Journalist Ole Sippel døde forleden. I 2004 fik han Publicistprisen og holdt denne takketale. Den er værd at læse. Og den er ikke blevet mindre aktuel i dag.
Ole Sippel.
Af Ole Sippel
Hvis jeg skal dømme efter den righoldige presseomtale jeg fik sidste sommer, er det næppe helt ved siden af at antage, at der nok skal være en og anden som vil kalde klubbens valg i år til prisen – skal vi nøjes med at sige: Kontroversielt.
Men det må udvælgelses-komiteen alene tage ANSVARET for – eller SKYLDEN som vi ofte siger i radio og TV når terrorbombere har været på spil.
Men inden stormskyerne måske samler sig over udvælgelses-komiteen, skal der fra mig TIL GENGÆLD i rigets nye ”noget for noget”-atmosfære lyde en både stor og ydmyg tak.
Når jeg ser på hvem der tidligere har modtaget prisen, er det kun en fornøjelse at bryde med mit mangeårige princip, som jeg har lånt af Groucho Marx:
Den klub der vil have mig som medlem, ønsker jeg ikke at være medlem af.
Prisen falder unægtelig på et tørt sted. Jeg har altid set min opgave som udlandskorrespondent at være budbringer af såvel gode som dårlige tidender med det håb, at de der gad lytte, se og læse måtte få et bedre beslutningsgrundlag ved stemmeurnerne. Men nu er det jo sådan, at dårlige tidender, og oplysninger der strider mod velforankrede fordomme, sjældent vækker jubel, og mange budbringere har i historiens løb måttet bøde derfor med deres liv.
Det har jeg lykkeligvis undgået indtil nu, men jeg har følt pustet i nakken fra karaktermordere fra både ind- og udland – således som Vibeke også var inde på det lige før.
Men det hører jo med til metier´en – det eneste som virkelig har såret mig er dem der har kaldt mig antisemit.
Det er en nedrig infamitet – for at sige det lige ud: en sjofelhed. Naturligvis uden mindste grundlag.
Jeg ser prisen i dag som en af de største hædersbevisninger i mit liv – og samtidig tillader jeg mig at se den som et håndslag til den journalistiske skole, jeg har forsøgt at efterleve, og som jeg mener alle mediefolk skal følge. Nemlig at kunne give læsere, lyttere og seere så store lunser af sandheden og virkeligheden, som det nu engang er muligt at hente frem bag politikernes, spin-doctorernes og andre fremtrædende samfundsaktørers stadig højere palisader. Velvidende naturligvis at der næppe findes én entydig sandhed, og at det derfor er pressens opgave at lade alle forskellige synspunkter og holdninger komme frem.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Jeg kan i dag ikke undgå at sammenligne med den nylige uddeling af en anden eftertragtet mediepris – Cavling-prisen. Her hædrede statsministeren kollegerne med sin tilstedeværelse.
Så vidt jeg kan se er han her ikke i dag.
Jeg vil dog ikke man skal lægge andet i det, end at han har andre og vigtigere ting at tage sig til – og at han tager presse- og informationsfriheden lige så alvorligt som ved Cavling-prisuddelingen – at oplysninger og synspunkter skal brydes, også når de går ham og regeringen imod, fordi den frie debat lidt højstemt sagt er grundlaget for det ægte, velfungerende og tolerante demokrati, de fleste danskere slutter op om.
Men intet i denne verden er jo fuldkomment – og derfor kunne det måske være lønsomt at kigge lidt nærmere på rigets demokratiske temperatur. Både sådan i al almindelighed og i medierne, der jo som opgave har at sørge for grovbrødet med de sundhedsbevarende fibre.
Set fra Mellemøsten er temperaturen i de senere år gået en eller måske endda halvanden lidt bekymrende grad i vejret. Man kan så indvende, at Mellemøsten med sit velkendte til himlen skrigende demokratiske underskud ikke er det bedste udgangspunkt til sikre målinger af demokratiske temperaturer. På den anden side får man der jo brutalt syn for sagn, hvad det medfører, når folket er berøvet indflydelse på samfundets sejlads.
Samtidig med at det danske rige for første gang siden 1800-tallet sidste år formelt erklærede et andet land krig, har der også udspillet sig en nådesløs kamp på de indre linier. Kulturkamp og værdidebat kalder nogle konflikten – og som sådan højst tiltrængt. Men hvor er den foreløbig endt – og har den overhovedet haft en begyndelse?
Min iagttagelse er, at i stedet for at få en reel debat om de værdier, der skal bære os frem i det nye årtusinde, har fundamentalister og populister på højrefløjen kastet sig ud i et hævntogt – et likvideringsforsøg af anderledes tænkende befolkningsgrupper. Landsforrædere kan man næsten fornemme de mener, disse grupper er – i hvert fald er de u-danske, og enkelte af dem har endda siddet til bords i Kreml eller været på sommerlejr i DDR. I begyndelsen var fy-råbet ”venstreorienteret” – siden, da denne gruppe svandt ind, og man mente der var langt flere misliebige medborgere, endda nogen, som var løbet over og nu dækkede sig under mere centrum-orienterede holdningskåber, ændredes fy-råbet til det mere vidtfavnende – de kultur-radikale. Så var man sikre på at få fangst også hen over midten i dansk politik, inklusive en tidligere Venstre-høvding.
