Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Flemming Rose siger til Politiken, at Yahya Hassan har fået Politiken-segmentet på nye tanker. Han mener åbenbart, at vi alle sammen pludselig synes det samme som Flemming Rose, Hedegaard og Dansk Folkeparti, bare fordi vi har læst nogle digte og synes om dem.
Flemming Rose angriber også dem, der siger, at det er noget andet med Yahya Hassan, fordi han er den svage part. Skal man altid holde med den svage part? spørger han. Skulle man så lade være med at angribe nazisterne i Tyskland, dengang de kun havde to procent af stemmerne?
Der er nogle ellers meget enkle ting, som Flemming Rose åbenbart ikke har syn for.
Yahya Hassan skriver digte. Han skriver gode digte. Man kan synes, de er gode digte, uden at man af den grund behøver at erklære sig enig i alt, hvad den attenårige forfatter kan finde på at sige.
Yahya Hassan er gået til angreb mod nogle forfærdelige ting, han har været ude for. Han angriber den børneopdragelse, der bygger på tæsk. Han angriber hykleri, når folk erklærer sig fromme og religiøse, samtidig med at de mishandler børn og svindler og bedrager.
Det er en relevant og gyldig kritik. Der er ingen tvivl om, at de forhold, Yahya Hassan skriver om, rent faktisk findes i nogle indvandrermiljøer.
Men jeg synes, man skal være opmærksom på, at man kan finde de samme elendige tilstande også i andre miljøer.
Vagn Lundbye har skrevet om, hvordan det var at vokse op i et udadtil velfungerende officersmiljø, hvor tæsk og perverteret mishandling af børn hørte til dagens uorden.
Jeg har aldrig selv fået tæv, og de fleste på min alder og yngre er heller ikke blevet mishandlet af deres forældre.
Men vi har i de senere år set nogle uhyggelige sager fra bl.a. Tønder og Brønderslev om misbrug og mishandling af børn.
Når jeg taler med dem, der er bare lidt ældre end mig, hører jeg rædselsberetninger om lussinger og bank med spanskrør i skolen. Jeg hører en gammel ven fortælle om, hvordan hans far, der var en af byens honoratiores, konservativt byrådsmedlem og stærkt religiøs, systematisk pryglede sine børn.
Yahya Hassan retter også sin kritik mod Islam. Nogle gange kommer han med generaliseringer, der ikke er dækning for.
Inden for alle religioner findes der fundamentalisme og strømninger, der ikke er fundamentalistiske. Der er en verden til forskel mellem Jehovas Vidner og unitarer. Der er også en verden til forskel mellem talebanerne og Djeladdin Rumi. Eller mellem ultra-ortodokse jøder og progressive jøder.
Fundamentalismen findes ikke kun inden for religionen, men i høj grad også inden for politik, kunst, videnskab og filosofi.
Kendetegnet for fundamentalisme er, at man stiller sig op og siger, man sidder inde med den hele og fulde sandhed og derfor ikke behøver at argumentere for de synspunkter, man har.
Andre skal omvendes til fundamentalistens meninger. De skal underkaste sig. De må ikke komme med modargumenter.
Fundamentalisten er gået i stå. Han kan ikke komme videre frem, for han står allerede ved målet. Han kan ikke lære noget ved at se på den virkelige verden, for han ved allerede alt, hvad der er værd at vide.
Efter min mening er fundamentalismen altid skadelig. Den skal altid bekæmpes. Den er en form for åndelige skyklapper. Når man har skyklapper på, kan man ikke se sig omkring.
Kunst og videnskab visner, hvis de skal rettes ind efter en fundamentalistisk ideologi.
Demokratiet lever af frugtbar uenighed og diskussion. Videnskaben og kunsten lever af at kunne afsøge nye grænser. Uden nysgerrighed, åbenhed og demokrati kommer vi aldrig videre.
I det omfang Islam er fundamentalistisk er denne religion derfor nøjagtig lige så skadelig, som fundamentalismen er inden for andre religioner eller inden for andre områder.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).