Arno Kruse.
Af Arno Kruse
En ferm politisk håndværker! Således karakteriserer Politiken Lars Løkke Rasmussen, efter han har fået opbakning fra Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance til at danne en regering med et regeringsprogram, som ingen på forhånd har givet tilsagn om at ville støtte, og dette er noget af det farligste at indlade sig på, når hovedpersonen hedder Lars Løkke Rasmussen..
Det er min umiddelbare opfattelse, at Politiken har forvekslet en ferm politisk håndværker med en ferm politisk taskenspiller, for Lars Løkke Rasmussen er ubestridt Danmarks mest avancerede politiske taskenspiller, men han er bestemt ikke en ferm politisk håndværker.
Den mangel på moral og anstændighed, der har kendtegnet alle Lars Løkke Rasmussens bilagsager, har lige siden han blev viceborgmester i Græsted-Gilleleje Kommune også kendetegnet hans indsats som politisk håndværker.
I Græsted-Gilleleje Kommune blev det absolutte Venstre-flertal misbrugt til at tvinge embedsmændene til at udarbejde decideret ulovligt udbudsmateriale, som skulle sikre udliciteringen af en del af ældreområdet. Ulovlighederne var så grelle, at selv flagskibet inden for udlicitering, ISS, så sig nødsaget til at trække sig fra deltagelsen i projektet, og derfor blev opgaverne overdraget til et svensk selskab, men slet ikke med de besparelser, som kommunalbestyrelsen var stillet i udsigt af Lars Løkke Rasmussen.
Som minister i Fogh-regeringen fortsatte Lars Løkke Rasmussen modellen med at anvende embedsmændene til at nå sine politiske mål uden det nødvendige lovgrundlag, og på den måde fik Lars Løkke Rasmussen fremmet opførelsen af privathospitaler. Dette mål blev opnået ved at betale disse nye privathospitaler en milliard kroner mere, end der var lovmæssig og bevillingsmæssig dækning for.
Fremgangsmåden med at misbruge embedsværket blev også anvendt ved indførelsen af fritvalgsordningen og OPP-projekterne, og sågar ved tilrettelæggelsen af kommunalreformen.
Efter at have afløst Anders Fogh Rasmussen som statsminister, blev kommunerne “opdraget” til at fuske sig frem til besparelser gennem bekendtgørelser og cirkulærer fra ministeriernes embedsmænd suppleret med de såkaldte ministermål, som var en beskrivelse af de målsætninger, som der ikke var flertal for at vedtage i Folketinget.
Det mest iøjnefaldende eksempel på denne praksis var beskæftigelsesminister Inger Støjbergs ministermål fra marts 2010 til kommunerne med krav om at tilkende færre førtdispensioner, selv om hun ikke kunne opnå flertal i Folketinget til at ændre pensionsloven således, at kommunerne fik lovmæssig mulighed for at tilkende færre førtidspensioner.
Når der henses til såvel det sparsomme indhold i regeringsgrundlaget som den sparsomme opbakning fra Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance, kan jeg kun tolke dette på den måde, at Lars Løkke Rasmussen bliver nødt til at fortsætte, hvor han slap, sidst han var statsminister, hvis han skal opfylde bare en lille del af sine personlige politiske målsætninger.
Lars Løkke Rasmussen er derfor med sikkerhed ikke grebet i sin sidste umoralske taskenspillergerning.
I modsætning til Politiken anser jeg ikke Lars Løkke Rasmussen for en ferm politisk håndværker, men derimod for en eminent og uhyre farlig politisk taskenspiller, der absolut ikke skyer nogle midler for at nå sine personlige politiske mål.
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).