Arno Kruse.
Af Arno Kruse
Hvis vi ser på filosofien bag de reformer, som først VKO-regeringen og dernæst SR-SF-regeringen har gennemført, så har det været arbejdsudbud, arbejdsudbud og atter arbejdsudbud, der har været brugt som den helt store åbenbaring.
Arbejdsudbuddet er ikke, som navnet ellers antyder, betegnelsen for udbuddet af arbejde, men derimod betegnelsen for udbuddet af arbejdskraft. Altså reelt antallet af mennesker, der kan påtage sig et arbejde.
Efterlønsreformen skulle sikre, at flere arbejdstagere forblev på arbejdsmarkedet, uanset om de var nedslidte eller ej. Og dagpengereformen, sygedagpengereformen, kontanthjælpsreformen og førtidspensionsreformen skulle ligeledes sikre, at arbejdsudbuddet voksede.
Man tog med andre ord og flyttede mennesker fra en kategori af arbejdstagere over i en anden kategori af arbejdstagere, uanset hvor reduceret eller nedslidt arbejdsevnen var hos de mennesker, man flyttede over til den kategori, som de CEPOS-udlærte økonomer af beregningstekniske årsager havde kategoriseret som arbejdstagere med 100 procent arbejdsevne.
Sagt på almindeligt dansk gjorde man rent teknisk de ældre yngre og de syge raske, og samtidig nedsatte man ydelserne på de enkelte kategorier med det formål, at de enkelte mennesker skulle være mere motiveret til at arbejde. Alle grupperne, både de ældre, de syge og de arbejdsløse havde retning direkte mod kontanthjælpssystemet.
Det helt store problem i forbindelse med økonomernes forudsætninger er, at der ikke er skabt nogen arbejdspladser, der kan tage imod det forhøjede arbejdsudbud, ligesom der ikke er kalkuleret med konsekvenserne af den reducerede arbejdsevne, der kendetegner den gruppe, som man har forøget arbejdsudbuddet med.
Til gengæld har konsekvenserne af at nedsætte ydelserne til de nedslidte, de arbejdsløse og de sygdomsramte sat sine tydelige negative spor i beskæftigelsen i kraft af, at privatforbruget og omsætningen i detailhandelen har været faldende, hvilket jo er ganske indlysende, eftersom man tager de penge fra folk, som de skal bruge til at leve for.
Mogens Lykketoft har evig ret i, at den største fejl denne regering har begået, er at have fastholdt de økonomer i Finansministeriet, som både Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen havde fået skolet hos den liberale tænketank CEPOS.
Derfor er der ingen, der kan kende forskel på VKO-regeringen og SR-regeringen, og derfor er det stadig det forkromede arbejdsudbud, der bestemmer retningen i den økonomiske og sociale politik.
Forudsætningen, om at en større social og økonomisk ulighed skaber dynamik i samfundet, har slået fejl. Filosofien om det forkromede arbejdsudbud har vist sig at skabe stagnation med øget fattigdom og større social utryghed
Det forkromede arbejdsudbud har vist sig at være et blålys!
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).