Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
For to år siden lavede Kommunernes Landsforening en undersøgelse om EU’s indflydelse på de danske kommuner. Undersøgelsen viste, at 53 procent af dagsordenspunkterne på et gennemsnitligt kommunalbestyrelsesmøde var direkte eller indirekte påvirket af EU.
På nogle områder er der tale om en direkte retslig binding. F.eks. når det gælder udbudssager, miljøvurderinger og lignende. På andre områder er der tale om en mere indirekte politisk påvirkning, f.eks. ved at den danske stat har tilsluttet sig nogle EU-målsætninger, som kommunerne så skal forsøge at efterleve.
At resultatet af den danske undersøgelse ikke er udtryk for ”en enlig svale”, tyder en lignende undersøgelse fra Sverige på, som blev gennemført i 2010. Den viste at hele 60 procent af de sager, som behandles af svenske kommunalbestyrelser, er påvirket af EU.
I dag er påvirkningen formentlig endnu større. For de seneste år er der bl.a. blevet vedtaget Europluspagten, som forpligtiger til en skærpet kontrol med de offentligt ansattes lønninger, og Finanspagten, som dikterer ”gældsbremse” og meget begrænsede muligheder for at imødegå en krise med en ekspansiv finanspolitik.
Konsekvenserne af dette er jo meget konkrete og er blevet oplevet af de fleste. F.eks. lærerkonflikten, hvor det dybest set handlede om at få lærerne til at arbejde mere for den samme løn, dvs. lønnedgang. Og f.eks. de nedskæringer i den offentlige sektor, som er et resultat af, at det med trusler om sanktioner er lykkedes at skræmme kommunerne fra at bruge de penge, som de rent faktisk har lov til.
Også i den igangværende valgkamp har vi oplevet, hvordan EU spiller ind. F.eks. Kulturministerens EU-dikterede lovforslag om at begrænse kommunernes mulighed for at støtte den lokale biograf. Hvor mange lokale biografer, det vil koste livet, er endnu uklart. For som den radikale minister forleden skrev i et svar til Enhedslistens kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr: ”Jeg vil dog gøre opmærksom på, at loven først kan træde i kraft, når den er godkendt af EU-kommissionen”. Amen!
Et andet eksempel er den helt aktuelle diskussion om kædeansvar, som en del kommuner overvejer at indføre. I virkeligheden den rene selvfølge. For burde det ikke være den naturligste ting af verden, at skatteborgernes penge med garanti kun skal bruges til at betale firmaer, som har ordnede forhold, herunder betaler skat og en anstændig løn?
I en kommentar i Berlingske Tidende afviser administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening forslaget om kædeansvar og hævder, at fortalerne ”forbryder sig mod EU’s principper om fri konkurrence”. Og for at vise, at DA tager forsvaret af EU’s principper meget alvorligt, blev indlægget sendt ud som et åbent brev til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer i Danmark.
Nu er der så udbrudt en større strid om, hvorvidt kædeansvar i virkeligheden også er ulovligt i forhold til EU-retten. Men hvad nu, hvis det er? Så vil alle de EU-begejstrede politikere smække hælene sammen og råbe ”jawohl”. Præcis som de vil lade det være op til EU-domstolen at afgøre, om den lokale biograf skal lukke eller ej.
Efter min mening er der brug for kommunalpolitikere, som er mere optaget af at gøre, hvad der er godt og rigtig for deres borgere, end hvad der behager EU. Også når det betyder, at det er nødvendigt at give EU modstand.
Derfor er min klare opfordring: Stem på en EU-modstander til byrådsvalget!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).