Arno Kruse.
Af Arno Kruse
De fleste mennesker, der har fulgt bare nogenlunde med i dagspressen, er ganske udmærket klar over, at kommunerne gennem de sidste 4 -6 år har oprettet nogle særlige enheder, der skal afsløre socialt bedrageri, og eftersom alle kender en eller flere personer på overførselsindkomst, der tilbringer natten sammen med nogen, som de ikke er gift med eller lever sammen med, er alle forudsætninger for mistanken om socialt bedrageri naturligvis til stede.
Selv om der i langt de fleste tilfælde slet ikke er tale om socialt bedrageri, så lugter det alligevel af socialt bedrageri, og denne lugt forstærkes ikke mindst af, at der er tale om en spændende, sladdervenlig og let overskuelig situation, hvor fantasien og forargelsen kan få fuldstændig frit spillerum.
Samtidig har samfundsholdningen ændret sig i retning af, at mennesker på overførselsindkomst er enten luddovne, nogle nasserøve eller småsvindlere, der kun har et mål, og det er at rage til sig på uærlig vis. Den gamle opfattelse af det solidariske samfund som fundament og fællesskabets betydning er ligesom gået fløjten.
Alt imens kommunerne fylder sine borgere med sengehalmshistorier og om nødvendigheden af at sætte ind mod dette sociale bedrageri, begår de samme kommuner i al stilfærdighed Danmarkshistoriens absolut største sociale bedrageri, som formentlig udgør langt over 100 millioner kroner om året. Og for ligesom at fremhæve absurditeten i kommunernes dobbeltmoralske tilkendegivelser, lader kommunerne deres eget sociale bedrageri gå ud over lige nøjagtig de mennesker, som de selv hævder begår socialt bedrageri mod kommunerne.
Forudsætningen for dette helt absurde sociale bedrageri nåede VK(O)-regeringen at levere, inden den måtte overlade initiativretten til den nye regering efter valget det den 15. september 2011.
Det ”geniale” i kommunernes sociale bedrageri er, at det er megastort og bliver gennemført på en måde, som den almindelige borger ikke har en Kinamands chance for at gennemskue, og da slet ikke, når den almindelige borger fodres med forargelsesfremkaldende oplysninger om alle de bedrageriske, nasserøvsagtige og dovne mennesker på overførselsindkomst.
Den tidligere beskæftigelsesminister i VK(O)-regeringen, Inger Støjberg, skabte Afbureaukratiseringsloven den 1. januar 2010, og hun skabte ændringen af matchgrupperne for langtidssyge mennesker den 1. april 2010, og hun udsendte sine ministermål den 12. marts 2010, og disse tre initiativer skabte muligheden for Danmarkshistoriens største sociale bedrageri.
Afbureaukratiseringsloven betød, at kommunernes journaler var tilstrækkelig dokumentation for at kunne hjemtage statsrefusion for den udbetalte kontanthjælp, mens matchgruppenummeret bestemte, hvor meget kommunerne kunne hjemtage i refusion.
Langtidssyge mennesker, der ikke var i stand til at gennemføre nogle af de efterhånden mange former for aktivering, blev betegnet som passive kontanthjælpsmodtagere, og de skulle indplaceres i matchgruppe 3, men ved at indføre i disse menneskers journal, at de var indplaceret som indsatsklare i matchgruppe 2, kunne kommunen hjemtage 18.000 kr. mere om året i statsrefusion. Der skulle således kun skrives 55 små forkerte 2-taller for at sikre kommunen en ekstraordinær og helt uberettiget million kroner i statsrefusion uden, at kommunens revision kunne opdage det.
På landsplan skulle de 98 kommuner altså kun skrive 5.500 små forkerte 2-taller hos 5.550 langtidssyge kontanthjælpsmodtagere for at hente 100 millioner kroner ekstra i uberettiget statsrefusion om året.
Når hverken den daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg eller hendes efterfølger socialdemokraten Mette Frederiksen har ”opdaget” dette megastore sociale bedrageri, hænger det sammen med, at de slet ikke ville opdage det. For der var naturligvis en betaling fra kommunerne den anden vej, og denne betaling drejede sig om, at kommunerne skulle følge de ministermål, som Inger Støjberg udsendte den 12. marts 2010.
Disse ministermål har kommunernes politikere gjort til kommunale retningslinjer, som Jobcentrene skulle arbejde efter, men hvad stod der så i disse ministermål?
Jo, der stod, at Jobcentrenes skulle begrænse antallet af modtagere af permanente forsørgelsesydelser (fleksjob, ledighedsydelse og førtidspension). Og der stod, at Jobcentrene skulle fastsætte helt klare mål for, hvor mange man ville nedbringe antallet med. Jobcentrene har lavet sådanne mål, og de har beregnet, hvor mange millioner kroner deres kommune kunne spare. Politikerne har godkendt både mål og besparelsesbeløbet, og Jobcentrene har efterfølgende opfyldt deres egne og Inger Støjbergs ministermål.
Under normale omstændigheder kan det ikke lade sig gøre administrativt at begrænse antallet af modtagere af permanente forsørgelsesydelser uden at foretage ændringer i den lovgivning, som beskriver betingelserne for at modtage et fleksjob, en ledighedsydelse eller en førtidspension. Men det har kommunerne og deres Jobcentre alligevel formået.
Ikke så meget som et komma blev der ændret i de respektive love, og alligevel så raslede antallet af nytilkendelser af fleksjob og førtidspension ned, som planlagt.
I stedet for at tilkende et fleksjob eller en førtidspension blev de langtidssyge borgere henvist til kontanthjælp, der ikke er en permanent men en midlertidig forsørgelsesydelse.
For hver langtidssyg person, der kunne overflyttes til kontanthjælp i stedet for tilkendelse af førtidspension, kunne der opnås en årlig bruttobesparelse for kommunerne og staten på 60.000 kr.. Der skulle derfor kun overflyttes 16,6 personer til kontanthjælp i stedet for til førtidspension, så var der 1 million kroner i kassen i besparelse.
Med andre ord skulle der i landets 98 kommuner kun gives 1.667 afslag på førtidspension, så var der endnu 100 millioner kroner i kassen til kommunerne, og dermed var den ulovlige hjemtagelse af statsrefusion til kontanthjælpen fuldt ud finansieret.
Der er imidlertid givet mange, mange tusinde uberettigede afslag på førtidspension og fleksjob, og derfor har kommunerne og staten i fællesskab begået århundredets største sociale bedrageri over for de mange, mange tusinde langtidssyge borgere, der findes i Danmark.
Der er imidlertid bare ikke nogen, der ved det, og af dem, der ved det, er det de færreste, der kan gennemskue, hvad det egentlig er, der sker. Det er ligesom for uvirkeligt samtidig med, at det ikke rigtigt appellerer til forargelsen og misundelsen på samme måde, som kommunernes sengehalmshistorier kan.
Det er mange gange lettere at blive forarget over mistanken om et socialt bedrageri hos mennesker, der tilbringer natten sammen, end det er at forstå et veltilrettelagt socialt bedrageri til flere hundrede millioner kroner, som gennemføres af landet mest magtfulde personer.
Jeg tror, jeg vi lave en sagsfremstilling til Folketingets Ombudsmand. Så må vi se, om han vil gå ind i sagen, men jeg kan da garantere ham for, at det ikke er dokumentationsmateriale, det kommer til at skorte på, for det findes i uanede mængder i alle sagsmapperne rundt om i alle landets kommuner.
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).