Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Som medlem af EU-parlamentets Budgetkontroludvalg (i daglig tale også kaldet COCOBU eller CONT) er begyndelsen af november et af årets højdepunkter. Det er så at sige budgetbissernes juleaften.
Det er nemlig her, hvor Den Europæiske Revisionsret fremlægger sin årsberetning over det samlede EU-regnskab. Med den som udgangspunkt går vi i gang med at analysere tallene, afholde høringer og stille en stribe både skriftlige og mundtlige spørgsmål til EU’s forskellige institutioner.
På baggrund af den proces kommer vi så med en indstilling til hele EU-parlamentet om regnskaberne skal godkendes, forkastes eller underkastes en endnu grundigere undersøgelse. Den afgørelse finder sted på parlamentssamlingen til april.
I tirsdags den 5. november fremlagde Revisionsretten så sin beretning for EU’s 2012-regnskab. Det var mildest talt ikke munter læsning.
Revisionsretten anerkender ganske vist, at regnskabet ”i alt væsentligt giver et retvisende billede af Unionens finansielle stilling”. Ligeledes anerkender de, at de EU-indtægter, der ligger til grund for regnskabet, er ”i alt væsentligt lovlige og formelt rigtige”.
Men når det gælder udbetalingerne fra EU’s kasse, så slår Revisionsretten fast, at de er ”væsentlig fejlbehæftede”. Samtidig beskriver Retten de undersøgte overvågnings- og kontrolsystemer, som værende kun ”delvist effektive”.
For attende år i træk har EU’s revisorer altså afvist at blåstemple EU’s regnskaber. Alene det er selvfølgelig i sig selv en skandale. Men skandalen bliver ikke mindre, hvis man se på udviklingsretningen.
I årene frem til 2009 faldt den anslåede fejlrate i EU’s udbetalinger til 3,3 procent. Det brystede EU-kommissionen sig meget af. Det viste, at det gik i den rigtige retning – selvfølgelig takket være EU-kommissionens store indsats.
Da vi behandlede 2009-regnskabet i parlamentet anerkendte jeg den positive udvikling og sagde: ”Jeg under gerne Kommissionen den ære, men så står det altså også klart, hvem der har ansvaret, hvis fejlraten stiger igen næste år”.
Og det gjorde den sørme – fra 3,3 til 3,7, hvilket EU-kommissionen dog tilskrev ”statistiske udsving”. Men også i 2011 fortsatte fejlraten med at stige – nu til 3,9 procent. I min tale til parlamentet slog jeg derfor fast, at 2012-tallene ville blive ”helt afgørende” og fortsatte: ”Vi kan leve med, at det går i den rigtige retning – om end langsomt og fra et alt for højt niveau. Men vi kan ikke leve med, at det år efter år går i den forkerte retning”.
Men det er nøjagtigt, hvad der er sket. For tredje år i træk er fejlraten steget – nu op til 4,8 procent. 38 procent af de reviderede transaktioner indeholdt fejl. Milliarder og atter milliarder af skatteyderkroner er blevet udbetalt i strid med reglerne. En del af dem direkte til svindel og svig.
EU-kommissionen vil undskylde sig med, at mange af fejlene et foregået i de enkelte medlemslande og burde være opdaget af de nationale myndigheder. Og det er også rigtigt. F.eks. når disse udbetaler støtte til en fårefarm, som slet ikke eksisterer eller til landbrugsjord, som består af klippegrund.
Men det ændrer ikke ved, at det i sidste ende er EU-kommissionen, som har ansvaret for en ordentlig forvaltning af de store summer, som EU råder over. Det ansvar har de ikke levet op til. Tværtimod er det gået i den forkerte retning. Ikke én gang, ikke to gange, men tre gange i træk.
Derfor er der kun en fornuftig besked at sende til EU-kommissionen: Three strikes and you’re out!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).