Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Hvad skal man sige om Thornings nytårstale? Lad os tage det pæne først. Hun talte varmt for velfærdsstaten og fremhævede nogle klassiske socialdemokratiske dyder. Hun talte smukt om Mandelas eksempel. Hun gør et pænt og præsentabelt indtryk; hun formulerer sig ret klart, og hun taler tydeligt og forståeligt.
Man krummer ikke tæer, når man hører på hende, sådan som man gjorde, når man hørte på Fogh og Løkke. Når Fogh kom med sine tanker om, at vi ikke havde brug for eksperter, at vi kunne løse alle problemer selv uden at støtte os til nogen, der havde forstand på tingene, sad man og bed sig i knoerne og var ved at rulle sig ind i gulvtæppet, eller man fik lyst til at kyle store ting efter fjernsynet. Når man hører på Løkke, ønsker man sig langt, langt væk. Det ubehag giver Helle Thorning ikke.
Hun beviste med sin tale endnu engang, at der er forskel. Det er bedre, at hun er statsminister, end at vi skal trækkes med Løkke.
Men.
Hun siger, at virksomhederne skal have styrket konkurrenceevnen og de ansatte være højt uddannede (så de bliver bedre udbytningsobjekter). Hun siger ikke noget om, at ansatte skal have medbestemmelse, at de skal være sikret mod vilkårlig fyring, at de overhovedet skal tages med på råd.
Hun siger, at vores militære eventyr i Afghanistan har sikret en bedre dagligdag for befolkningen. Det er nok en tvivlsom påstand. Hun tror åbenbart stadig, at man kan løse verdens problemer med militære midler. De militære midlers fiasko i Afghanistan, Irak og Libyen har ikke gjort indtryk på hende. Det har ikke gjort indtryk på hende, at alle forsøg på at indføre demokrati gennem pres udefra er mislykkedes.
Men det værste er alt det, hun ikke siger noget om – nemlig om alle de største problemer, verden står overfor. Hun taler uden om eller fortier alt det, der virkelig truer vores fremtid.
Hun bliver ved med at tro på, at vækst er løsningen. Hun er ude af stand til at se, at vækstdogmet er problemet.
Hun siger ikke noget om globaliseringen og hvad den fører til. Hun siger ikke noget om, at udflytningen af danske virksomheder til udlandet eller import af lavtlønnet arbejdskraft fra Østeuropa skaber arbejdsløshed eller løntryk.
Hun har ikke fået øje på, at globaliseringen ved at gøre arbejderne i de rige lande fattigere fører til en strukturkrise for kapitalismen, derved at færre får råd til at købe de produkter, virksomhederne fremstiller.
Hun nævnte ikke casino-kapitalismen, det sindssyge roulettespil med derivater, finanskapitalens uhæmmede herredømme og produktionskapitalens vigende stilling.
Og værst af alt: Hun sagde ikke et ord om truslerne mod vores miljø og klima – den udvikling, der truer os på livet.
Det er ikke alene Helle Thornings fejl, at hun fortier alt det vigtigste. Det er et snæversyn, der er typisk for alle danske partier undtagen Enhedslisten, og som genfindes i alle de rige lande. Alle andre europæiske statsministre går på samme måde uden om de vigtige problemer.
Men det ville være rart, hvis vi ikke evig og altid trampede af sted efter de andre. Når nu de snakker så meget og så henført om, hvad det lille Danmark kan, og hvordan vi kan gøre en forskel, så ville det være rart, hvis vi bare en enkelt gang kunne se en dansk statsminister, der turde tænke selv, der måske ville gå bare et lille skridt foran den store flok, der måske ville sætte sig ind i problemstillinger, der bliver diskuteret i hele verden, men endnu ikke er nået frem til regeringskontorerne.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).