Af Vibeke Syppli Enrum
Desværre har økonomi vægtet mere end kvalitet, da Regionsrådet vedtog, at ambulancekørslen i Region Syddanmark i de næste 10 år skal overtages af to nye selskaber, først og fremmest det hollandsk-ejede BIOS og for Trekantsområdets vedkommende Responce. De to selskaber skal overtage den ambulancekørsel, som i dag udføres af Falck, som i øvrigt også have budt på opgaven.
Enhedslisten er bekymret over, at der blev lagt dobbelt så megen vægt på økonomien som på kvaliteten. Og endnu mere bekymrende er det, at den store vinder, hollandske BIOS, i regionens bedømmelse af kvalitet ikke lever op til kravene. Naturligvis er økonomien vigtig, men det er uansvarligt, at kvaliteten i ambulancekørslen betyder mindre end muligheden for at spare cirka 70 millioner kroner om året (fra i dag 560 millioner årligt til i fremtiden 490 millioner).
Besparelserne truer job og løn- og arbejdsforhold for de 800 ansatte hos Falck, som i dag udfører ambulancekørsel m.m. i Region Syddanmark. Der er ingen garanti for, at disse 800 mennesker får job hos de to nye firmaer, og der er slet ingen garanti for, at de – hvis de får job hos de nye selskaber – vil kunne bevare deres nuværende løn- og arbejdsforhold. Tværtimod risikerer de at få dårligere forhold – fordi regionen ikke har stillet krav om at sikre de ansattes forhold, som det f.eks. er muligt gennem virksomhedsoverdragelsesloven. Med andre ord kan vi risikere en slags lovlig social dumping, som vi selvfølgelig vil modarbejde
Med Regionsrådets beslutning er der fare for dårligere ambulancebetjening i Region Syddanmark end i dag. Til skade for borgerne. Og – indlysende – til fare for, at 800 medarbejdere, der risikerer at miste jobbet eller få ringere løn- og arbejdsforhold.
Vores bekymring gør, at vi vil følge sagen nøje og samtidigt rejse et politisk krav om, at Region Syddanmark ved fremtidige udbud sikrer ordentlige løn- og ansættelsesforhold for de ansatte, der udfører opgaver for regionen. Der skal fremover være et krav om arbejdsklausuler, som det fremgår af ILOs retningslinjer og nyt cirkulære fra Beskæftigelsesministeriet.
(Vibeke Syppli Enrum, Ellerup, er regionsrådsmedlem for Enhedslisten).