Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Et par ugers protester mod et autoritært regime i Tyrkiet kan gøres op på mange måder. En af dem lyder: Fire dræbte, 7.822 sårede, hundrede alvorligt skadede, herunder 11 som har mistet øjne, 1.000 mennesker fængslet.
Det er selvfølgelig tal, som er behæftet med en betydelig usikkerhed. Måske var det kun 953, som blev fængslet. Og måske var det i virkeligheden 8.123, som blev såret. Men omfanget i sig selv – plus/minus en træskolængde – siger noget om problemet.
Det samme gør de udtalelser, som centrale tyrkiske magthavere er kommet med. For de viser, at der ikke er tale om en enkeltstående episode, som er gået bananas, og hvor myndighederne har mistet kontrollen. Lidt lige som det danske politis 113 skud omkring Sankt Hans Torv på Nørrebro natten efter omafstemningen om Maastricht-traktaten den 18. maj 2003.
Premierminister Erdogan fra det regerende AKP-parti forsømte ingen lejlighed til at beskrive de demonstrerende som banditter og som folk, der gik lånelobbyens ærinde for at ”skade Tyrkiets økonomi” og ”skræmme investeringer væk”.
Og Tyrkiets EU-minister og chefforhandler om EU-medlemskab, Egemen Bagis, meddelte umiddelbart inden politiets rydning af teltlejren i Gezi Parken nær Taksim-pladsen, at ”fra nu af vil staten desværre blive nødt til at behandle enhver, som forbliver der, som en sympatisør eller medlem af en terroristorganisation”.
Udover at det siger noget om, hvor lemfældigt myndighederne i Tyrkiet omgås terrorstemplinger, så siger det også noget om en dæmonisering af de demonstrerende borgere, som på forhånd legitimerede politiets ubeherskede voldsanvendelse. For hvem vil vel være ”soft on terrorism”?
Denne måde at udgrænse enhver opposition på er hverken ny for den nuværende regering eller i tyrkisk politik. Tværtimod har det været helt almindeligt, at regerende politikere har været en tur i fængsel, mens de endnu var i opposition. Det gælder også Erdogan selv, som i 1998 blev idømt 10 måneders fængsel på den noget vidtfavnende anklage om at ville ”opildne til religiøst had”.
I det hele taget rummer den tyrkiske straffelov en række gummiparagraffer om ”fornærmelse af republikken” og ”støtte til terrorisme”, som bruges med rund hånd til at straffe kritiske røster, først og fremmest fra den kurdiske befolkningsgruppe.
Dette rammer også pressefriheden. I dag sidder over 50 journalister i fængsel og i konsekvens heraf tog Dansk Journalistforbund for nylig det udsædvanlige skidt at ”adoptere” en kvindelig tyrkisk journalist, som foreløbig har siddet fængslet i 7 år for at skrive en bog om den tyske socialist Rosa Luxemburg.
På hele den baggrund kunne man måske forestille sig, at det tyrkiske regimes voldsomme angreb på demonstrerende landsmænd ville få konsekvenser for de igangværende optagelsesforhandlinger mellem Tyrkiet og EU. Men ikke hvis det står til EU-kommissionen og et stort flertal af EU-landene. De ønsker tværtimod, at de planlagte optagelsesforhandlinger skal finde sted på onsdag den 26. juni.
Så vidt det forlyder i Bruxelles støttes denne holdning også af den danske regering. I det hele taget har skiftende danske regeringer, siden Anders Fogh Rasmussen havde brug for tyrkisk støtte til at blive generalsekretær i NATO, optrådt som Tyrkiets skødehund. Helle Thornings underdanighed overfor Erdogan under hendes besøg i Tyrkiet i juni 2012 og hans besøg i København i marts 2013 (hvor det vigtigste emne var samhandlen!) taler sit tydelige sprog.
Da EU-parlamentet for nylig tillod sig at kritisere den hårde fremfærd, svarede den tidligere omtalte Egemen Bagis med følgende udtalelse til det anatolske nyhedsbureau: ”Jeg noterer, at nogle medlemmer af EU-parlamentet bruger deres ret til at vrøvle”. Denne totale afvisning af enhver kritik siger ganske meget om, hvor forvænt det tyrkiske regime er med EU-ledernes spytslikkeri.
Der er tydeligvis brug for et regime-skifte – og ikke kun i Tyrkiet!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).