Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Politiken har i dag en leder om socialbedrageri, fiflerier og skatteunddragelse i de højeste lønklasser. Samtidig bringer avisen en artikel om, at man nok helt vil holde op med rengøringshjælp til gamle, der ikke kan klare rengøringen selv. Hvis de ikke vil leve i skidt, skal de betale et privat firma for hjemmehjælp. Socialudvalgsformanden i Billund siger, at det koster 350 kroner i timen, og det er noget “alle har råd til”. Sådan ser verden ud set fra socialudvalgsformandens villa.
I den ledende artikel skriver Politiken ganske rigtigt, at velfærdssamfundet bygger på en konsensus. Hvis denne konsensus ikke længere eksisterer – hvis alle prøver på at snyde sig udenom – bryder velfærdssamfundet sammen.
Den skandinaviske velfærdsstat, sådan som vi kendte den indtil oliekrisen 1973, var ikke et perfekt system, men muligvis den bedste samfundsform, verden endnu har kendt. Vi havde råd til det hele, selv om vi var meget fattigere, end vi er nu.
Det havde vi, fordi der var politisk vilje i befolkningen til at yde en rimelig andel og ikke snyde sig udenom eller kræve ind, bare for at kræve ind. Et flertal syntes, at det var fornuftigt, at man ydede efter evne for at kunne nyde efter behov.
Denne politiske vilje opstod ikke af sig selv. Den fremkom som direkte følge af socialdemokratiets og arbejderbevægelsens indsats gennem hundrede år. Hvis socialdemokratiet og fagforeningerne styres af pampere, der kun interesserer sig for deres personlige magt og ikke har nogen politisk ledestjerne, men styrer på må og få efter, hvad de nu synes i dag, så smuldrer denne politiske vilje igen.
Den herskende ideologi i dag er liberalismen, alles kamp mod alle. Men liberalismen ser bort fra, at et samfund er nødvendigt for os alle. Uden det stod vi som nøgne og isolerede væsener i urskoven, et let bytte for sultne rovdyr. Samfundet er et sam-fund, det, som vi sammen har fundet frem til for at beskytte os, for at give os mulighed for at leve og trives.
Vi er blevet umådelig meget rigere end vi var, dengang velfærdssamfundet trivedes, men rigdommen er meget mere ulige fordelt. De fattige er blevet forarmede, de rige obskønt rige.
Det er lykkedes at hjernevaske befolkningen til at tro på, at det er godt, at nogle få rager uhæmmet til sig – for tænk hvis jeg selv blev en af dem, hvor skulle jeg så mæske mig. Midlerne til indoktrinering kan være alt – Lottospil, der giver tro på den store gevinst uden indsats, X Factor, der siger at man kan blive rig og berømt ved at vise sig i fjernsynet.
Den simple logik siger, at privatisering altid betyder fordyrelse og/eller forringelse. For der skal jo også være overskud til ejernes profit. Men denne simple logik bliver tilsløret.
Samfundet smuldrer om os. Samtidig med at naturen er truet, så der bliver rokket ved selve vores biologiske livsgrundlag.
Det kan godt lade sig gøre at ændre på disse forhold. Alt, hvad der er skabt af mennesker, kan ændres af mennesker. Men det kræver politisk vilje. Og den politiske vilje kræver mennesker og organisationer, der ønsker at ændre samfundet grundlæggende.
Det kan føles som at tømme havet med en teske, når man ser på, hvor store problemerne er. Men det er ikke havet, bare et meget stort kar. Med teskeer nok kan det tømmes.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).