Lars Madsen.
Af Lars Madsen
Ole Bornedals “1864″ havde i går aftes verdenspremiere på DR og er i de kommende syv søndage det seriøse bud på fælles, folkelig serieunderholdning i den tradition, som tæller Matador, Krøniken, Forbrydelsen og Borgen.
Tv-dramatik – en genre, som vi er berømmet og prisbelønnet for en masse i det store udland, men som vi selv synes at have et ret ambivalent forhold til.
Vi synes altid, det er noget lort i starten, så vænner vi os til det, så bliver det noget, som vi SKAL se, og så kan det efterfølgende ikke gå stærkt nok, med at få det genudsendt.
I Ole Bornedals tilfælde er ambivalensen i visse kredse og på forhånd blevet til direkte afsky. Således synes DFs Søren Espersen efter at have smugkigget de to første afsnit, at det er den mest elendige tv-produktion, han nogensinde har set, hvilket jo i den grad borger for kvalitet!!
Og Espersen har ”ret” – Ole Bornedals ”1864” er velproduceret, begavet og intelligent tv-dramatik, ja, faktisk er det sine steder fremragende. Med nogle af de flotteste billeder og noget af det mest geniale underlægningsmusik, jeg mindes at have oplevet i en dansk tv-produktion.
Især musikken er med til at anslå den undergangsstemning og det lurende vanvid, der gennemsyrer første afsnit.
Dette er Danmark før syndefaldet, den endegyldige, nationale deroute og det store endelige uskyldstab.
Dette er Danmark i national forblændelse over den “sejr” i treårskrigen, som i virkeligheden blev den udløsende faktor for den psykologiske, militære og politiske selvovervurdering, der førte til katastrofen i 1864. Fint skildret i kontrasten mellem den kollektive, nationale sejrsrus og de dybt traumatiserede hjemvendende soldater.
Dette er Danmark i transmissionen mellem enevælde og demokrati. Et skrøbeligt, ufuldstændigt og uforløst demokrati – nærmest en hensigtserklæring – som paradoksalt nok først for alvor fandt sin folkelige forankring og først for alvor fik mobiliseret det nødvendige folkelige opbrud på de rygende ruiner af skanserne i Dybbøl.
Det er et Danmark i forandring og bevægelse – et flimrende, ustadigt og sitrende Danmark på vej mod både katastrofen og genfødselen.
Historien – eller historierne – bliver fortalt med en billedmæssig kraft og en næsten udansk, dramaturgisk patos.
I nogle af de mest mættede sekvenser minder det om starten på Bertolucci’s “1900″. Ikke blot fordi Bornedal fortælleteknisk benytter sig af nogle af de samme komponenter, som den italienske mester, men også fordi historien om de tre unge italienere og de tre danske børn har så mange stemningsanslående lighedspunkter, at det næppe er tilfældigt.
Et næsten krampagtigt forsøg på at holde fast i de små, fortættede glimt af barnlig leg, uskyld og venskab, mens fremtiden hæver sig mere og mere truende i horisonten. (I øvrigt ikke det eneste sted, hvor Bornedal inspiratorisk stjæler med både arme og ben – der er flere klare, kompositoriske citater fra både nært og fjernt.)
Mens den overordnede fortælling synes på plads, fornemt forløst og med eminent retningssans, er der et par af de andre underliggende fortælletekniske greb, som er knapt så indlysende:
Historielæreren på Dybbøl i starten af afsnittet og parallellen til nutiden fortalt gennem den unge, utilpassede pige, der har mistet sin bror i Afghanistan og som i afsnittet ender som uvelkommen hjemmehjælp for den ligeså utilpassede, sidste baron på det engang så prægtige gods, som nu oser af forfald og dødskrampe.
Ved ikke helt, hvad Bornedal vil med det, men det ville ligne ham dårligt “bare” at bruge det som det aktuelle, politiske statement, som bl.a. Søren Espersen opfatter det som. Der stikker garanteret mere under.
