Jørgen Lenger.
Af Jørgen Lenger
Beskæftigelsesministeren var tydeligt stolt, og i baggrunden stod en veltilfreds kuglestøder, der af forståelige grunde havde vanskeligt ved at skjule sin helt berettigede begejstring over sin nye rolle som regeringens kuglestøber.
De forenede partier havde nemlig taget det store spring fremad ved at sikre, at syge mennesker også har en indtægt efter 12 måneder.
Ganske vist ikke sygedagpenge, men dog en ydelse. En ganske særlig ydelse, der dog er cirka 7.000 kr. lavere end sygedagpengene, men dog bedre end ingenting, forklarede politikerne.
Og sand er da også den banalitet, at “noget er bedre end ingenting”, medmindre dette “noget” har negativt fortegn.
Negativt er nemlig fortegnet, når den nye lavere ydelse indtræder allerede efter 5 måneders sygdom, for så følger først 7 måneder med et samlet indtægtstab på ca. 49.000 kr. i forhold til de hidtidige regler. Så følger yderligere 5 måneder med den nye ydelse for at genoprette dette indtægtstab, og først så er der overskud.
Hvis man er syg i 5-17 måneder, er de forenede partiers aftale en klar forringelse. Derfor er det simpelt hen forkert, når de fremstiller den som en forbedring for mennesker, der er syge i mere end 12 måneder.
Aftalen er en forbedring, hvis man er syg i mere end 17 måneder – og så skal sygdommen i øvrigt være livstruende, hvilket slet ikke er tilfældet for mange mennesker med langvarig sygdom. Deres skæbne er uvis, og allerede efter 5 måneder er de overladt til regeringens allerede afprøvede “tage-sig-bedre-af-i-tide”-forløb, der allerede har vist sin effekt med førtidspensionens “ressourceforløb”. Denne gang kaldes vanskabningen “jobafklaringsforløb”.
Historien har det med at gentage sig. Fattigdom har allerede været afprøvet som middel til at bringe arbejdsløse i arbejde. Uden effekt. Nu prøver de så, om fattigdom kan helbrede syge mennesker. For fattigdom skal med Djævelens vold og magt da kunne bruges til et eller andet, når vi nu har den og tydeligvis satser på at få mere af den.
Hvordan man end vender og drejer det, er der tale om en klar forringelse, og det udtrykker sig da også ved, at samfundet fremover betaler færre penge til syge mennesker end hidtil. Tallene lyver ikke. Intet kommer af intet, og når samfundet sparer penge, så må nogle betale. Og det gør syge mennesker i dagens Danmark.
Min undren nåede dog nye højder, da der så straks var store og velanskrevne patientorganisationer og handicaporganisationer, der skamroste denne fantastiske aftale, der sikrer, at (nogle) syge mennesker fremover bevarer en indtægt i mere end 12 måneder.
Det overstiger min fatteevne, at man som interesseorganisation kan være ude af stand til at bemærke, at det blot er syge menneskers egne penge, der bliver strakt ud over en længere periode. Mange syge betaler til nogle få syge, men samfundet sparer penge. Ikke at der er noget galt i at samfundet sparer penge, men der er noget helt grundlæggende galt, når man tager dem fra folk, der i forvejen kun har lidt at gøre godt med, og som i forvejen er i en presset situation.
Hvis ikke deres egne interesseorganisationer er i stand til at begribe denne sammenhæng og gøre indsigelse, hvem skal så?
Siden 1989 har alene handicaporganisationerne modtaget et årligt beløb fra tipsmiderne, der nu overstiger 70 mio. kr. til deling, og som faktisk efter reglerne bruges til “interessevaretagelse”. Dertil kommer, at også patientorganisationerne modtager store beløb fra tipsmidlerne. De er med andre ord mere end rigeligt velpolstrede til at kunne (købe sig til at) gennemskue økonomiske sammenhænge, der i dette tilfælde faktisk er ganske banale. I hvert fald de af organisationerne, der startede dagen med at rose partierne bag aftalen, er absolut velbeslåede.
Spørgsmålet er, om noget andet ligger bag? Om der er en helt anden forklaring?
Gennem en årrække har mennesker med handicap eller sygdom oplevet den ene forringelse efter den anden, navnlig siden den nuværende regering tiltrådte. Der er udbredt resignation, både over forringelserne og over skuffede forventninger til regeringen. Den opfattelse har bredt sig, at “naturligvis” skal også mennesker med handicap eller sygdom være med til at bære byrderne. Det kunne man så måske argumentere første gang, til nød anden gang, hvis også den velbjærgede del af befolkningen bar byrder. Men tredje, fjerde og femte gang kunne man godt forvente, at interesseorganisationerne i det mindste hævede stemmen i stedet for ydmyg taknemmelighed over, at forringelserne trods alt ikke blev endnu værre. Og da i hvert fald forvente, at interesseorganisationerne undlod at rose deciderede forringelser.
Jeg vil ikke udelukke, at der også kan ligge taktiske overvejelser bag den besynderlige ros til forringelsen af sygedagpengene, fordi man måske har den opfattelse, at det trods alt er bedre at holde sig gode venner med magthaverne, så det ikke bliver endnu værre. En sådan taktisk overvejelse bør dog i det mindste suppleres med en overvejelse af, hvor grænsen går. Det handler jo om interesseorganisationer af tilsammen ganske betydelig styrke, når man måler dem i vælgertal. Spørgsmålet er, om de overhovedet bør frygte politikerne, eller om det ikke er lige modsat?
Men først og fremmest kan jeg ikke fri mig for den tanke, at patientorganisationerne og handicaporganisationerne op gennem navnlig 1990erne erobrede repræsentation i rigtig mange råd, nævn, udvalg og meget andet godt, hvoraf mange pladser er ganske uden betydning, men som betød, at interessevaretagelsen blev flyttet ind i systemet og væk fra de græsrødder, der ellers er udgangspunktet for enhver interessevaretagelse. Det er et fortærsket og groft overdrevet slagord, at det er “bedst at sidde med ved bordet”. Al erfaring viser, at bordpladsen medfører en socialisering med dem, man deler bord med, som træder i stedet for socialiseringen med éns egne græsrødder. Jo, det er ofte godt at “sidde med ved bordet”, men når bordkanten bliver så slidt, at der slet ikke mere er en kant, så er det på tide at finde høvlen frem.
Naturligvis skal en interesseorganisation som hovedregel samarbejde med de beslutningstagere, man er afhængige af, men samarbejde forudsætter netop … samarbejde. Og ikke underlæggelse.
Der er i hvert fald interesseorganisationer på vigtige områder som sygdomme og handicap, som i takt med voksende indtægter og pladser ved det magiske bord har opnået en mæthed, som har sænket ambitionsniveauet fra at opnå forbedringer for de mennesker, de repræsenterer, via tilfredshed med status quo er endt i taknemmelighed over, at forringelserne ikke blev endnu værre.
Og så undrer jeg mig nok alligevel ikke så meget over rosekoret til de partier, der nu har besluttet at forringe vilkårene for syge mennesker. Men ikke desto mindre er rosen for de nye forringelser en hån mod de mennesker, som de rammer, og som er de samme interesseorganisationers eget bagland.
Interesseorganisationerne er i foruroligende grad blevet pæne og medgørlige.
(Jørgen Lenger er udviklingschef i Muskelsvindfonden. Kommentaren er skrevet til modkraft.dk).