens kun 231 stemte for. Med den store modstand fra ”det eneste direkte valgte organ i EU” skulle det ligge nogenlunde på den flade, at Mates naturligvis ikke ville blive udpeget. Ikke mindst fordi Revisionsretten skal arbejde tæt sammen med EU-parlamentet og nyde dets tillid.
Men nej. I sidste uge besluttede EU-rådet at udpege Neven Mates som det kroatiske medlem af Revisionsretten. Om det nu skyldes, at nedskæringsflertallet i Rådet dermed ønskede at placere endnu en allieret på en central post i EU-systemet, eller om det blot syntes, at Mates trængte til en årsløn på 1,7 millioner kroner, skal jeg lade være usagt.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at beslutningen er et slag i ansigtet på EU-parlamentet. Min formand i Budgetkontroludvalget, tyskeren Michael Theurer, betegnede efterfølgende Rådets beslutning som ”vanskelig at forstå” og kaldte den ”mangel på respekt for Europa-Parlamentet”.
Det er svært at være uenig i. I hvert fald er det tankevækkende, at de EU-begejstrede regeringer, som igen og igen fremhæver EU-parlamentet som garanten for EU’s demokratiske legitimitet, når det kommer til stykket, vælger at give EU-parlamentet fingeren!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).