Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Valget nærmer sig i Tyskland. Den 22. september går befolkningen i EU’s største land til stemmeurnerne. Resultatet bliver ikke bare afgørende for landet selv, men også for hele EU.
Selv om Tyskland mere og mere har vist sig som den helt dominerende magt i EU, så er den tyske befolkning ikke udelt begejstret for den måde, projektet har udviklet sig på.
Modviljen mod euroen har været voksende, hvilket bl.a. har givet sig udtryk i et nyt parti, Alternative für Deutschland. Et af partiets mål er at blive repræsenteret i EU-parlamentet ved valget i maj 2014, og på nuværende tidspunkt ser det meget realistisk ud.
Men uviljen gælder ikke bare euroen. I en stor undersøgelse, som EU’s eget undersøgelsesinstitut, Eurobarometer, offentliggjorde for nylig, svarede 59% af tyskerne, at de ikke mente, at deres stemme blev hørt i EU og hele 61% udtrykte mistillid til EU-institutionerne som sådan.
Disse tal er måske også årsagen til nogle epokegørende udtalelser, som kansler Merkel kom med i tirsdags den 13. august. Til tysk TV gentog hun sit ønske om, at EU koordinerede den økonomiske politik noget tættere, men tilføjede så: ”Vi behøver ikke at beslutte alt i Bruxelles. Vi kan også overveje at give noget tilbage”.
Angela Merkel er ikke den første EU-leder, som pludselig optræder med tanken om, at EU ikke skal bestemme alt. F.eks. fastslog den hollandske regering – under ledelse af Mark Rutte fra det liberale parti – i juni, at den tid, hvor EU tilstræber ”en stadig tættere union”, er ovre, og at regeringen vil imødegå forsøg på yderligere harmonisering af bl.a. landenes sociale systemer.
Disse udtalelser kan jo synes besynderlige i en situation, hvor man dagligt oplever, hvordan EU bestemmer mere og mere og bl.a. griber direkte ind i landenes sociale systemer og måder at indrette deres arbejdsmarked på.
F.eks. kunne Jyllands-Posten den 9. august fortælle, at andre EU-borgere efter blot tre måneders arbejde i Danmark kan få dansk arbejdsløshedsunderstøttelse i 2 år, hvis de blot forinden har været med i en lovpligtig arbejdsløshedsforsikring i 9 måneder i deres hjemland. Da den danske understøttelse er blandt de højeste i EU, så skal der ikke meget hjerneaktivitet til at regne ud, at det vil den ikke blive ved med at være, hvis først den mulighed begynder at blive udnyttet.
Så kan vi stole på Merkel? Vil hun virkelig tilbageføre beslutningskompetence fra EU til medlemslandene?
Engang havde vi i Danmark en statsministerkandidat fra Venstre, som sagde: ”Der er brug for liberale hegnspæle i form af et kompetencekatalog, der afgrænser EU i forhold til medlemslandene. Det skal være klart, enkelt og grænsesættende”. Men selvom det stod i partiets valgprogram i 2001, så var det glemt, da først valgsejren var i hus. I stedet støttede Fogh helhjertet Forfatningstraktaten, som overførte meget mere magt til EU.
I den forbindelse er det afslørende, at Merkel efter sætningen ”Vi kan også overveje at give noget tilbage” tilføjede: ”Og den diskussion skal vi også have efter Forbundsdagsvalget”. Ja, det er klart. Først skal stemmerne i kassen, og derefter skal det så overvejes at sætte grænser for EU. Præcis som Fogh i sin tid.
I sin artikel om den franske revolution – ”Louis Bonapartes attende brumaire” – skriver Karl Marx, at historiske begivenheder og personer ofte forekommer to gange: ”Den ene gang som tragedie, den anden gang som farce”.
På den baggrund kan vi vist roligt forudsige, at hvis Anders Fogh var tragedien, så bliver Angela Merkel farcen!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).