Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Tro det eller lad være: Jeg har engang boykottet et arrangement med den netop afdøde sydafrikanske frihedshelt, Nelson Mandela.
Det var tilbage i marts 1999, hvor han var på officielt statsbesøg i Danmark som Sydafrikas præsident. I den forbindelse besøgte han også Folketinget, hvor jeg på daværende tidspunkt var indvalgt for Enhedslisten.
Arrangement skulle foregå i Landstingssalen, hvor Folketingets medlemmer kunne komme forbi og hylde den gamle frihedskæmper. Egentlig var jeg også på vej, indtil jeg så, hvem der ellers var på vej ind af døren for at trykke Mandelas hånd og sole sig lidt i glansen fra hans storhed. Så vendte jeg om og gik tilbage til mit kontor. Min kvalmegrænse have nået et faretruende niveau – og jeg havde haft andre lejligheder til at udtrykke min respekt for Madiba.
Blandt de storsmilende deltagere i hyldestarrangementet var bl.a. Pia Kjærsgaard. Men dengang, Mandela virkelighed havde brug for hjælp, havde hun afskrevet ham som en terrorist og modsat sig sanktioner mod hans undertrykkere.
Det samme havde en ikke ubetydelig del af det danske folketing. Op gennem 1980’erne opfandt de den ene dårlige undskyldning efter den anden for ikke at støtte hårde sanktioner mod det hvide apartheid-regime. Jeg ved ikke, om det hang sammen med, at et af de firmaer, som tjente allermest på at omgå sanktionerne, var Mærsk. Et firma, som også er kendt for sin rundhåndede velvilje overfor visse danske politiske partier.
Dog skal det siges til deres undskyldning, at de ikke var alene. Overalt i den vestlige verden fandtes politiske ledere og erhvervsfolk, som havde travlt med at undskylde apartheid-regimet og angribe Mandela og frihedskæmperne i ANC. F.eks. kaldte den engelske premierminister, Margaret Thatcher, ANC for ”en typisk terrororganisation” og parlamentsmedlemmer fra hendes konservative parti opfordrede offentligt til at Mandela skulle skydes.
Derfor er der ingen tvivl om, at Mandela og ANC havde stået på EU’s terrorliste, hvis den havde eksisteret dengang. De stod solidt på den amerikanske terrorliste, hvorfra Mandela først blev fjernet i 2008 – 14 år efter, at han ved et demokratisk valg i 1994 var blevet valgt til Sydafrikas første sorte præsident!
Alle skal selvfølgelig have lov til at skifte holdning. Og det har en stor del af fortidens Mandela-hadere så åbenbart gjort. Fred være med det. Men måske var det alligevel en oplagt anledning til at reflektere lidt over terrorstemplingen af forskellige organisationer og personer, som det f.eks. sker, når de bliver placeret på EU’s terrorliste.
Efter min mening skal terror – det vil sige vold og trusler mod uskyldige civile for at opnå et eller andet formål – altid bekæmpes. De ansvarlige skal jages, anholdes, retsforfølges og bures inde. Men hvad er formålet med at terrorstemple hele partier og bevægelser, som kæmper en legitim kamp mod undertrykkelse? Andet end for at tage stilling for den ene part mod den anden!
Erfaringerne med EU’s terrorliste er ikke ligefrem gode. I 2006 satte EU De Tamilske Tigre på terrorlisten. Det var en medvirkende årsag til, at de igangværende fredsforhandlinger brød sammen, og at det srilankanske regime følte sig styrket til at forsøge at gennemføre en ”endlösung” på det tamilske problem. Resultatet blev ubeskrivelige massakrer og hundredetusinder af fordrevne – en statsterrorisme, som EU dog ikke belønnede med en plads på listen.
Aktuelt betyder EU’s terrorstempling af Det kurdiske Arbejderparti (PKK), at EU ikke kan bidrage til en fredsproces mellem Tyrkiet og det store kurdiske mindretal. Noget besynderligt i en situation, hvor selv Tyrkiets egen regering forhandler fred med PKK’s fængslede leder, Addullah Öcelan.
Og nærmest katastrofalt i en situation, hvor PKK’s styrker i den kurdiske del af Syrien er den bedste – ja, måske eneste – garant mod etablering af et religiøst formørket diktatur. Men det er jo lidt svært at støtte nogen, som står på ens egen terrorliste.
Hvis EU’s terrorliste havde eksisteret for 25 år siden, så havde Nelson Mandela stået på den. Spørgsmålet er så, hvem det siger mest om.
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).