Af Arno Kruse
Sikke dog en gang sludder!
Der er mindst fem tungtvejende grunde til, at Socialdemokraternes politiske ordfører ikke har ret i sin påstand om, at “Vi kan stadig beholde magten”.
1. Det kan ikke lade sig gøre at beholde en magt, man ikke har. Magten blev i det sorte tårn på Amager placeret i lommen på Margrethe Vestager, og der har magten befundet sig lige siden.
2. Den økonomiske vækst består i Lego blandt andet af de 125 millioner kroner, som vækstpakken har ladet tilflyde koncernen i skattelettelse. Dette tror jeg dog ikke vil få Kjeld Kirk Kristiansen til at stemme på Socialdemokraterne.
3. Forringelserne af kontanthjælpen til finansieringen af Lego-koncernens skattelettelse vil næppe få Dovne Robert eller andre mere hæderlige kontanthjælpsmodtagere til at stemme socialdemokratisk igen, hvis de da ikke allerede er hoppet af den socialdemokratiske vogn for længe siden.
4. De dagpengemodtagere, der har mistet deres dagpengeret, har fået serveret på et sølvfad af Helle Thorning-Schmidt, at hun er bedøvende ligeglad med både deres problemer og deres stemme, og så sku’ den ged vist være barberet.
5. De slagteriarbejdere, der har et nært kendskab til konsekvenserne af Henrik Sass Larsen forlag om ved lov at fastsætte regler for lønnedgang, vil nok holde op med at stemme socialdemokratisk.
5+. Og hvis ellers LO-formand Harald Børsting når at fatte, hvad der sker for hans medlemmer, vil han formentlig stemme blankt, når han står i stemmeboksen. For en aldrende LO-formand, der hele sit liv har kunnet nøjes med at nikke ja til Socialdemokraterne, kan det godt være vanskeligt selv at skulle sætte sit kryds.
Socialdemokraterne er i fuld gang med at begå politisk selvmord, og det endda uden selv at opdage det!
Det er da godt nok pinligt!
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).