Simon Bünger.
Af Simon Bünger
I dag er det 75 år siden, at Krystalnatten fandt sted i Tyskland. Den 9. nomber 1938 var starten på den progrom, der fortsatte i tre uger i november og som kostede mange mennesker livet. Det var her, at Nazityskland utilsløret viste sit sande jeg for omverdenen.
Men nazisme og fascisme er desværre ikke noget, der stoppede ved Nazitysklands sammenbrud.
I de senere år har vi gentagne gange set den organiserede nazisme og fascisme stikke deres grimme ansigt frem og forsøge at fremme deres hadefulde dagsorden.
Sågar lille Svendborg, hvor vi i dag er samlet, har gentagne gange været centrum for fascisternes aktiviteter.
I slutningen af halvfemserne valgte den militante nazistiske organisation, Blood & Honour, at slå sig ned i Kædeby på Langeland, hvor de i et hus oprettede en naziborg, som de døbte Festung Langeland.
I den periode valgte de at lægge flere af deres aktiviteter i Svendborg. Bl.a. en demonstration i august 99 til minde om Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess, hvor Blood & Honour sammen med nazister fra hele Europa marcherede gennem Svendborgs gader. Året efter kulminerede nazisternes aktiviteter her i byen, da de stormede et antiracistisk møde, som netop havde til formål at diskutere, hvad man skulle stille op med den nazistiske trussel.
I 2006 var det så det nynazistiske netværk, Dansk Front, der afholdt hele to demonstrationer i Svendborg. Den sidste demonstration havde omkring 150 deltagere og var dermed den største nazidemonstration i Danmark i ti år.
I dag marcherer nazisterne ikke i vores gader, men det betyder ikke, at de ikke findes, eller at de ikke er en trussel.
Den 19. november er der valg til by- og regionsråd i hele Danmark, og her opstiller flere racistiske og nazistiske partier og lister.
Den mest markante af disse partier er Danskernes Parti, der i 2011 brød ud af Jonni Hansens naziparti for at skabe det, som de selv kalder for et ”moderne nationalistisk parti” efter forbillede fra Tyskland og Sverige.
Danskernes Parti siger selv, at de ikke er nazister, men at de har ændret holdning og nu er blevet demokrater.
Her er det dog vigtigt at huske på, at blot fordi de selv kalder sig demokrater og stiller op til et demokratisk valg, gør det dem ikke automatisk til demokrater.
At være demokrat kræver, at ens praksis og visioner for samfundet er gennemsyret af den demokratiske idé. Det formår Danskernes Parti bestemt ikke at leve op til.
Danskernes Parti er bygget op efter Adolf Hitlers foreskrifter i Mein Kampf, om hvordan man skal organisere den nationalsocialistiske bevægelse.
Kernen i Danskernes Partis politik er deres krav om udvisning af alle borgere, der ikke har en vestlig etnisk oprindelse, til deres såkaldte hjemlande, uanset om de så er født i Danmark, har opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab for den sags skyld. Det er ikke bare sindssygt usympatisk. Det er i strid med vores demokratisk bestemte rettigheder, og det er det, man med et pænt udtryk kalder for etnisk udrensning.
Det er i den sammenhæng unødvendigt at nævne, at for at overhovedet at blive medlem af Danskernes Parti, så skal man være af europæisk afstamning.
Ser man på Danskernes Partis første partiprogram fra 2011, som partiet forståeligt nok modererede en del sidste år for at blive mere valgkampsduelige, så fremgår det tydeligt, hvor lidt partiet vægter de demokratiske principper.
Her kan man nemlig læse, at Danmark i fremtiden skal styres af en autoritær statsminister, som har fuld autoritet inden for forfatningens rammer. Han skal rådgives af et selvsupplerende landsting, der består af landets bedste mænd. Altså med andre ord gik partiet officielt ind for, at Danmark skal være en diktaturstat, der styres af en egenrådig diktator.
Man kan også læse, at partiet vil genindføre dødstraffen og i samme afsnit, at kriminelle ikke må ligge samfundet til unødig økonomisk last.
Derudover ville Danskernes Part, på en ”human måde” sørge for, at handicappede, psykisk syge og folk, der har en generel ”usund livsførelse”, ikke kan få børn.
Ser man på Danskernes Partis politik, partiets baggrund og holder det sammen med dets medlemsskare, der i forbløffende høj grad består af tidligere – og sågar nuværende – medlemmer af de nazistiske organisationer, DNSB, Danmarks Nationale Front og White Pride, ja, så vil jeg i hvert fald mene, at der tegner der sig et billede af et parti, der ligger meget langt fra, hvad normalt begavede mennesker vil karakterisere som ”demokratisk”.
