Af Jesper Christensen, Venstre
KOMMUNALVALG/13: Dorte Ullemose (DF) skriver i FAA den 14. november, at de ældre skal behandles ordentligt.
Kære Dorte Ullemose, du påstår jo, at vi ikke behandler vores ældre ordentligt.
Du påstår, at vi tvinger de ældre til at gå med ble på grund af personalemangel, og at den behandling, vi giver de ældre i Svendborg Kommune, er skandaløs.
Her bliver jeg simpelthen nødt til at sige til dig, at du taler fuldstændig usandt, jeg vil bede dig bevise din påstand, for det, du kommer med her, er skudt helt forbi hvad der ligner sandhed.
Med din påstand er du med til at kritisere min og mine kollegaers måde at arbejde på. Hvilket jeg finder uanstændigt! Og jeg har været i branchen i mange år.
Jeg kan fortælle dig, at vi er mange og dygtige ansatte i plejesektoren i Svendborg Kommune og vi uddanner hvert år et pænt antal dygtige nye kollegaer, måske ville det være bedst at du satte dig bedre ind i tingene, inden du kom med en udtalelse af den karakter.
Jeg kan fortælle dig, at der rent faktisk er ældre medborgere, som er ganske tilfredse med den hjælp, de får, og i særdeleshed på byens plejecentre. Naturligvis kommer vi ikke uden om, at der vil være ældre medborgere, der bliver ramt af nedskæringer og besparelser, hvilket er for dårligt, vi kan ikke være bekendt at spare på den hjælp, de får eller fik, men jeg er helt enig i, at der skal effektiviseres på området, da de ældre medborgere bliver ældre og dårligere, og der bliver flere ældre med årene. Derfor skal vi optimere og uddanne vores kollegaer til fremtiden.
At der er nogen, der bruger en ble, kan skyldtes mange årsager, som du øjensynligt ikke har taget højde for. Der er borgere, der af den ene eller anden årsag er inkontinent, hvilket betyder, at de ikke altid selv kan styre, hvad der kommer og går.
Det er da mindre værdigt, at den ældre medborger har de små eller store uheld, som kan ske for selv den bedste. Så mange af de ældre medborgere hilser faktisk hjælpemidlet velkommen for at undgå, at det kommer i og på tøjet.
Udover at disse ældre medborgere benytter dette hjælpemiddel, så tilbydes de rent faktisk hyppige toiletbesøg, netop for at forsøge genoptræning af deres lukkemuskulatur i underlivet og bevarelse af deres værdighed. Vi gør det på trods af manglende hænder, så mange gange priortere vi altså opgaverne, hvilket betyder, at mindre vigtige opgaver bliver udsat til dage, hvor vi er flere hænder, og her tænker jeg på elever og praktikanter fra Jobcenteret.
Der er altså ingen, der bliver tvunget mod deres vilje til at gå med ble. Selv borgere, der sidder i kørestol, bliver tilbudt toiletbesøg hyppigt.
De borgere, der går med ble, er jo af helbredsmæssige grunde tilkendt en blebevilling, fordi de har brug for dette hjælpemiddel. Der bliver holdt skarpt øje med behovet for en ble, om der fortsat er behov for dette hjælpemiddel eller ej.
Dog kan vi godt blive enige om, at de ældre medborgere skal have den nødvendige hjælp og omsorg, hvilket mig og mine kollegaer forsøger at give dem hver dag, trods manglende hænder. Der må under ingen omstændigheder spares yderligere på dette område, det vil få katastrofale konsekvenser.
Det er så muligt, at man må lade maden fra Det gode Madhus stige med et par kroner for at ungå besparelser i plejen af de ældre medborgere.
Så i bund og grund Dorte Ullemose, så behandler vi vores ældre medborgere ordentligt!!
Men fortæl mig endelig, hvor du har din viden fra, for den er absolut ikke korrekt.
(Jesper Christensen, Gudme, er social- og sundhedshjælper. Han er kandidat for Venstre til byrådsvalget i Svendborg).