Af Frede Jakobsen
I går startede en vigtig retssag ved Østre Landsret. En ankesag. Professor Bent Jensen blev ved byretten i Svendborg dømt for injurier mod journalist Jørgen Dragsdahl. Han havde i Jyllands-Posten påstået, at Dragsdahl havde været KGB-agent. Dommen holdt ikke Bent Jensen tilbage. Han ankede sagen og fortsatte beskyldningerne. Også mod andre. Bl.a. mod Torben Krogh. Det skrev jeg nedenstående klumme om i Fyns Amts Avis i juli 2011.
Torben Krogh.
”tok” var hans signatur. Torben Krogh, tidl. chefredaktør på Information og Socialistisk Dagblad. I fire år var han min chefredaktør. Det er han ikke mere. Han er slet ikke mere. I 2007 kneb jeg to gange en tåre. Først ved meddelelsen om hans død. Dernæst ved hans begravelse.
Vi var tæt på hinanden i de år. Ikke privat, men arbejdsmæssigt. Det sidste fyldte det meste af vores tid. En formidabel lederskribent var han. Det lærte jeg meget af. Specielt, fordi jeg blev nødt til at skrive Socialistisk Dagblads leder, når han af gode eller dårlige grunde blev opholdt andetsteds.
Få nåede ham til sokkeholderne. En af dansk presses helt store skikkelser var han, Torben Krogh. Noget lignende kan man ikke sige om dansk forskning og professoren oppe fra Frørup, Bent Jensen, manden, som DF sikrede 10 millioner skattekroner til at forske i koldkrigstiden. Han har svarene, inden han har stillet spørgsmålene. Forskningen drejer sig om at finde oplysninger, der kan bekræfte svarene. Og lykkes det ikke … ja, så fastholder han svarene. De skal ikke forstyrres af kendsgerninger. Et af resultaterne af hans ”forskning” var at beskylde journalist Jørgen Dragsdahl for at have været agent for KGB, det fhv. Sovjetunionens hemmelige tjeneste. I den sag blev Bent Jensen for et år siden dømt for injurier ved Byretten i Svendborg – med fynd og klem.
Når Jensen nu ikke kan klare de levende, så kan han jo kaste sig over de døde. Professoren kommer senere i år med en rapport og vil angiveligt deri sætte navn på danskere, der arbejdede med eller for KGB. Et navn har han allerede oplyst: Torben Krogh. Uden gran af dokumentation. Det er ikke nødvendigt for professoren. Han ved bedre – end alle andre.
Havde han levet endnu, Torben Krogh, ville han formentlig på denne tid af året have siddet i feriekollektivet ovre i Dyreborg og skummet af raseri. Han ville have svaret igen. Og formentlig – det kan jeg i sagens natur ikke vide – anlagt injuriesag mod professor ondskabsfuld, som ikke mener, han behøver at dokumentere sine vanvittige anklager. For ham gælder den omvendte bevisbyrde: Dem, han anklager, skal bevise, at de ikke har gjort det, han anklager dem for.
Bevis, at du aldrig har stjålet! Bevis, at du aldrig har løjet! Bevis, at du aldrig har hjulpet KGB? Kan du ikke det, voila, så har du stjålet, så har du løjet, så har du arbejdet for KGB. Det er jo håbløst. Jeg mener, hvordan kan man bevise noget, man ikke har gjort? Jensen har lært af processerne i Sovjet: Bevis, du ikke er klassefjende – eller bliv deporteret til Gulag.
Det ku’ jo alt sammen være ligegyldigt, hvis blot Bent Jensen gik rundt som landsbytosse i Frørup og fortalte sine historier til dem, der gad høre på ham. Men sådan er det ikke. Med en uendelig journalistisk lethed viderekolporteres historien. Fra Berlingske via ritzau til samtlige medier i Danmark. Ikke fordi, journalister ser et stort lys i Bent Jensen. Men fordi, det er en nem – og dramatisk – historie. Og mere og mere journalistik laves desværre efter den model: En galning fremsætter en opsigtsvækkende påstand. Uanset, hvor rablende den er, så hør modparten. Så har du hørt begge sider. Har gjort din journalistiske pligt. Ikke noget at komme efter. Eller i karikaturens form: To minutter til Hitler, to minutter til jøderne – det er journalistisk fairness. Er det?
Torben Kroghs ”familie afviser i dag, at han skulle have været agent”, hedder det i historien. Fair journalistik, ikke sandt. Man kunne jo ikke spørge ham selv, men man har selvfølgelig spurgt familien. Var Torben Krogh KGB-agent? Nej, siger de. Jo, siger Bent Jensen. Og så var den konflikthistorie hjemme.
Eller var den nu også det, historien? Hjemme altså? Ja, det var den jo – den blev i hvert fald bragt. Men havde journalisterne taget deres fag alvorligt, så var den historie blevet droppet. Der findes nemlig en metode til at tjekke den slags historier først. Metoden hedder journalistik. Har folk dokumentation for deres vilde påstande, så er det en historie. Har de ikke, og kan den ikke skaffes, så er de galninge. Og så er der ingen historie. Heller ikke, selv om man som journalist dækker sig ind ved at høre den anden side.
Eftermælet for en stor journalist er blevet sværtet. Professor ondskabsfuld har sejret – igen. Ved hjælp af journalister, som ikke tager deres fag alvorligt.