Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
De netop afsluttede finanslovsforhandlinger har på overfladen set ud som et dansk anliggende. Regeringen og de forskellige partier har hver især fremlagt deres forslag og er gået ind og ud af glasdøren til Finansministeriet. I en periode så det ud, som om Enhedslisten var inde i varmen, men så valgte regeringen alligevel at slutte en aftale med Venstres formand af første klasse. I den forstand intet nyt under solen.
Mindre gennemskuelig har været, at der til alle forhandlingerne har deltaget en tredje part, som ikke er valgt af det danske folk og som heller ikke står direkte til ansvar overfor det. Den har ikke bare udstukket de generelle økonomiske rammer om forhandlingerne, men har også direkte spillet ind i forhold til helt konkrete politikområder. Finanslovsforhandlingerne har været ført med EU som blind makker!
Et af de store problemer, som det danske samfund står overfor, er social dumping. Det sker ved at udenlandske firmaer – som ikke sjældent er stråmænd for danske firmaer – udfører opgaver i Danmark på løn- og arbejdsvilkår, som er langt ringere end dem, der normalt gælder på det danske arbejdsmarked.
Den sociale dumping er naturligvis et problem for de tilrejsende arbejdere, som underbetales og tvinges til at arbejde på vilkår, som i værste fald er så dårlige, at det koster dem livet. Social dumping er også et problem for herboende arbejdere, som enten må acceptere dårligere vilkår eller forblive arbejdsløse. Og så er social dumping et problem for skattefar, som får lavere skat fra de underbetalte arbejdere – hvis de da overhovedet får nogen. Social dumping undergraver altså velfærdssamfundet!
Et effektivt modtræk er kædeansvar, hvor der stilles krav om, at et firma kun kan få del i offentlige arbejdsopgaver, hvis det garanterer, at der er danske løn- og arbejdsvilkår – ikke bare hos dem selv, men også hos eventuelle underleverandører. Det løser ikke hele problemet, men det sikrer i hvert fald, at skatteydernes penge ikke går i lommerne på firmaer, som udhuler grundlaget for velfærdssamfundet.
Tanken om kædeansvar har fået støtte fra mange sider. F.eks. skrev Socialdemokraterne og SF i deres valgoplæg ”Fair løsning”: “Der indføres så vidt muligt ”kædeansvar”, så muligheden for at omgå danske overenskomster ved brug af uorganiserede underleverandører begrænses”.
Derfor håbede mange, at regeringen og Enhedslisten i forbindelse med årets finanslov kunne indgå en aftale om at indføre kædeansvar. Især fordi ikke bare Enhedslisten, men også mange Socialdemokrater og SF’ere aktivt har ført kampagne for det op til det netop overståede kommunalvalg.
Men må Danmark overhovedet indføre kædeansvar for EU? Hvis man spørger Dansk Arbejdsgiverforening, siger de nej og hævder, at det strider mod ”EU’s principper om fri konkurrence”. Også finansminister Bjarne Corydon har været ude og sige, at kædeansvar ikke er ”foreneligt med EU-retten”. Det forsøgte han dog senere at trække lidt i land på med en noget tåget udtalelse om, at ”det er ikke sådan, at EU-retten forhindrer kædeansvar”.
Og virkeligheden er da også, at det faktisk ikke er klart, om EU vil tillade indførelse af kædeansvar i Danmark. Det vil i givet fald blive afgjort af EU-domstolen, som er kendt for at sætte den fri konkurrence og fri bevægelighed over alt andet. Det så vi bl.a. i Laval-dommen, hvor retten til at konflikte mod social dumping i forbindelse med et skolebyggeri i Sverige blev kendt ulovligt.
Derfor turde regeringen i sidste ende heller ikke efterkomme Enhedslistens helt centrale krav om indførelse af kædeansvar og arbejdsklausuler i dansk lov, hvad enten EU kan lide det eller ej. Tværtimod insisterede regeringen til det sidste på, at – og jeg citerer – “anvendelse af arbejdsklausuler skal være i overensstemmelse med EU-retten”.
Man kan mene om forløbet af finanslovsforhandlingerne, hvad man vil. Men man kan ikke komme udenom, at EU sad med ved bordet som blind makker. Uden dén tilstedeværelse havde der måske været taget et stort skridt i retning af bekæmpelse af social dumping i Danmark.
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).