Af Vibeke Syppli Enrum
Skal det offentlige overhovedet handle med selskaber, som gør alt, hvad de kan for at undgå at betale skat? Det vil sige selskaber, der tjener på fællesskabet, men ikke vil betale til det. Enhedslisten tog sagen op på mødet i Regionsrådet i mandags (24. november).
Helt usædvanligt var der fra de fleste partier sympati for forslaget. Og det endte med et kompromis, hvor 40 af Regionsrådets 41 medlemmer enedes om at henvende sig til Danske Regioner for at få vurderet, om der kan laves en fælles holdning fra alle regioner overfor den slags skattenægter-selskaber. Altså, om det kan lade sig gøre for regionerne at sige nej til at handle med selskaber, som f.eks. dem, som bevidst benytter sig af den såkaldte Luxembourg-finte til at betale næsten ingenting til det fællesskab, de selv lever af. Det drejer sig bl.a. om Apple, GlaxoSmithKlein, Amazon, IKEA, Pepsi, Heinz, Volkswagen.
Enhedslisten havde selvfølgelig helst set, at vores forslag var blevet vedtaget. Men vi synes – når det nu ikke kunne blive sådan – at det er godt, at 40 af 41 regionsrådsmedlemmer bakker op om at gøre mere ved sagen.
Her kan du læse mit oplæg til debatten på regionsrådsmødet:
Det er jo egentlig meget enkelt, synes vi i Enhedslisten:
• Man skal yde, før man kan yde, som bl.a. Socialdemokraterne plejer at sige.
• Noget for noget, som bl.a. Venstre og de andre borgerlige plejer at sige.
Her har vi så flere hundrede selskaber, som gør alt, hvad de kan, for at slippe for at betale så meget i skat, som de egentlig skulle.
Man kan mene, at selskabsbeskatningen er for høj. Man kan mene, at den er for lav. Men når selskaber helt bevidst og ved hjælp af højt betalte rådgivere forsøger at undgå at betale til det fællesskab, som de lever af, så synes jeg, vi som offentlig myndighed må sige stop.
Flere hundrede store, multinationale selskaber har brugt den såkaldte Luxembourg-finte til at betale mindre i skat i de lande, fx Danmark og de andre EU-lande, hvor de har tjent deres penge.
Der er ikke bare tale om at udnytte ethvert hul i skattelovgivningen, som deres højt betalte eksperter kan finde. Der er tale om hemmelige aftaler med Luxembourg om at kanalisere penge via selskaber i Luxembourg – så disse selskaber end ikke skal betalte den normale selskabsskat i Luxembourg, men kan slippe med op til højst to procent. Det er kynisk spekulation – som EU med den nye kommissær, Margrethe Vestager, nu kaster et meget kritisk blik på.
Regionens forvaltning har lavet et notat om sagen. Notatet er ganske udmærket – i hvert fald rent juridisk. Men, der er også noget, der hedder politik. Og det er det, vi er sat i verden for – Regionsrådet, altså. At have en politisk holdning til en sag som denne. Og f.eks. udstikke nogle etiske rammer for Regionens indkøbspolitik.
• Vi bør selvfølgelig ikke købe ind hos selskaber, der sviner og ødelægger miljøet.
• Vi bør ikke købe ind hos selskaber, der bruger børnearbejdere i den Tredje Verden.
• Vi bør heller ikke købe ind hos selskaber, der helt bevidst forsøger at undgå at betale skat, det vil sige bidrage til vores fællesskab.
Vi kan ved – EU-udbud – ifølge forvaltningen notat ikke forhindre de selskaber, som er med på Luxembourg-finte-listen, i at byde ind, hvis vi sender opgaver i udbud. Nej, det er OK, men vi kan jo godt tillade os at vælge dem fra. Og vælge nogle andre til i stedet for.
Desuden er der masser af indkøb i regionen og dens institutioner, som ikke er i EU-udbud. I disse tilfælde kan vi jo godt lade være med at købe fra selskaber, som er på denne liste eller som ejes af nogle af de kapital-fonde, som er på listen.
Regionen og dens institutioner, særligt sygehusene, køber hvert år ind for – ja, jeg ved ikke hvor meget. Hundredevis af millioner? Selskaber står på spring for at levere. Det mindste, vi kan forlange er, at disse selskaber stopper med at være skattenægtere. Og vil de ikke det, så skal vi lade være med at handle med dem.
Hvis det offentlige skal kunne køre lidt længere på literen, som Carl Holst plejer at sige, så nytter det altså ikke, at de penge, vi har, går til selskaber, der bevidst med aggressiv skatteplanlægning forsøger at undgå at betale skat.
Så jeg håber, vi kan blive enige om vores forslag – som jeg på baggrund af forvaltningens notat gerne vil ændre lidt på, så det lyder, at ”Regionen skal, HVOR DET JURIDISK ER MULIGT, ikke handle med, købe varer fra – eller på anden måde samarbejde med de selskaber, der har benyttet sig af den såkaldte Luxembourg-finte for at undgå at betale skat i de lande, hvor pengene er tjent, herunder Danmark”.
(Vibeke Syppli Enrum, Ellerup, er medlem af Regionsrådet i Syddanmark for Enhedslisten).