Arno Kruse.
Af Arno Kruse
Når en overvismand sammen med en økonomiprofessor åbenbarer, at staten kan tjene 800 millioner kroner ved at sænke topskatten med 8 milliarder kroner, så bringes størsteparten af den danske befolkning automatisk i tvivl om, hvorvidt 2 plus 2 stadig er 4, eller om der er smuttet noget af den lærdom, som vi fik hældt i hovederne i regnetimerne i 2. klasse.
Denne tvivl eliminerer vi let og elegant ved at tage det for givet, at når det er selveste en overvismand og en økonomiprofessor i forening, der fremkommer med en sådan påstand, så må det jo være rigtigt, for det ved de jo meget mere om, end vi gør.
Der er da ingen tvivl om, at overvismanden og økonomiprofessoren ved en hulens masse om økonomiske sammenhænge, men der er heller ikke tvivl om, at politisk orienterede økonomer kan anvende deres enorme viden til at spille hokus pokus med befolkningen på en så troværdig måde, at de fleste mennesker vælger at tro på, at staten kan tjene 800 millioner kroner ved at sænke topskatten med 8 milliarder kroner.
Hvis staten sænker topskatten med 8 milliarder kroner, så får det den omgående virkning, at staten har 8 milliarder kroner mindre til betaling af statens udgifter. Dette er der sådan set ingen, der er uenige om.
Det nye ved overvismandens og økonomiprofessorens påstande er, at de hævder, at sænkningen at topskatten med 8 milliarder kroner vil medføre en indtægtsstigning til staten på 8 milliarder og 800 millioner kroner. Det er jo noget, der i allerhøjeste grad kan betegnes som et decideret guldæg.
Problemet er imidlertid, at guldægget hviler på en række forudsætninger, som alle skal opfyldes, for at regnestykket kommer til at passe, og derfor er det mere forudsætningerne og deres betydning, end det er selve regnestykket og dets facit, der kræver den allerstørste opmærksomhed. Og skepsis.
Hvis de velansete og højt respekterede økonomers forudsætninger brister, kan det gå mere end gruelig galt. Dette har indtil videre ca. 40.000 dagpengemodtagere følt på deres krop i forbindelse med halveringen af dagpengeperioden, hvor det på baggrund af økonomernes fejlagtige forudsætninger ikke blev 1.200 dagpengemodtagere, men 40.000 dagpengemodtagere, der blev ramt af lovændringen og mistede retten til dagpenge.
Når nu to af landets fremmeste økonomer, overvismanden og økonomiprofessoren, hævder, at statens indtægter stiger til 8,8 milliarder kroner, hvis staten sænker skatteindtægterne med 8 milliarder kroner, så mener jeg, at der er mere end god grund til at se med kritiske øjne på de forudsætninger, der ligger til grund for disse højt respekterede økonomers regnestykke.
Ved fremlæggelsen af forslaget ved det påfaldende lidt, der blev forklaret om disse meget afgørende forudsætninger.
Dog ligger det nogenlunde fast, at en af forudsætningerne bygger på den forventning, at en højt lønnet medarbejder ved en fjernelse af topskatten vil søge ny beskæftigelse i en anden virksomhed til en højere løn end den hidtidige løn, hvilket ville give flere penge i skatteindtægter til staten.
Hvis vi sammenholder denne antagelse og forudsætning med betingelserne i det virkelige liv, så er det altså alene virksomhederne, der har retten til at lede og fordele arbejdet og anvende passende arbejdskraft, hvilket betyder, at det er virksomhederne og deres produktionsbehov og ikke en skattelettelse til en medarbejder hos konkurrenten, der er afgørende for, hvem virksomhederne vil ansætte, hvornår de vil ansætte og til hvilken løn, de vil ansætte.
Det forekommer yderst betænkeligt at forudsætte, at alene den påståede større lyst til at arbejde på grund af fjernelsen af topskatten, vil give de højt lønnede medarbejdere større mulighed for at blive ansat i en konkurrerende virksomhed til en endnu højere løn. Denne mulighed er i højeste grad begrænset af virksomhedernes behov for højtlønnet arbejdskraft. Og at forudsætte, at en fjernelse af topskatten automatisk vil medføre en større lyst hos virksomhederne til at hæve lønniveauet, er utopi, og viser egentlig blot, at de økonomiske teorier ikke altid er forenelige med de faktiske forhold i det virkelige liv.
Det burde egentlig stå helt klart, hvem det kommer til at gå ud over, hvis forudsætningerne igen brister, og staten pludselig står og mangler 8 milliarder kroner. Det bliver de syge, de gamle og de arbejdsløse. Endnu en gang.
Hokus pokus er og bliver hokus pokus!
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).