Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Et par meget banale bemærkninger om Yahya Hassan. Noget, der er helt selvfølgeligt, men som man alligevel tit ser blandet sammen i debatten:
1.
Er Yahya Hassan en god digter?
Det mener jeg og de fleste andre. En god, stærk, stor og væsentlig digter.
2.
Er det så sandt, hvad han siger?
Det, han siger, har en kunstnerisk og litterær sandhed.
3.
Er det biografisk korrekt, at han har oplevet det, han beskriver i bogen?
Det kan vi andre strengt taget ikke sige noget om, men det tror jeg, det er.
4.
Har hans oplevelser som barn og ung gyldighed for alle, der er vokset op i indvandrerfamilier? Har de alle oplevet det samme?
Nej.
5.
Har Yahya Hassan faktuelt ret, hver gang han hævder noget?
Nej. Han er ikkke ufejlbarlig. Det er der ingen, der er.
6.
Skal man tilslutte sig alle hans meninger og opfattelser, fordi han skriver godt?
Selvfølgelig ikke. Hamsun, Céline og Johannes V. Jensen skrev blændende godt og sagde en masse, som jeg er helt uenig i. I det omfang, Yahya Hassan udviser ansatser til antisemitisme eller voldsromantik, i det omfang, han lægger et formildende slør over forbrydelser som hjemmerøveri eller kommer med generaliseringer om religioner eller folkegrupper, er jeg ikke enig med ham.
Hvis man forveksler litterær sandhed med faktuel, social sandhed, gør man sig skyld i sammenblanding af kategorier. Man kan ikke sammenblande det skønne og det sande – de har to forskellige former for sandhed, der begge er gyldige.
7.
Har Yahya Hassan lov til at sige, hvad han vil, uanset om andre kan lide det eller ej?
Ja, selvfølgelig.
8.
Kan det accepteres eller undskyldes, hvis nogen besvarer hans udsagn med vold eller med at forsøge at forhindre ham i at komme til orde?
Ikke på nogen måde.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).