Pelle Dragsted.
Af Pelle Dragsted
SF foreslår i dag en skattereform, der skal hæve beskæftigelsesfradraget, betalt af en afgift på finansielle transaktioner. Det sidste er en rigtig god idé. Men det første har jeg svært ved at forstå.
SF’s ordførere udlægger på Facebook udspillet som en lettelse af skatten i bunden. Men det er falsk varebetegnelse. For forslaget udelukker nemlig meget målrettet de grupper, som har allermindst i vores samfund: Folkepensionister, førtidspensionister, sygemeldte og arbejdsløse. Ingen af dem får andel i skattelettelserne. Det gør kun personer i arbejde.
Det har den yderligere konsekvens, at SF’s forslag, hvis det realiseres, vil gøre det endnu dyrere at blive arbejdsløs, fordi man ikke alene ryger ned på en langt lavere ydelse, men også mister sit beskæftigelsesfradrag.
På den måde følger SF’s forslag samme tankegang som den skattereform, som Thor Møger udtænkte i 2012 – hvor man lod grupperne udenfor arbejdsmarkedet betale for såvel topskattelettelser som forhøjelse af beskæftigelsesfradraget. En reform som betød, at det blev mindst 13.000 kroner dyrere at miste sit arbejde. Dengang reformen blev vedtaget, udløste det voldsom kritik – også i SF’s egne rækker, men i dag siger Pia Olsen, at hun står fuldt og helt bag den. Det overrasker mig faktisk.
Udover de økonomiske konsekvenser af SF’s forslag virker det ærlig talt også helt skævt at kaste sig ind på højrefløjens side i debatten om, hvorvidt det skal kunne ”betale sig at arbejde”. Hvorfor synge med på højrefløjens sang om manglende incitamenter? Hvorfor bidrage til brødniddet overfor de mennesker, der står udenfor?
At udmeldingen tjener de forkerte politiske interesser behøver man kun et besøg på Twitter for at se. Politikere fra blå blok og borgerlige debattører står i kø for at rose SF for at ”erkende problemerne med manglende incitamenter”. Og de Radikales Morten Østergaard jubler: ”Bedste forslag fra den kant længe. Fokus på arbejde fremfor forsørgelse. Vi gjorde det i ’12 og kan gøre det igen”. Det sidste med henvisning til netop den katastrofale skattereform i 2012. Det er ærgerligt, fordi det er med til at flytte det politiske tyngdepunkt i debatten om arbejdsløse til fordel for Lars Løkke, DA og Anders Samuelsen.
En solidarisk, rød skattereform ville i stedet hæve bundfradraget til glæde for alle lavindkomstgrupperne – også dem, der på grund af sygdom, alderdom eller økonomisk krise ikke har plads på arbejdsmarkedet, i stedet for igen at gøre det dyrere at blive arbejdsløs. Og SF kunne rette op på fortidens synder ved samtidig at annullere skatteaftalens nedskæringer for grupperne udenfor arbejdsmarkedet.
Jeg ved ikke, om der er tale om et fejlskud, eller om SF nu har besluttet igen at trække i Thor Mögers orange veste og dyrke skellet mellem os i arbejde og dem, der er udenfor – i stedet for at fokusere på skellet mellem den hovedrige økonomiske elite og os andre. Mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
Hvis det sidste er tilfældet, er det sørgeligt nyt for venstrefløjens muligheder for at komme i offensiven med vores værdier og dagsordner. Man vinder ikke ved at overtage modpartens politik, værdier og fortællinger. Man vinder ved at stå fast på sige egne.
(Pelle Dragsted er presserådgiver for Enhedslisten).