Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
På sin november-samling i Strasbourg tog EU-parlamentet i onsdags yderligere et skridt fremad i kampen mod det berygtede rejsecirkus, hvor EU-parlamentet 12 gange om året flytter sig selv og hele sit habengut fra Bruxelles til Strasbourg og retur.
Det skete med vedtagelsen af et forslag fra EU-parlamentets ”Udvalg for konstitutionelle anliggender”, hvor jeg har plads, og hvor jeg er ordfører på vegne af den gruppe i EU-parlamentet, som Folkebevægelsen er tilknyttet.
Det nye i forslaget er, at EU-parlamentet forpligter sig til at foreslå en ændring af EU-traktaten således, at det fremover skal være EU-parlamentet selv, som bestemmer sit hjemsted. Det er aldrig sket tidligere. Hidtil har EU-parlamentet begrænset sig til – om end med større og større flertal – at kræve, at medlemslandene satte sig sammen og gjorde en ende på dette rejsecirkus.
Og der er virkelig tale om et cirkus. I et meget konservativt skøn anslår vedtagelsen, at rejseriet koster de europæiske skatteydere mellem 156 og 204 millioner euro om året. Det svarer til 10 procent af hele EU-parlamentets samlede budget. Og det vel at mærke i forhold til et parlamentssæde i Strasbourg, som kun bruges 42 dage om året og henstår tomt de øvrige 323 dage.
I et ligeledes konservativt skøn anslår rapporten, at rejserne mellem de forskellige tjenestesteder medfører en forøget CO2-udledning på mellem 11.000 og 19.000 tons.
Samtidig fastslår vedtagelsen, at 78 procent af alle de tjenesterejser, som foretages af EU-parlamentets faste personale, er en direkte følge af EU-parlamentets geografiske spredning.
På baggrund af dette ufattelige spild af menneskelige, økonomiske og energimæssige ressourcer, skulle man måske tro, at det vil være en smal sag for EU-parlamentet at få sin vedtagelse omsat i en traktatændring.
Men sådan spiller klaveret i EU ikke. Da rejsecirkusset netop er indskrevet i traktaten, så kræver et opgør med rejsecirkusset også en ændring af traktaten. Og en sådan kan kun finde sted, hvis alle EU-lande er enige herom.
Det er de sjovt nok ikke. I hvert fald to lande stiller sig på bagbenene. Det drejer sig om Frankrig, hvori EU-parlamentet i Strasbourg jo ligger. Og det drejer sig om Luxemburg, som har en række andre institutioner tilknyttet EU-parlamentet.
Samtidig har de øvrige EU-lande aldrig for alvor forsøgt at lægge pres på Frankrig og Luxemburg for at få dem til at acceptere en fornuftig løsning. Det gælder desværre også for skiftende danske regeringer, som i ord beklager rejsecirkusset, men som i handling har foretaget sig absolut intet.
EU-parlamentets vedtagelse om at ville foreslå en traktatændring er bestemt et skridt i den rigtige retning. Alligevel kan det let blive en lang nats rejse mod mere nat. For hvis medlemslandene ikke lægger pres på Frankrig og Luxemburg, så sker der intet.
Derfor er det også nødvendigt, at EU-parlamentet følger sin beslutning, som blev vedtaget med 483 stemmer mod 141, op med handling. Her foreligger flere muligheder. F.eks. kunne EU-parlamentet beslutte at boykotte møderne i Strasbourg og dermed blokere hele lovgivningsprocessen i EU, indtil problemet er løst.
Under alle omstændigheder må kampen fortsætte. For EU-parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg er ikke bare et angreb på de nedskæringsramte skatteborgere i EU, men også på den sunde fornuft.
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).