Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Kan man forestille sig et klarere eksempel på forskellen mellem oplysningstiden og den nuværende mørketid end at det, man dengang kaldte “dannelsesrejse”, nu betegnes som “fjumreår”?
Dengang mente man, at oplysning var et gode, og at idealet var, at menneskene skulle stræbe efter det gode, det sande og det skønne og derigennem også skabe et bedre og mere civiliseret samfund.
Nu mener man, at vi skal skabe et samfund, der er så effektivt som muligt, for det tjener kapitalejerne mest på.
Men det er ikke kun kapitalismen, der forguder effektiviteten på bekostning af den menneskelige udfoldelse. Systemet i Sovjet og Kina byggede også i høj grad på vækst og effektivitet. I Kina sang de unge om, at de ville være små møtrikker i den store maskine. Og i Sovjetunionen så vi verdens hidtil værste miljøkatastrofe – Aralsøens tørlægning og den deraf følgende ørkendannelse, hvor sprøjtegift og kemikalier fyger med sandet ind over menneskene.
Det var ikke sådan et samfund, Marx forestillede sig. Han mente, at når vi havde skabt et bedre samfund, kunne vi bruge en stor del af vores tid til andet og bedre end bare at producere. Vi kunne tage ud og fiske, hvis det var det, vi havde lyst til. Eller læse bøger, eller rejse, eller sætte os ned og snakke sammen.
Det er på tide, at vi gør oprør mod tilbedelsen af det effektive. Oprør mod vækstdogmet. Oprør mod tanken om, at meningen med et samfund er at gøre de rige endnu rigere, at meningen med livet er at forbruge så meget som muligt, at vi blinde og døve skal haste gennem livet.
Der er tegn på, at mange mennesker har fået nok af det umenneskelige samfund. Et lille tegn kunne være slow food-bevægelsen. Vi skal ikke bare hugge i os som dyr. Vi skal heller ikke snobbe for dyr mad. Vi skal sanseligt nyde det, vi spiser. Vi skal spise langsomt og nydende, mens vi taler med hinanden. Hvis vi vil, kan vi gøre måltiderne til oaser af samvær og glæde.
Tænk, hvis vi gjorde alt det, vi beskæftiger os med dagen igennem, nydelsesfuldt. Det er en nydelse at bruge kroppen og en nydelse af bruge evnen til at tænke. Det er en glæde at udveksle tanker og erfaringer med andre.
Afskaffelsen af kapitalismen og vækstdogmet er ikke endemål, men midler til at skabe en bedre verden. Nødvendige midler, hvis vi overhovedet vil overleve. Men målet er altid at bygge et bedre samfund end det, vi har. Meningen er ikke, at vi skal nå frem til et mål og stoppe op. Meningen er at vi skal finde glæden ved at gå på vejen. Den store daoistiske klassiker hedder Daodejing (med den gamle Wade-Giles transkription Tao te king). Det betyder bogen om vejen og dyden. Den vej, vi livet igennem følger – uden at nå frem – men for at nyde blomsterne i vejkanten. Og det, man i oplysningstiden kaldte borgerdyderne. De fornuftige færdselsregler for samkvem mellem mennesker. Dem, vi finder i alle religioner og moralsystemer: At frihed ikke er frihed til at skade andre. At man skal handle mod andre som man ønsker, de skal handle mod en selv. At ingen er fri, når nogen er bundet. At det ikke gælder om at rage til sig og stjæle fra de andre, men at løfte i flok.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).