Arno Kruse.
Af Arno Kruse
Uanset, hvad der sker på EU-topmødet lørdag den 30. august, er Helle Thorning-Schmidt færdig i dansk politik. Derom kan der næppe være to meninger. Spørgsmålet er alene, om det skal være EU’s regeringschefer eller de danske vælgere, der kommer til at gøre Helle Thorning-Schmidt til forhenværende i dansk politik.
Personligt for Helle Thorning-Schmidt vil der være en verden til forskel på, hvem der kommer til at afslutte hendes politiske karriere i dansk politik. En udnævnelse til EU præsident vil være en personlig sejr, som samtidig løser det meget alvorlige problem, som hun alene i sin egenskab af formand har formået at skabe for sit parti.
Helle Thorning-Schmidts fiasko som partiformand illustreres vel egentlig bedst ved at citere hende selv efter sidste valgnederlag i september 2011, hvor hun glædesstrålende udbrød for åben mikrofon og TV-skærm: Vi gjorde det!
Men hvad var det, Helle Thorning-Schmidt havde gjort, og hvem var egentlig ”Vi”?
Helle Thorning-Schmidt havde som partiformand tilføjet Socialdemokraterne det andet valgnederlag i træk, og det endda med en vælgertilslutning, der var rekordlav. Det var således hverken Helle Thorning-Schmidt personligt eller hendes partis fortjeneste, at vi fik et regeringsskifte. Det skyldtes alene, at fremgangen hos de Radikale og Enhedslisten var større end tilbagegangen hos S og SF. Hvis ”Vi” gjorde Lars Løkke Rasmussen til forhenværende, så var ”Vi” med andre ord de Radikale og Enhedslisten.
Siden det tidspunkt i det sorte tårn på Amager, hvor Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon smed drømmen om det solidariske samfund over bord sammen med al social anstændighed og løb fra samtlige valgløfter som betaling for en statsministerpost og en finansministerpost, har Socialdemokraterne mistet og mistet og mistet, når det gælder vælgertilslutning, og uroen i baglandet og i folketingsgruppen er vokset og vokset og vokset i et sådan omfang, at det kun er et spørgsmål om størrelsen på Socialdemokraternes valgnederlag ved det næste folketingsvalg.
Socialdemokraterne har en lang tradition for ikke at vælte en partiformand, der er statsminister, og derfor har både Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon være fredet så eftertrykkeligt, at de oven i købet har kunnet lade hånt om alle de tilkendegivelser og signaler, som baglandet og folketingsgruppen er fremkommet med. Og denne usocialdemokratiske arrogance har blot ført til yderligere tab af medlemmer og vælgere.
Den socialdemokratiske tradition og kultur indebærer imidlertid også, at der ikke går mere end 5 minutter efter et valgnederlag for en socialdemokratisk statsminister, før partiets formand er blevet forhenværende.
Helle Thorning-Schmidt behøver derfor hverken at kigge i glaskugler eller kaffegrums for at kunne se, at hendes eneste chance for ikke at blive afsat ufrivilligt som Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat er at blive udpeget som EU-præsident eller EU-kommissær.
Helle Thorning-Schmidt er ganske enkelt færdig i dansk politik, og hun vil gå over i historien som en af de få socialdemokratiske partiformænd, der var bedre til at splitte end til at samle det gamle arbejderparti, som hun kommer til at efterlade i en forfærdelig miserabel tilstand. Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons eksperiment med liberalistisk socialisme er ganske enkelt endt som en eklatant fiasko!
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).