Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Det er nok ganske sundt, at man engang imellem bliver mindet om, at man er lidt smådum.
Der var engang en af mine venner, der forærede mig sin doktorafhandling. Jeg bladede i den. Det var teoretisk fysik. Et sted var der nogle kønne, små kurver, der kunne ligne fjordbølger. Ellers var den totalt uforståelig for mig. Den kunne lige så godt have været trykt på telugu eller khmer. Ikke engang titlen sagde mig noget som helt, det var noget med K og så et lille nul, der svævede et stykke over linjen og derefter en række helt uforståelige ord.
Nå ja, teoretisk fysik er nok ikke min spidskompetance. Men desværre har jeg det på samme måde med litteraturteori.
Jeg sidder med sidste nummer af Spring, der handler om lyrik. Forskellige digteres produktion gennemgås. Det er især de temmelig dugfriske. En gennemsnitlig forfatterskoledigter, der er midt i tyverne, bliver analyseret og nærlæst i værk efter værk. Så vidt jeg kan se, gælder det dels om at proppe digterne i små kasser sammen med andre, der ligner dem – omtrent som når man sorterer blandede bolsjer efter hvilken slags, det er. Dameskrå her, kongen af danmark her, schweizerpastiller her.
Eller også bliver produktionen analyseret ud fra noget, en litteraturteoretiker har sagt. Jeg har ikke læst nogen af dem, og det, der står i bladet, har jeg meget svært ved at forstå. Det bliver nærmest bare til en masse ord for mig. De giver ikke rigtig mening.
Bjørnkjær bliver opvurderet. I sine unge dage lavede han forskellige ting sammen med andre, der er kanoniseret – som Turèll – og han skrev i de samme blade som nogle andre, der anses for gode. Så smitter det åbenbart af.
Jeg er hægtet af, når jeg læser sådan noget som: “En sidste gruppe digtere inden for den monologiske poesi omkring 2000 er de hermetiske og særsprogede. En forståelsesramme for denne digtning er Hugo Friedrichs, Niels Franks og Karl Heinz Bohrers begreber om “dunkelhed”, “det hermetiske” og “det pludselige”.”
Så nævner de som eksempler Simon Grotrian, Lene Henningsen, Morti Vizki, Nicolai Stochholm og Janus Kodal, som jeg synes er meget forskellige. Men hvis jeg nu havde læst Friedrich, Frank og Bohrer kunne jeg måske se ligheder. Hvor er jeg dog dum.
På en måde ville jeg gerne kunne forstå, hvad det er, de skriver. Jeg skriver jo selv digte, og dem kan jeg heller ikke altid forstå. Det må være rart at kunne forstå det hele.
Så tænker jeg på, hvordan litteraturfolkene skrev for fyrre år siden. Dengang kunne jeg heller ikke forstå dem. Dengang var det noget med marxologi og en række marxistiske tænkere, man skulle have læst for at forstå noget, og dem havde jeg heller ikke læst. Jeg stod helt af. Ruc’kinesisk kaldte jeg det, fordi det især var på RUC, de dyrkede det.
Der var lange artikler i Information dengang, som jeg ikke forstod en dyt af.
Nu er det så nogle andre, jeg ikke har læst, Deleuze, Bakhtin og hvad de nu hedder.
Bliver man gladere for digte, hvis man forstår dem på den måde? Det gør man måske. Jeg har bare en helt naiv tilgang til det. Jeg læser digtene, og så kan jeg enten lide dem eller ikke lide dem. Jeg kan meget hurtigt og meget bestemt sortere hundrede digte i dem, jeg synes er gode, og dem, jeg ikke synes er gode. Men jeg kan aldrig forklare hvorfor. Det er som at forklare hvorfor solnedgangen er smuk. Det kan jeg heller ikke.
Der er aldrig nogen af mine egne digte, der er blevet analyseret, og det er nok et held. Jeg ville blive så fremmed over for dem. De ville nok ikke kendes ved mig mere, hvis de kom i stadstøjet på den måde. De ville se ned på mig, de digte, betragte mig som bondsk og uvidende.
Jeg har nok et lavpraktisk forhold til tilværelsen, siger jeg til mig selv. Jeg kommer aldrig op i de højere luftlag, gumpetung og jordstrygende farer jeg af sted. Jeg er en slags dronte, og det er nok meget passende, for den er uddød, og sådan føler jeg mig også selv engang imellem.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).