Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Ruslands tildeling af asyl til Edward Snowden er blevet mødt med blandede følelser. USA raser naturligvis, mens Snowdens støtter udtrykker lettelse over, at han i det mindste ikke foreløbig vil blive udleveret til retsforfølgelse i USA.
Dagbladet Politiken kalder i en leder det russiske asyl til Snowden for ”ærgerligt” og mener, at det er ”skæbnens ironi, at den mand, der har afsløret den massive overvågning, nu søger beskyttelse i et Rusland, hvor frihedsrettigheder og ytringsfrihed har vanskelige vilkår, og hvor oppositionelle lever livet farligt”.
På sin vis deler jeg det synspunkt. Især når man dertil lægger, at de russiske myndigheder, som betingelse for et midlertidigt asyl på et år, har krævet, at Snowden ikke offentliggør flere sandheder om ”big brother watching you”.
På den måde er Snowden bragt i en situation, hvor hans mulighed for fortsat beskyttelse i Rusland står og falder med hans villighed til at samarbejde med den russiske efterretningstjeneste. Og den har aldrig været den store tilhænger af åbenhed, skal jeg hilse og sige.
Men hvem er det, som har ansvaret for denne ulykkelige situation? Faktisk søgte Snowden jo beskyttelse i en lang række andre lande end Rusland, herunder i ikke mindre end ni EU-lande: Østrig, Finland, Tyskland, Italien, Irland, Holland, Polen, Spanien og Frankrig.
Da Snowdens afsløringer kom frem, om hvordan den amerikanske efterretningstjeneste bl.a. aflyttede EU’s møder og repræsentationer, var der ingen ende på EU’s og EU-landenes forargelse. Men da det så kom til at gøre noget konkret, f.eks. at beskytte budbringeren af disse oplysninger mod forfølgelse, så overlod de ham kujonagtigt i de russiske myndigheders vold.
Om forskellen mellem ord og handling i denne sag skrev den tyske journalist og blogger, Sascha Lobo, følgende bidende kommentar i ugebladet Der Spiegel: ”Først og fremmest væmmes jeg ved Merkel, fordi hun gerne vil forsvare vores frihed i Afghanistan, men ikke i vores laptops”.
Det samme har vi også set i Danmark. Da Villy Søvndal stadig var Villy Søvndal, reagerede han i 2005 på dommen mod den danske efterretningsmand, Frank Grevil, for at have lækket fortrolige oplysninger om Irak-krigen med følgende klare udtalelse: ”Det støder min retsbevidsthed, at den mand, der går ud og siger sandheden, bliver dømt, mens dem, som har fortiet og fordrejet sandheden, går fri”.
Hvad der skal til for at støde Villy Søvndals retsbevidsthed i dag, skal jeg lade være usagt. Men selvom han ser med ”stor alvor” på oplysningerne om den amerikanske overvågning, så har han alligevel ikke ønsket at røre en finger for, at Danmark eller EU beskytter Snowden mod amerikansk forfølgelse.
Jeg synes ærligt talt, at det er for sølle. Derfor har jeg og en række andre EU-parlamentarikere foreslået, at Snowden skal modtage EU-parlamentets såkaldte Sakharov-pris. Det er en pris, opkaldt efter den sovjetiske systemkritiker Andrej Sakharov, som uddeles en gang årligt og næste gang til efteråret.
EU-parlamentet har som bekendt også raset mod den amerikanske overvågning. Så med forslaget om at tildele Snowden denne - i EU-parlamentets egen opfattelse – meget prestigefyldte pris, så gør vi sådan set bare EU-parlamentarikerne en tjeneste. Nemlig at få mulighed for at vise, at de ikke er som Merkel, Søvndal og alle de andre, men er klar til at lade handling følge ord.
Forsættelse følger til efteråret …
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).