Frede Jakobsen.
Af Frede Jakobsen
Aldrig har venstrefløjen i Danmark været så lille som i dag.
Engang – og det er trods alt ikke så længe siden – var den stor, livlig, farverig, i evig diskussion med sig selv og i kamp mod højrefløjen og mig-selv-først-liberalismen. Det var den – venstrefløjen – som sammen med ikke mindst fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser fik skabt et velfærdssamfund. Med fejl og mangler, javel, men et samfund, hvor kun få blev hægtet helt af. Hvor få – stadigvæk – havde alt for meget, men kun få alt for lidt.
Det var dengang, hvor venstrefløjen var Socialdemokraterne, SF, DKP, VS, SAP, KAP, KAML, DKPML med mange flere partier, organisationer og grupper, som skabte nytænkning på hele venstrefløjen, fordi uenighed skaber dynamik og udvikling. Vrimlen af organisationer på venstrefløjen gjorde mange – borgerlige – sig dengang lystige over. I dag er det de borgerlige, der har en vrimmel af organisationer.
Det var dengang. Hvad så med venstrefløjen i dag? Hvor er den henne? Er den død? Eller er den bare ude at brække sig?
Tja, det er et par gode spørgsmål, hvis jeg selv skal sige det. Et samfund skal vurderes på, hvordan det behandler samfundets svageste grupper. Det samme gælder de politiske partier. Og de skal ikke vurderes på, hvad de siger. Men på, hvad de gør.
Det er derfor, jeg kalder venstrefløjen i Danmark i dag den mindste nogensinde. Socialdemokraterne og SF er det i dag ikke muligt at kalde for venstrefløj. Specielt ikke, siden de tabte valget – men alligevel gik i regering med det udtrykkelige formål at videreføre 10 års liberalistisk økonomisk VK-politik. Klogt af den radikale Vestager, umådeligt dumt af den socialdemokratiske og folkesocialistiske ledelse. Og en ulykke for netop de svageste eller økonomisk dårligst stillede grupper i samfundet. Nedskæringer er siden regnet ned over arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister med mange flere. Mens de rigeste i samfundet og erhvervslivet i samme takt har kunnet glæde sig over at modtage de penge, samfundet har sparet ved at gøre tilværelsen ringere for de svageste grupper.
Den slags har aldrig været socialdemokratisk politik. Det har slet ikke været SF-politik. Men det blev det så alligevel.
Det startede ikke med valget i 2011. Det var startet længe inden. Ikke mindst hos Socialdemokraterne, som opgav deres gamle humanisme – fordi de troede, at en kopi er bedre end en original. De bildte sig selv ind, at de kunne stoppe DFs fremgang ved at kopiere store dele af dette partis fremmedfrygtende (for nu at sige det mildt) politik. Det var et af de første skridt på rejsen fra venstre mod højre. Det næste var at fortsætte VK-regeringens økonomiske politik, herunder en socialpolitik, som V og K aldrig havde turdet tænke på at gennemføre selv. Og hvad er der så egentlig tilbage i et parti, som fortsat tillader sig at have ordet ”social” i sit navn.
Og hvad SF angår, ja, så lagde det sig ganske enkelt fladt ned for for første gang at komme i en regering. Altså, i en regering, som udtrykkeligt sagde, den ville videreføre VK-regeringens økonomiske politik. Det blev – som enhver i dag kan forvisse sig om – en katastrofe. For de grupper i samfundet, som havde sat deres lid til SF. Og for SF som parti.
Der skulle bare en vikar fra Fyn (som af uransagelige grunde bliver kaldt Helvede) til at sige ”Buh”, så faldt SF sammen og ud af regeringen. Og som samme vikar, Karsten Hønge, sagde, så plejer den slags ikke at få et bygningsværk til at falde. Kun, altså, hvis det fra starten har været konstrueret forkert.
Jeg afslører ingen hemmelighed ved at fortælle, at vælgere og medlemmer strømmer væk fra SF. Tilsyneladende uden, at det giver anledning til selvkritik hos SF-ledelsen, som netop har kåret en ny formand, som er en af dem, der har stået som eksponent for den politik, der har ført til SF’s fald. Forstå det, hvem der kan.
Tilsvarende tyder intet på, at medlems- og vælgerflugt fra Socialdemokraterne får dette partis ledelse til at tænke sig om og stille spørgsmål ved, om dens politik nu faktisk er socialdemokratisk. Når folk som den tidligere LO-formand i Odense, Svend-Erik Peterson, offentligt tilkendegiver, at han ikke længere finder sig tilpas i sit gamle parti, og når Peter Sejersen med mere end 20 år som socialdemokratisk byrådsmedlem i Nyborg forlader partiet, fordi han mener, det er blevet asocialt – ja, så skulle man tro, det ville give anledning til alvorlige overvejelser hos ledelsen om kursen. Men nej. Intet sker.
Og hvad har vi så tilbage, som med rette kan kaldes venstrefløj. Ikke meget, når man husker, at engang stemte mere end hver anden dansker på venstrefløjen. Vi har Enhedslisten, som ikke engang er så venstreorienteret, som det var engang. Men altså, det er kun godt og vel hver 10. dansker, der stemmer på Enhedslisten. At partiet i øvrigt er vokset voldsomt er godt nok for venstrefløjen – men det opvejer jo på ingen måde tilbagegangen for S og SF (hvis vi bare for sjovs skyld lige et øjeblik igen skal regne dem med til venstrefløjen).
Nå, og hvad så? Er det ikke ligegyldigt? Nej, det er det ikke. Det er historisk venstrefløjen, der har kæmpet for ordentlige sociale vilkår, for humanisme, for et ordentligt miljø, imod krig, racisme og fremmedhad.
Og det eneste opløftende p.t. er, at der fortsat findes mange menige socialdemokrater og SF’ere, som står for disse værdier. Men de har været tavse i årevis – undtagen altså, når man har dem på tomandshånd. Så har de været og er voldsomt uenige med store dele af deres ledelsers politik. Men de har tiet – i misforstået solidaritet med deres partiledelser.
Disse mange menige venstrefløjs-socialdemokrater og venstrefløjs-SF’ere kan være med til at vende udviklingen – men først, når den nuværende regering er væk. SF er ude, men skal pinen for venstrefløjen gøres kort, så skal Socialdemokraterne også ud af favntaget med et af Danmarks mest asociale partier, De Radikale.
De Radikale og de andre borgerlige vinder under alle omstændigheder næste valg. Socialdemokraterne kommer under alle omstændigheder i opposition. Det kan blive en ny begyndelse for Socialdemokraterne, hvis de lærer af deres kritiske medlemmer og af, at det aldrig betaler sig at føre kopi-politik. Det samme for SF, hvis de ellers kan frigøre sig fra det vrøvl, den nye formand, Pia Olsen Dyhr, har overtaget efter konvertitten Ole Sohn – at SF skal være et venstreorienteret indflydelsesparti. Hvilket er en omskrivning af, at SF skal i regering igen. SF har i sin historie haft mere indflydelse udenfor regeringen – end i de par år, partiet ved med i regering.
Det kan blive – endnu – en lang periode under en mig-selv-først borgerlig regering. Men det kan betyde, at venstrefløjen alligevel overlever og igen bliver styrket. At den med andre ord blot lige var ude og brække sig.