Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
I sidste uge tog diskussionen om EU’s nye tobaksdirektiv en overraskende drejning. Det skete, efter at hjemmesiden Altinget.dk i torsdags bragte en artikel under overskriften: ”EU vil forbyde lakridspiber”. Indholdet bredte sig som en løbeild til ethvert medie med respekt for sig selv.
Politiker efter politiker gik på barrikaden til forsvar for lakridspiben. Indtil flere facebooksider blev oprettet under navnet ”Bevar lakridspiben”, hvoraf den største i skrivende stund har passeret de 50.000 likes. Kampen for lakridspiben blev på få dage en folkesag.
Og så blev truslen lige pludselig aflyst. Det viste sig nemlig, at overskriften på Altingets artikel måske var trukket lige hårdt nok op. Faktisk er der ikke nogen, som på nuværende tidspunkt ved, hvad ”EU” vil. For beslutningen er slet ikke truffet endnu.
Det fik EU-kommissionens håndgangne m/k til at gå i modoffensiven. Eller med klimakommissær Connie Hedegaards ord på hendes facebookside: ”Er det ikke rimeligt efter 40 års dansk EU medlemskab at forvente, at medier og journalister kan skelne mellem en enkelt parlamentarikers eller gruppes ændringsforslag – og så et EU-forslag for slet ikke at tale om et EU-forbud? Er det ikke bare en anelse pinligt for jer at måtte konstatere, at der går totalt rundhyl i en betydelig del af pressen på en absolut forkert historie, hvor bare et minimum af research – eller evt. bare lidt sund fornuft – ville have dræbt historien fra begyndelsen?”
Også EU-kommissionen propagandachef i Danmark, Jens Ring, kom på banen. Han mente på ingen måde, at en lakridspibe minder om en rigtig pibe og dermed kommer under betegnelsen ”imiterede tobaksvarer”. Til Danmarks Radio sagde Ring bl.a.: “Der skal meget fantasi til at forestille sig, at lakridspiber falder under den kategori. Jeg kan godt slå fast en gang for alle, at piberne ikke er i fare”.
Så langt så godt. Men inden makkerparret Hedegaard & Ring får skruet sig for højt op, så ligger der jo stadigvæk et konkret forslag til behandling i EU-Parlamentet, som direkte og utvetydigt forbyder ”imiterede tobaksvarer: slik, snacks, legetøj eller andre genstande, der har form af tobaksvarer, og som kan appellere til børn”.
Uden at komme nærmere ind på det begrænsede omfang af Jens Rings fantasi, så er det derfor helt uforståeligt, hvordan denne embedsmand kan tillade sig at garantere, at dette forslag ikke bliver vedtaget. Hvor ved han det fra? Er han blevet sådan en slags overdommer, som på forhånd skal udtale sig om forskellige forslags mulighed for at få flertal i parlamentet?
Nej, virkeligheden er, at dette forslag sagtens kan gå hen og blive vedtaget i EU-parlamentet. Og det er det, der er problemet. Uden overhovedet at forholde mig til om forslaget er godt eller dårligt, så er og bliver problemet, at et sådant forslag overhovedet kan blive stillet og have mulighed for at blive vedtaget.
Hvis nogen vil have gennemført et forbud mod lakridspiber eller chokoladecigaretter, så kan de stille det i deres eget land og få flertal for det dér. Og hvis vælgerne så er utilfredse, kan de ved næste valg udskifte de politikere, som har støttet det.
Men den mulighed eksisterer ikke i EU. Hvis EU vedtager denne eller andre lignede regler, så gælder de også i Danmark, uanset om 99,9% af den danske befolkning er imod det og stemmer i overensstemmelse hermed ved det næste valg.
Denne sag siger ikke meget om de egentlige problemer i tobaksdirektivet. Et direktiv, som er blevet til under indflydelse og påvirkning – for nu at sige det meget, meget pænt – fra multinationale selskaber indenfor tobaksindustrien og medicinalindustrien.
Men denne sag siger meget om, hvor fuldstændig udemokratisk EU-projektet er. Det er stæk tobak, du!
(Søren Søndergaard er medlem af EU-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).