Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Professor emeritus Bent Jensen havde mandag en kronik i Berlingske Tidende. Den hed ”Indignation og glemsel” og handlede ikke overraskende om danske venstreintellektuelles støtte til Stalin i 30’erne og 40’erne.
Bent Jensen påviser her endnu engang, at Stalin ikke var nogen god og kærlig leder, men skyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Det har Bent Jensen så evigt ret i. Man kunne også og med lige så stor ret skrive en kronik om, at Djenghis Khan ikke var tilhænger af velfærdsstaten.
Men hvordan kunne ellers oplyste mennesker så tro på, at Sovjetunionen var et forbillede for verden og Stalin en hård, men retfærdig leder?
Bent Jensen mener kun, der er én forklaring: Intellektuelle er blevet forkvaklede af deres uddannelse. De kan ikke tænke klart, sådan som jævne og ustuderede mennesker.
Bent Jensen har tidligere fremhævet sin fars sunde dømmekraft. Han havde alle sine informationer fra Pressens Radioavis og Kjellerup Avis og kunne derfor dømme klart og utvetydigt. ”Nazisme og kommunisme er fuldkommen det samme”, sagde han til den lille Bent, der annammede læren.
Men hvorfor Bent Jensen så valgte at læse historie og ende som professor må forblive en gåde. Han kunne jo bare nøjes med at stille sig op på torvet og råbe, at de boglærde ikke har noget på.
Når folk siger, at de nok havde læst om Stalins slavelejre, men kun i borgerlige publikationer, og derfor affejede de alle forlydender som ondsindet propaganda, siger Bent Jensen, at de dermed har bevist deres forræderi. De skulle have hørt på dem, der allerede dengang fordømte alle aspekter af kommunismen. I sin kronik i dag nævner han som en af dem, venstreorienterede burde have hørt på, Jørgen Schleimann, der som ung var medlem af nazistpartiet og senere i en årrække arbejdede for CIA i Paris.
Jeg har her foran mig en bog, der hedder ”Hvorfor Krig mod Stalin? Antikommunistisk Rødbog”. Den indeholder gruopvækkende skildringer af Stalins misgerninger. Meget af det, der står i bogen, har vist sig at være fuldkommen korrekt. I nogle tilfælde er sandheden endnu værre end det, der står her.
Bogen udkom i 1941 på et forlag, der hed Den Ny Tids Informationsbureau, og den kunne kommunisterne jo bare have læst, ville Bent Jensen nok sige.
Men det ville de ikke, for de afviste bogen som nazistisk propaganda, hvad den også var. På samme forlag udkom Zions Vises Protokoller og Henry Fords ”Den internationale Jøde”.
Det fører os så til spørgsmålet om, hvorfor man har så svært ved at anerkende berettiget kritik, når den bliver fremført af nogle, man ikke er enig med.
Det er ikke kun et problem for kommunister.
Man kan se på, hvordan dansk presse dækkede Mau Mau-opstanden i Kenya i 1953, borgerkrigene i Malaya og Filippinerne, Indokina-krigen og senere Vietnam-krigen. Der var allerede dengang beretninger om britiske KZ-lejre og de grusomheder, der blev begået af franske og amerikanske militærstyrker i Indokina. Men den borgerlige presse affærdigede beretningerne, der blev afvist som kommunistisk propaganda.
Bent Jensen nøjes ikke med at angribe folk for det, de sagde engang, men også for det, de ikke sagde. Han mener også, det er forræderi, når man undlader at udtale sig om forbrydelser og misgerninger.
Men Bent Jensens princip gælder ikke for ham selv. I den tid, han har været aktiv som historiker, er der sket forbrydelser og overgreb mange steder, men når de bliver begået af mennesker, Bent Jensen overvejende er enig med, tier han.
En moral har kun gyldighed, hvis den gælder for alle. Hvis man har en moral for sig selv og en anden for dem, man er uenig med, er det dobbeltmoral.
Hvor svært det end kan være, må vi bestræbe os for at nå frem til at have samme klare blik for forbrydelser mod menneskeheden, uanset hvem der står bag – om det er vores venner eller fjender.
Hvis vi skal ud af skyttgravene og forsøge at gøre verden bedre, end den er, må vi klart og eftertrykkeligt tage afstand fra ugerningerne og gøre alt, hvad vi kan, for at de ikke skal gentage sig.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).