Arno Kruse.
Af Arno Kruse
I den sociale forvaltning i en kommune kan sagsbehandlerne være enten socialrådgivere eller socialformidlere, som er HK-uddannede med et speciel efteruddannelse inden for det sociale område.
Når det gælder selve kvaliteten i sagsbehandlingen, kan der imidlertid være flere årsager til, at sagsbehandlingen får en uanstændig karakter.
Det kan være inkompetence eller manglende ajourføring af sagsbehandlernes uddannelse. Udviklingen i den retning har været under indflydelse af, at der op gennem 00′erne blev ført en meget stram styring af kommunernes økonomi samtidig med, at der blev indført et kommunalt skattestop.
Disse tiltag førte til, at der i forbindelse med udarbejdelsen af budgettet for det kommende år skulle findes nogle områder, som kunne tåle nogle nedskæringer, og heriblandt var blandt andet kontoen for efteruddannelse.
Når en kommune skærer ned på efteruddannelseskontoen, medfører dette helt automatisk, at kompetence niveauet falder, men det falder på en måde, som ikke umiddelbart er synlig. Efter en årrække med denne form for tilpasning af budgettet til den stramme styring og skattestoppet, bliver synligheden imidlertid uhyggelig klar.
Og når man så samtidig gennemfører besparelser på tilkendelser af førtidspension og visitering til fleksjob, er der i og for sig ikke andre muligheder for sagsbehandlerne end at sende de syge mennesker rundt i systemet på en varig kontanthjælp, selv om kontanthjælp er en midlertidig ydelse.
Udover de formelle tiltag eksister der også uformelle tiltag i form af skuffecirkulærer, som beskriver, hvorledes sagsbehandlerne skal agere for at opnå de økonomiske mål, som socialforvaltningens ledelse har fået godkendt af fagudvalg og af byråd, og for ligesom at dulme sagsbehandlernes dårlige samvittighed har man kompenseret med nogle bonusordninger således, at sagsbehandlerne får en bonus for at opfylde de budgetmæssige mål.
Alle disse mere eller mindre mærkværdige initiativer, som alle er politisk bestemte, medfører naturligvis, at de langtidssyge mennesker ikke får den sagsbehandling og hjælp, som egentlig meget klart fremgår af intentionerne i Retssikkerhedsloven, Pensionsloven, Aktivloven, Serviceloven, og hvad der ellers eksisterer af lovgivning inden for det sociale område.
Herved har såvel Folketinget som kommunerne bragt langtidssyge borgere i en så uoverskuelig situation, at der åbnes en ladeport for både ærlige og redelige socialkyndige rådgivere og for plattenslagere, der i kraft af mængden af mennesker, der har brug for hjælp, kan tjene sig en formue i løbet af meget kort tid uden at levere andet end et venligt smil og et indbetalingskort til de mennesker, som vitterlig står med håret i postkassen og har brug for professionel hjælp.
De største syndere i denne sag er de politikere, som har svigtet de syge mennesker og dermed skabt grobund for et luksusliv for plattenslagere uden nogen som helst form for moral og etik.
Nu er det så, jeg bliver nødt til at rette skytset imod de syge selv, for jeg er bombesikker på, at de syge også ved valget i november genvælger de mennesker, hvis beslutninger er årsag til, at de står med håret i postkassen, og det fatter jeg simpelthen ikke, at de gør.
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).