Af Gonzalo Carrillo
Tak til jer, som trodser vejret en kold december aften og møder op her. Tak, fordi I kommer her for at udtrykke jeres harme over denne lov, kontanthjælpsreformen. Tak, fordi I tænder en fakkel, som lyser i mørket og varmer i kulden.
At vi er sammen i dag til demonstration viser, at vi står sammen, at vi har sammenhold. Det er udtryk for, at vi vil have, at anstændigheden skal tilbage i vores samfund – at nu er det nok med at sparke på dem, som allerede ligger ned.
Derfor står Kim (arrangør af fakkeltoget – red.)og jeg her, skulder ved skulder og er enige om, at lovgivningen har overskredet enhver grænse for menneskelighed, anstændighed og solidaritet. Den menneskelighed, som binder os sammen, den menneskelighed, som adskiller os fra at være et journalnummer eller en sag, en arbejdsprøvning, en revurdering, et objekt.
Solidaritet, solidaritet med dem, som har det svært – uforskyldt! Solidaritet med de familier,, som ikke har råd – uforskyldt! Solidaritet med de børn, som kommer til at vokse op i fattigdom – uforskyldt!
Hvor er anstændigheden? Når mennesker, der modtager kontanthjælp og andre overførelsesindkomster, mistænkeliggøres. Hvor er anstændigheden? Når arbejdsprøvninger kun har til formål at forsinke et sagsforløb i kassetænkningens navn. Hvor er anstændigheden? Når usagkyndige i jobcentret underkender eksperters vurderinger.
Der er ikke nogen, som har valgt at blive syg, eller har valgt at blive arbejdsløs, eller fattig. Der er ikke nogen, som har valgt at blive født i svære sociale kår.
Alligevel viser kontanthjælpsreformen med al tydelighed, at den er menneskefjendsk og asocial. At den mistænkeliggør de mennesker, som UFORSKYLDT er blevet ofre af skæbnen, af denne krise, af følgerne af den grådighed, denne krise har kastet af sig.
Her i hjerternes fest må unge samlevende på kontanthjælp af økonomiske årsager opgive deres samliv. Kigger vi på børnefamilierne, som er på kontanthjælp, er deres udsigter også dystre, og de største taber bliver børnene.
Så ja, kære venner, vi må se det i øjnene, fattigdommen er kommet til Danmark.
Alt imens må vi se til, hvordan direktørerne får lønstigninger. Vi må se til, hvordan banker lod skrubbeløse spekulanter tømme økonomien for millioner og atter millioner i grådighedens navn. Alt imens må vi se til, hvordan fællesskabet, den almindelige lønmodtager, den arbejdsløse, den syge skal finansiere de bankpakker, som skulle redde grådighedens økonomi.
Dermed har regeringen stadfæstet, at den ser som sit ansvar at sørge for vækst, konkurrenceevne og grådighed, mens almindelige borgeres retmæssig krav på social sikkerhed ikke længere anses som statens ansvar.
Der var engang et velfærdssamfund, som byggede på menneskelighed, solidaritet og troen på det gode i mennesker. Der var engang en arbejderklasse, som kæmpede hårdt for et velfærdssamfund. Som kæmpede imod social ulighed, som kæmpede for at have en social sikkerhed og for at børnene skulle beskyttes. At ingen skulle blive efterladt til sig selv ved sygdom eller arbejdsløshed. Dengang der var solidaritet – som rakte ud over Danmarks grænser.
Derfor står vi i dag skulder ved skulder – for at give et budskab om, at vi i Svendborg vil have anstændigheden tilbage, vi vil have respekten og tilliden til vores medborgere tilbage.
Vi kan ikke ændre loven her og nu, men vi kan ytre os og tage afstand. Vi kan ikke ændre loven, men vi kan kræve, at de folkevalgte tager vare om loven og fortolker den og anvender den på en anstændig og omsorgsfuld måde.
Vi kan kræve, at de folkevalgte tager ansvar for, at socialforvaltningen, jobcentrene osv. skal være respektfulde, anstændige og omsorgsfulde i deres forvaltning og udmøntning af loven.
Når vi nu står her, skal vi betragte vores fakler og tænke, at de symboliserer lyset og varmen i en kold tid. Men faklerne gør det ikke alene, det er vores sammenhold og vilje til at ville hinanden, der i sidste ende vil gøre forskellen. Det er vores evne til at være menneskelige, som vi aldrig må glemme eller miste.
(Gonzalo Carrillo er nyvalgt byrådsmedlem for Enhedslisten i Svendborg).