København 1979. Gonzalo Carrillo (nr. to fra højre) og hans familie er netop ankommet – som flygtninge fra Chile.
Af Gonzalo Carrillo
KOMMUNALVALG/13: 11. september 1973. For 40 år siden overtog militæret ved et kup magten i Chile og myrdede den demokratisk valgte præsident, Salvador Allende. Dermed bliver den dato en sort dag for demokratiet, som trækker spor frem til i dag. Chiles erfaringer viser, at et magtskifte er muligt ad demokratiets vej, men samtidig er den også en lærestreg, der viser, hvordan et demokrati kan dræbes, hvis det ikke beskyttes fra international side.
Kuppet for 40 år siden kostede flere tusinde livet, andre tusinder blev torturet og andre igen forsvandt. Endnu flere flygtede forskellige steder hen i verden.
Hver og en af de familier, som nu befandt sig i udlandet, havde en inderlig drøm om at vende tilbage og genopbygge det håb, som Allende stod for. Som årene gik, visnede drømmen, og mange af dem måtte indse, at den dag aldrig kom. I stedet måtte de slå rødder der, hvor de var. En af de familier kommer jeg selv fra.
Efter kuppet blev vi i Chile nogle år, men eftersom min familie er venstreorienteret, måtte vi opgive at blive der og flygtede til Brasilien. Efter et par år i Brasilien stod det klart for mine forældre, at Latinamerikas militærjuntaer samarbejdede om at forfølge ”de venstreorienterede”, og derfor søgte de om asyl ved FN. Det var på den måde, min familie havnede i Danmark.
I 1979 lander vi i Danmark, og et nyt kapitel i vores liv starter. Endelig havde vi forladt forfølgelsen og kunne nu ånde lettet op, for en tid. Det var i 80’erne og dermed midt i den kolde krig. Jeg husker den tid som en af de sværeste, netop fordi man blev tvunget til at enten være med ”Vesten” eller imod ”Vesten” – eller lidt omvendt sagt, enten for ”Sovjet” eller imod ”Sovjet”. Vi havde så oplevet en anden vej som ingen nævnte, men det gjorde meget ondt at høre om det sovjetiske diktatur og samtidig blive gjort til genstand for samme tankegang, når vi nu havde oplevet det, Allende stod for.
Vejen til min identitet blev lang, snoet og omkostningsfuld. Der var mange kameler, som måtte sluges, mange tårer, som måtte fældes, og meget sorg, som måtte bearbejdes, inden integriteten faldt på plads. Barndommen og ungdommen blev ofret undervejs i processen.
40 år efter kuppet kan jeg se tilbage på en broget, farefuld og meget livsbekræftende rejse, som har formet mig til den, jeg er. Jeg har fået evnen til at kunne se åbent og nuanceret, at se nye muligheder og skæve vinkler.
Mangfoldigheden har den gevinst at kunne udvikle et samfund i en mere solidarisk retning. Det kræver selvfølgelig, at vi vil hinanden. Det kræver også at kunne se denne gave.
Derfor finder jeg det enormt vigtigt, at Danmark forbliver et åbent land, som ikke er bange for det anderledes. Om det er flygtninge, indvandrere, arbejdsløse, daglejere, syge er ikke afgørende, alle har værdi og noget at bidrage med. Spørgsmålet er: Hvem vil se det?
Godt kommunalvalg – kom op af sofaen og stem! Mange har givet livet for den rettighed.
(Gonzalo Carrillo er pædagog. Han er byrådskandidat for Enhedslisten i Svendborg).