Endelig mødet mellem Johanne Louise Heiberg og den senere conseilspræsident, D.G. Monrad – spillet af Sidsel Babett Knudsen og Nicolas Bro.
Især er fremstillingen af Monrad problematisk, fordi der foreløbig næsten udelukkende er tale om ren karrikatur, hvor denne ikoniske figur i Danmarkshistorien – en af grundlovsfædrene – skildres som en viljeløs, savlende, flæbende og labil fedtklump. Et stykke modelervoks, der i de forkerte hænder kan formes til hvad som helst. En latent galning med dæmonien lurende lige under overfladen.
Men jo altså ikke mere karikatur end, at den ”virkelige” Monrad – efter at hans fatale udenrigspolitik i 1864 havde ført til Danmarks totale sammenbrud med nederlaget ved Dybbøl og den efterfølgende preussiske invasion af Als – blev afsat som conseilspræsident af Christian den 9. som værende utilregnelig , da han forlangte at kampene skulle gå videre og om nødvendigt fortsætte helt ind i København – “mand mod mand – fra hus til hus”.
Så jeg tror ikke, at Bornedal – som påstået af neo-rindalisterne og Morten Korch-nationalisterne fra Dansk Folkeparti – er i gang med at spolere de næste mange søndage med enøjet og tendentiøs propaganda.
Jeg tror heller ikke, at han, som man kunne have frygtet, har tænkt sig at bruge alle de mange millioner på en minutiøs, endimensional “reenactment” af Stormen på Dybbøl. (Hvis man er til den slags kan jeg anbefale CNN-mogulen, Ted Turners, mammut-produktion ”Gettysburg” fra 1993. Små 4 timers møjsommelig rekonstruktion af det afgørende tre-dages slag under den amerikanske borgerkrig, som trods det imponerende opbud af statister, isenkram og slagkoreografi ender med at blive søvndyssende kedeligt.)
1864 er ikke bare et tilfældigt årstal i Danmarkshistorien, men på mange måder og på mange forskellige planer et vendepunkt – en milepæl – med både vidtgående og langtidsvirkende konsekvenser for vores nationale identitets- og selvfølelse.
Her døde endegyldigt de sidste forblommede forestillinger om fædrelandets storhed – hele den såkaldte guldalders forløjede, nationalromantiske hjernespind om arven fra Gorm & Thyra, Knud den Store og Chr. V – og blev erstattet af et til tider traumatisk, nationalt mindreværdskompleks.
Et mindreværdskompleks, som i den specielle danske udgave til tider tager sig ud som det stik modsatte – nemlig et isolationistisk, selvtilstrækkeligt og selvbeskyttende merværdskompleks.
Et kompleks, som i den grad i de mellemliggende 150 år har medvirket til at definere, hvem vi er, og hvad vi er, ikke blot i forhold til os selv og hinanden, men måske i endnu højere grad i forhold til den verden, som vi er en del af.
Men en del af samme historie er også fortællingen om, hvordan det danske demokrati i asken efter 1864 – som sagt – rejste sig og for alvor fik ben at gå på.
Det er fortællingen om den folkelige vækkelse, højskolerne, andelsbevægelsen, Hedeselskabet, arbejderbevægelsen og forfatningskampen.
En fortælling, der handler om selvorganisering og selvbevidsthed – om tro på egne kræfter og på fællesskabets styrke
En fortælling, som i løbet af små 30 år ikke blot forandrede Danmark fysisk, men helt bogstaveligt fik den menige, traditionelt underdanige og blindt autoritetstro dansker til at ranke ryggen, tro på sig selv og sit eget værd – og hvis vi tilmed danner en forening, bliver det rigtigt sjovt………
Jeg tror, at det er den historie, Ole Bornedal også har tænkt sig at fortælle os – det synes jeg er tydeligt efter første afsnit.
1864 som de ultradramatiske begivenheder, det nu engang var, men i høj grad også som det nationale, politiske og psykologiske ”big bang”, som vi som nation og folk kommer fra.
Både på godt og ondt.
(Lars Madsen, Frederikshavn, er tidl. medarbejder ved Oure-skolerne).