Dog må man give partiet og dets unge fører, Daniel Carlsen, at de forsøger at modernisere nazibevægelsen. De har fjernet hagekorset, heil-hilsnen og den åbenlyse hyldest af Adolf Hitler.
Partiet forsøger således i dag at vaske det beskidte naziimage af sig, lige som deres søsterpartier i Europa har forsøgt sig med.
Danskernes Parti står nemlig ikke alene i Europa. De er en del af en europæisk tendens, hvor tidligere erklærede nationalsocialistiske bevægelser er blevet omformet til ”pæne nationaldemokratiske” partier med en strømlignet og afprøvet strategi, der til en hvis grad har succés.
Vi har siden midten af 00′erne set, at denne tendens har vundet frem i Europa.
Og især siden finanskrisen for alvor satte ind i slutningen af 00′erne, bl.a. i Grækenland, som er et af de lande, der har været hårdest ramt af krisen, voksede det lille nazi-parti, Gyldent Daggry, sig i løbet af få år til et stort parti, blev valgt ind i parlamentet med 6.97 procent af stemmerne og 21 mandater.
Ligeledes ser vi at lignende partier i Spanien, Ungarn, Ukraine, Tyskland og Sverige er i fremgang.
I Sverige blev Svenskarnas Parti, Danskernes Partis søsterparti, ved lokalvalget i 2010 valgt ind i byrådet i den lille svenske kommune Grästorp, efterfølgende mistede de dog mandatet på grund af nogle valgteknikaliteter. I dag er de repræsenteret i fire byråd, hvor de har overtaget pladserne fra bl.a. Dansk Folkepartis søsterparti, Sverigedemokraterne.
I Tyskland er Danskernes Partis forbillede Nationaldemokratische Partei Deutschland, forkortet NPD, valgt ind i to delstatsparlamenter i Sachsen og Meklenburg-Vorpommern, samt har 300 byrådsmandater, fordelt over hele Tyskland
Danskernes Parti er det danske ben af denne internationale tendens.
De har et vel afprøvet koncept og en strategi, der i udlandet har givet resultatet.
Og det er desværre ikke urealistisk, at Danskernes Parti indenfor en kort årrække kan vokse sig til et stort og samlende højrefløjs parti, som vi har set i udlandet.
Men blot fordi at disse fascistiske partier fokuserer på deres parlamentariske strategi, skal man ikke lade sig narre.
Fascismen er og bliver en voldelig og farlig ideologi.
I 2011 blev det afsløret, at den tyske nazistiske terrorgruppe, Nationalsocialistische Undergrund, igennem 13 år havde levet under jorden og stået bag ni drab på indvandrere, bankrøverier og to bombeanslag, bl.a. en sømbombe, der sårede 22 mennesker, samt et drab på en politibetjent.
Denne gruppe fik i løbet af årene under jorden hjælp af personer udefra, bl.a. flere medlemmer af NPD. Det tyske parlament undersøger nu, på baggrund af denne sag, muligheden for at forbyde NPD ved lov.
Senest i september stod medlemmer af Gyldent Daggry bag et brutalt knivdrab på en antiracistisk musiker, hvilket har udløst en stor undersøgelse af partiet, og Gyldent Daggrys ledelse er blevet sigtet for at medlemskab af en kriminel organisation.
Samtidig har afhoppede medlemmer fortalt om, hvordan Gyldent Daggry har strukteret deres voldelige overfald på især papirløse immigranter.
Heller ikke Danskernes Parti ligger på den lade side, når det kommer til vold.
Deres leder, Daniel Carlsen er tidligere dømt for vold, og har en velkendt fortid i den nazistiske hooliganggruppe White Pride fra Aarhus, samtidig med at flere af Danskernes Partis medlemmer i dag fortsat er aktive i White Pride.
Flere af partiets menige medlemmer er dømt for vold, og i september blev et medlem fra Fredericia anholdt og sigtet for voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse af en 22-årig kvinde.
Med alt dette for øje mener jeg, at det er vigtigt for samfundet at beskæftige sig med Danskernes Parti og lignende fascistiske grupper.
Det er vores opgave som borgere i et demokratisk samfund aldrig nogensinde at lade en Krystalnat ske igen. Det er vores opgave aldrig nogensinde at lade vold, racisme og fremmedhad styre den politiske dagsorden.
(Simon Bünger er fra Researchkollektivet Redox, som beskæftiger sig med at afdække og analysere den yderste højrefløjs aktiviteter i Danmark).