Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
I mange år var der kun to partier at vælge mellem på venstrefløjen – socialdemokraterne og kommunisterne. Enten skulle man gå ind for et parti, der havde tabt målet af sigte, eller også skulle man være ortodoks og partitro og bifalde alt, hvad der skete i Sovjetunionen.
Det var et stort skridt fremad, da SF blev oprettet som samlingspunkt for udogmatiske socalister. Men efterhånden gled SF længere til højre, og der opstod et tomrum, der blev udfyldt af en mængde smågrupper, der brugte en stor del af tiden på at bekæmpe hinanden. Først da Enhedslisten kom til, blev det muligt at samle de stridende grupper og bruge kræfterne på det afgørende – på at føre politik.
Enhedslisten har nu tilslutning fra en tiendedel af landets befolkning. Og denne tilslutning har partiet opnået uden at opgive sine mål og sine bestræbelser på at skabe et bedre samfund. Det er imponerende.
Den største trussel mod Enhedslisten nu kommer ikke udefra, men indefra. Og truslen er præcis det, den altid har været – det gamle Scylla og Charybdis. Enten at tabe målet af syne og kun kunne se ned på sine fødder, blive overtaget af stræbere og pampere og rette sig ind efter liberalismen. Eller at visne i dogmatik og bibeltro udlægning af kirkefædrene.
Vi står over for så store problemer og udfordringer, at det er nødvendigt med et stærkt parti, der tager sit udgangspunkt i virkeligheden i dag og ikke i hellige skrifter – der undersøger verden, som den ser ud, og finder frem til løsninger på problemerne. Hvis vi overhovedet skal overleve, må vi løse klima- og miljøproblemet, og det gør vi ikke ved at acceptere kapitalismen eller ved at forskanse sig i hver vores lille dogmatik.
Vi skal kende vores rødder og vedkende os, hvor vi kommer fra. Men vi skal ikke dyrke gulerødder, vi skal få et træ til at vokse. Og et træ består af andet end rødder. Det skal have stamme og grene, nye blade skal springe ud på det hvert år og de gamle falde af og gøde jorden. Man kan få forstand af at læse Marx, men Marx kunne ikke forudse alt. Vi skal ikke kun lære af de positive erfaringer med arbejderbevægelsens indsats, men også lære af alt det negative: Pampervældet, den sløve accept af det bestående – og personkulten, det autoritære system, tyranniet. Vi skal også lære, hvad vi i hvert fald *ikke* skal gøre. Hvis ikke vi lærer af fortiden, risikerer vi at gentage dens fejl. En vigtig lære er, at ingen må få for meget magt, for magt bliver altid misbrugt.
Vi kan ikke vokse uden at have stærke rødder, men vi skal også have saftspænding og grokraft. Vi skal vokse og trives, vi skal strække kvistene mod lyset. Enhedslisten skal være en levende organisme og hverken et mausolæum eller en mumie.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter.)