Det var dem, der bar skylden for, at Danmark i halvfjerdserne og firserne nærmest var omdannet til en Gulag – hvor de rettroende og rene var de undertrykte – de kulturradikale vogterne og tyrannerne, som ved hjælp af offentlige, endnu ikke privatiserede selskaber forberedte opsætningen af lygtepæle, der skulle bruges til andet end at kaste lys over land.
Jeg har gennemlevet perioden i en voksen alder – oven i købet med dagliggang i de kulturradikale ypperstepræsters påståede tempel – Danmarks Radio, og guderne skal vide, at der både der såvel som i det øvrige samfund var nogle med ubehagelige venstretotalitære menings-tendenser. Men jeg kan også forsikre om, at deres private synspunkter på ingen måde var dominerende i nyhedstjenesten, eller at de holdt os andre som gidsler. Men det er rigtigt at vi alle mente, vi skulle RAPPORTERE OM alle udviklinger og tendenser – også dem, der stred mod vedtagne normer og fordomme og skabe debat. Men er det ikke det, der var og stadig er vores opgave?
I hvert fald kan det hverken dengang eller nu være meningen, at debatten skal ombyttes med veltilrettelagte netværks-kampagner og karaktermord på anderledes tænkende – ledsaget af bandbuller mod det moderne oplysningsgennembrud – den folkelige vækkelse, der tog sin begyndelse med Grundtvig og senere blev fulgt op af kulturradikale åndskæmper som for eksempel Georg Brandes og Henrik Ibsen, og som vore dages demokrati står i dyb gæld til. Er meningen – som nogen har givet udtryk for at – at vi skal viske det ud af historien og gå tilbage til kongers og bispers styre, eller måske blot at vi skal tage med Friedrich Dürrenmatts gamle dame på besøg i byen, hvor det kommunale råds ærværdige folkevalgte medlemmer holder alle demokratiske principper op foran sig – indtil lyset bliver slukket og borgmesteren myrdes af opportunistiske grunde.
Ingen skal hverken få mig til at sige eller mene, at DET er den samlede regerings politik eller hensigt, men regeringen forekommer mig at optræde noget håndsky over for den fundamentalistiske og populistiske højrefløjs korstog mod alle værdier uden for sin egen snævre kreds. Regeringen burde tage initiativ til en nuanceret og fordomsfri værdidebat, som i følge sagens natur må tage sit udgangspunkt i alt andet end det princip, der bare hviler på, at de, der tænker anderledes end jeg, er idioter og fjender. Ellers gentager vi jo blot de fejl, der blev begået i halvfjerdserne og måske firserne, da det var de yderligtgående på venstrefløjen som var mest støjende.
I den sammenhæng kan jeg ikke dy mig for at kommentere regeringens ulyst til at få belyst og debatteret grundlaget for vor deltagelse i krigen mod Irak – Danmarks første formelt erklærede krig i flere århundreder, og så oven i købet med en beslutning truffet uden et bredt folketings-flertal og imod rundt regnet den halve befolknings vilje. Samtidig betød krigsbeslutningen et brud på en af grundpillerne i efterkrigstidens danske udenrigspolitik, opslutningen om FN.
Jeg skal ikke her tage stilling til om krigen var berettiget eller ej – kun til den kendsgerning, at krig er en overordentlig alvorlig sag, og at danskerne og resten af verdens befolkning i et forsøg på at få dem til at acceptere at et angreb på Saddams Irak ville være en retfærdig og legitim krig, blev fyldt med påstande, der i bedste fald var fejlagtige og usandfærdige – i værste løgn og bedrag, som skulle dække over andre motiver.
Men regeringen har slået sig slemt i tøjret over for forsøg på at få dette særprægede forløb klart belyst.
Tæppemetoden – den der med at feje det ubehagelige ind under gulvtæppet – synes stadig at være attråværdig. Mig forekommer den at være ude af trit med demokratiske grundprincipper, der jo forudsætter en oplyst folkelig debat.
Mine bekymringer for vilkårene i den offentlige debat bliver ikke mindre af, at jeg i går i Berlingske kunne læse at forsvarsministeren, som sidste sommer havde overordentlig svært ved at forklare forskellen på kamphandlinger og ikke-kamphandlinger, nu bakker op om en forsvarsministeriel udvalgsbetænkning, der mærkbart vil hæve strafferammen for både forsætlige og uagtsomme lækager af, hvad man i militæret opfatter som hemmeligheder. Og både i krigs og ikke-krigssituationer. Livsvarigt fængsel – kræves der i de værste tilfælde.
