Pelle Dragsted.
Af Pelle Dragsted
Er sgu nødt til lige at blande mig i løftebruds-diskussionen.
I forbindelse med Thornings jubilæum er der igen diskuteret løftebrud. Thorning har igen argumenteret for, at der ikke har været tale om løftebrud, fordi der simpelthen ikke var flertal for løfterne om fx millionærskat.
Denne forklaring ser ud til at være blevet købt af en del kommentatorer. Men den holder simpelthen ikke.
Det er jo fuldstændig rigtigt, at S og SF udstedte en række løfter, der ikke var flertal for. Som millionærskat, øgede bankskatter, billigere kollektiv trafik mm. Det er fair nok.
Men de rigtige løftebrud handler om, hvad regeringen gjorde – ikke hvad den ikke gjorde.
1) Ved skattereformen i 2012 gik regeringen sammen med højrefløjen om at tage penge op af lommen hos syge, førtidspensionister, mennesker på dagpenge mm. Pengene blev blandt andet brugt til at lette topskatten, og reformen øgede uligheden i samfundet markant. Denne reform var et fuldstændig klart brud på løfterne om at bekæmpe uligheden og om, at alle skulle være med til at betale regningen efter krisen.
Der var ingen flertal eller lignende, der tvang Socialdemokraterne og SF til at svigte deres løfter med reformen. De kunne have sagt nej. De traf et valg med helt åbne øjne.
2) Offentlighedsloven er endnu et eksempel på et fuldstændig klart løftebrud. Inden valget havde S, SF og R lovet, at den omdiskuterede ændring, der underminer retten til aktindsigt, ville blive sløjfet. Igen var det ikke den parlamentariske situation, der tvang regeringen til noget. De traf et politisk valg.
3) Vækstplanen i 2013 sænkede selskabsskatten, betalt af penge, som regeringen havde lovet at bruge på bedre velfærd til fx børn og ældre. Intet tvang dem til at sænke selskabsskatten. Ligesom Radikale har sagt nej til ønsker fra S og SF, kunne S og SF klart have afvist dette radikale ønske. De tog et valg – og det valg udgjorde igen et fuldstændigt klart løftebrud.
Så – selvom om man kan blive træt af Venstres hykleri og kampagneretorik – så kan Helle Thorning (og SF) ikke løbe fra deres løftebrud. De var ikke tvunget til dem, og det handlede ikke om, at der ikke var flertal. Det var politiske valg. Og det var politiske valg, der har trukket Danmark i en mindre demokratisk og mindre solidarisk retning.
Derfor forstår jeg faktisk heller ikke, de relativt mange positive vurderinger af Helle Thorning, som har præget både medier og Facebook de seneste dage.
Faktum er, at Thornings politik har øget uligheden, forringet lønmodtagernes tryghed, undergravet velfærden – særligt for børn og ældre. Og måske endnu værre lært en generation af vælgere, at der ikke er nogen grundlæggende forskel på rød og blå. At politik er præget af kynisme og mangel på idealer. Det har skabt apati og skuffelse blandt mange af dem, der har haft tiltro til venstrefløjen.
Ja, selvfølgelig skal vi kæmpe for et genvalg af Thorning. Men det skyldes ikke taknemmelighed for hendes indsats. Det skyldes ganske enkelt, at alternativet er værre. Og at en socialdemokratisk regering nemmere kan presses af venstrefløjen og af lønmodtagernes organisationer.
Derfor står vi med to opgaver før et kommende valg. Vi skal for det første sikre, at Lars Løkke ikke vinder valget flankeret af Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen.
Men det er mindst lige så vigtigt, at valgresultatet sender et klart signal til Thorning og co. om, at befolkningen ikke ønsker flere ulighedsskabende reformer og skatterabatter til overklassen betalt af arbejdsløse og syge. Det signal kan vi sende med en styrkelse af venstrefløjen i Folketinget.
(Pelle Dragsted, København, er presserådgiver for Enhedslisten).