Kim Olsen.
Af Kim Olsen
Jeg kommer fra Kolding, hvor jeg i dag lever mit liv som førtidspensionist efter et omtumlet liv i diverse plejefamilier og forsorgshjem. Jeg har været på besøg her på Anstændighedens Plads nogle gange. Og jeg føler mig hjemme her. Det gør jeg, fordi mange af jeres historier lige så godt kunne have været min.
Og jeg føler mig hjemme her, fordi den solidaritet, I har skabt i Svendborg, varmer og inspirerer, og fordi den rækker langt ud over bygrænsen.
Jeg tror, jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at det værste ved at blive kostet rundt på må og få i det offentlige system er følelsen af at være svigtet, alene og overladt til sig selv. Det er den mekanisme, bureaukrater og skrankepaver udsætter os for, fordi de ved, at langt de fleste vil gøre hvad som helst for at undgå oplevelsen. At vi ikke kan udholde tanken om at være alene med problemer, vi ikke selv kan løse.
Derfor er Syg I Svendborg et lys i mørket for mange, også uden for Svendborg.
For tro ikke at uværdig behandling af syge borgere er forbeholdt Svendborgs borgere. Jeg skal hilse og sige, at de også mestrer øvelsen i Kolding. Endda på den moderne, raffinerede måde, hvor politikerne fralægger sig ansvaret for kommunens uhyrlige optræden og lader embedsmændene stå frem med deres bortforklaringer om, at de da skam overholder alle regler, og alt går efter bogen.
For sådan er det blevet. Selv om pressen gang på gang dokumenterer, hvor uværdig og amoralsk kommunen optræder, ja, så er der ingen, der vil tage ansvaret for kommunens handlinger.
På den facon bliver det offentlige system,, der skulle være der for os, når vi har problemer, til et ansigtsløst monster ude af kontrol.
I Kolding har pressen netop bragt, hvad de kalder en afsløring af forholdene for beboerne på forsorgshjemmet Overmarksgården. Forhold, jeg kender til som tidligere beboer på stedet.
Selv om tilsynet med stedet i tre år har konstateret, at der ingen ledelse er på Gården, at der ingen fælles handleplan er, at der ikke er ensartede regler for indskrivning på stedet osv., ja, så sejler stedet ufortrødent videre.
Så slemt er det blevet, at personalet sygemelder sig og siger op, at beboerne føler sig utrygge, udebliver fra fælles aktiviteter og bliver på deres værelser, og som prikken over i’et florerer salget med stoffer på Gården i en grad, der gør, at det lokalt kaldes Pusher Street.
Og den konservative formand for socialudvalget udtaler om den sag i pressen, at hun ikke mener, vi kan kræve mere af personalet på stedet, og der er ikke noget at udsætte på ledelsen, men at man må forstå, at det er svært at arbejde på området med afvænning og psykisk syge.
Jo tak for en undskyldning for ikke at ville tage ansvar.
Der er kun en ting at gøre ved den udvikling. Og det er, som I gør her i Svendborg. Frem i lyset med de enkeltes historie. Solidaritet i handling. Anstændighed for alle!
(Kim Olsen er medlem af bestyrelsen for Enhedslisten i Kolding).