Af Thomas Strandvig
Handelstanden i Svendborg er helt klar over, at det moderne menneske ikke gerne går på sine ben. Derfor er det vigtigt for handlen, at der ikke er langt fra butikkerne til bagagerummet. Man skulle så tro, at der var rigeligt med gratis P-pladser i Svendborg?
Næh nej, P-afgifter er skam en kalkuleret indtægt i kommunekassen, og derfor kan det undre, at samme kommune gerne vil nedlægge dem, f.eks. på Torvet. Skulle man ”glemme” at købe en plads, får man fluks en bøde af byens nidkære P-vagter, men de penge ryger for det meste ud af byen, fordi de fleste parkeringspladser administreres af udenbys selskaber. Det virker, som om kommunen slet ikke vil have biler inde i byen.
Man har nemlig lavet en ”motorvej” fra Terningen til Tinghuset, tværs gennem byen. Så kan bilerne komme hurtigt ud på motorvejen og væk fra Svendborg i en fart. En omfartsvej er det også blevet til, så bilerne slet ikke behøver køre ind i byen mere.
Prioriterer kommunen så de ”svage” trafikanter, cyklister og fodgængere? Lad os se lidt på det. Vi starter med ”motorvejen”. Fra Tinghus til Terning er der cirka 1000 meter, men der er kun to fodgængerovergange. Hvor mon de er? Ved biblioteket og VUC?
Nix. Ved Haahrs Skole da? Der er ellers hårdt brug for en. Om morgenen, lidt i otte, krydser eleverne ”motorvejen” med livet som indsats.
Heller ikke. Men ved kommunens prestigeprojekt, Naturama, der er der en. Ovenikøbet lysreguleret. Så langt så godt. Men selv om man har grønt lys, må man ikke gå over. Bilerne har forkørselsret. Fodgængere skal først berøre en blå bakteriespreder, og så vente, vente og vente til næste gang der er grønt lys. Det er nemlig ikke sådan, at lyset skifter, når man berører smittekilden. Næh, der går et par minutter, uvist af hvilken grund, før der bliver grønt.
Disse bakteriespredere er i øvrigt indført på ”alle” de få fodgængerovergange, der er i Svendborg.
Vi skal videre i vores undersøgelse. Ved Ravnemøllevej er den anden fodgængerovergang, denne er dog uden lysregulering, så der kan man komme over vejen uden vanskeligheder og ventetid.
Ved Terningen er der en, og kun en. Man må ikke engang gå hen til Terningen.
Fortsætter vi ad ”motorvejen” langs havnen, forstår vi, hvad kommunen mener med at binde by og havn sammen. Et hegn sørger effektivt for at eventuelle fodgængere ikke kan komme ned til havnen.
Ved Skt. Knuds kirke, det gamle kloster, er der et hul i hegnet. Men jeg vil ikke kalde den røde asfalt for en fodgængerovergang. Bilisterne respekterer da heller ikke dem, der forsøger at passere vejen.
Fodgængere? Nej tak.
Lad os se på Toldbodvej. Her er der opført en ny busterminal til alle de kunder, der skal op i byen og handle. Ved Hulgade, og det planlagte P-hus, der ikke blev til noget, er der en, igen med forkørselsret til biler og bakteriespreder til de gående.
Der er stadig en del, der bruger toget, men når de kommer ud fra stationen? Ingen fodgængerovergang. Længere henne ved Frederiksgade, tja. Heller ikke. Gad vide, om kommunen ikke kan lide fodgængere? Fodgængerovergange må vi kigge i vejviseren efter, og de få, der er, prioriterer bilerne og er så nedslidte, at man snart ikke kan se den hvide maling mere.
Eller skyldes det hele ganske enkelt, at alt er planlagt i teknikforvaltningen i Vester Skerninge af nogle teknokrater, der tydeligvis ikke færdes til fods i Svendborg til dagligt, og som formodentligt forlægger deres handel til Rosengårdscenteret i Odense, hvor parkering er rigelig og gratis, og hvor man oven i købet kan handle i tørvejr?
Svendborg, bilernes by. Menneskene ind i bilerne, og bilerne ud af byen. Skidesmart Egon, så er vi fri for alle de butikker og al den menneskevrimmel rundt i gaderne.