Det sker samtidig med, at en anden morgenavis kan berette, at forsvarschefen har forbudt alle sine medchefer at bidrage til den forestående debat om en forsvarsordning, som med Politikens ord vil medføre de største reformer af forsvaret i 50 år. Kun forsvarsministeren og forsvarschefen skal kunne gå ind i debatten. Af interne loyalitetshensyn – som det hedder.
Og det sker kun få år efter at folketinget med et bredt flertal i øvrigt vedtog en anti-terror-lovgivning, som vel nok har været den største indskrænkning af de personlige frihedsrettigheder siden anden verdenskrig.
Der er orwellsk 1984 over det, og oven i, til at klare newspeak måske, har vi så fået den største hær af regerings-spindoktorer nogensinde. Vi ved, at de vil argumentere deres eksistens-berettigelse som formidlere mellem travle og rejseplagede regeringsudøvere og vælgerne. Men som det fremgik af en radio-montage forleden, er de nu andet og mere end folkestyrets broer.
Det skal understreges at udsendelsen blev sendt på P 1, som nogen jo mener, er de kulturradikales sidste skanse i DR, men hvis man med det in mente ellers kan tro på, hvad der blev sagt – og selvfølgelig at lydklippene ikke var manipulerede – så fik man et ganske udbygget og nuanceret indblik i arbejdet i magtens korridorer, formidlet gennem samtaler med tidligere regerings-spindoktorer og så de få nuværende, der ikke havde sagt nej til at medvirke. Forbavsende oprigtige og åbenmundede medgav de medvirkende, at løgn og karaktermord, man kan også sige bagvaskelse, ikke er noget attråværdigt at betjene sig af, men de tilføjede at begreberne dog var at finde blandt arbejdsredskaberne – om man skulle komme i den yderste nød.
Der er ikke meget nyt under solen – sådan har magthavere handlet i hele historiens løb. Men det er ikke sundhedstegn på et levende, tolerant demokrati – snarere på systematiseret magtomklamring. Og til forskel på den dengang og nu har vi nogle grundlovssikrede frihedsrettigheder – og en fri presse, hvis kontrollerende og oplysende virksomhed der i en manipulerende politisk verden er så stærkt brug for som nogensinde.
Det positive er, at store dele af den danske medieverden stadig ser det som sin opgave at holde øje med det demokratiske pulsslag og ikke lader sig kyse – men det er jo også rigtigt, at medie-verdenen – absolut inklusive TV – er blevet så kommercialiseret, at de traditionelle væsentligheds-kriterier mange steder har fået nogle ordentlige vridninger i skruestikken. Jagten på oplagstal, lytter- og seertal er i dag så intensiv, at man ofte undlader at skelne mellem skidt og kanel, mellem uvæsentlighed og væsentlighed med den unuancerede skarpvinkling og sensationalisering som ledsagere. Infotainment er kommet os betydeligt nærmere.
Samtidig går adskillige kolleger i dag rundt med en evig og ikke helt ubegrundet angst for at blive fyret, hvis de ikke følger parolerne ovenfra. Når man derudover – som jeg ved fra talrige ansættelsessamtaler i min cheftid – at adskillige nu tiltrækkes af faget med karriereplanlægnings-bøger og social ambition i stedet for indignation som væsentligste ballast, opstår der nogle risici. En for journalister forvokset tilpasningsevne, der kan udarte til selvcensur med basal etik, hæderlighed og troværdighed ladt i stikken.
Fra min egen verden behøver jeg fra det seneste blot at nævne børnepasnings-sagen for Mors med det falske klip – eller udsendelsen om statsministeren, hvor statsministeren selv fik indflydelse på redigeringen i, hvad man kan kalde en uhellig pagt mellem den udøvende magt og den kontrollerende.
Årsagerne til denne udvikling er nok menneskeligt forståelige. På grund af den skærpede konkurrence er det sværere at overleve i mediebranchen end nogensinde, og det er nu engang ikke særligt fornøjeligt for den enkelte at have ret, men af samme grund at være forvist til at sidde på bunden på bunden af det globaliserede samfund. Men over for det står spørgsmålet om det er bedre at være nærmere toppen og have begået eller have overset uret mod de demokratiske grundprincipper, som den frie presse har en særlig opgave til at værne om.
For at der nu ikke skal være tvivl – så mener jeg stadig at der er langt mere godt end dårligt at sige om både dansk demokrati og dansk medieverden, men jeg mener at se nogle tendenser, der kan give anledning til bekymring og skal give anledning ekstra agtpågivenhed. Og det er jo en journalists opgave at gøre opmærksom på tendenser, som kan forstyrre de gode balancer i det danske demokrati, hvis udvikling har bibragt os en større grad af oplysning og tolerance, af social retfærdighed og menneskelig lighed samt folkelig medbestemmelse, end jeg har oplevet de fleste steder i verden.
Vælter de balancer som følge af opportunisme eller misforståede opfattelser af, hvordan vi skal tackle globaliseringens udfordringer og bekæmpe terror så har Osama Bin Laden og de totalitære talebaner i alle lejre sejret.