Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Tilliden til EU befinder sig på et historisk lavpunkt. Det viste en undersøgelse, som sidste år blev udført af EU’s eget opinionsundersøgelsesinstitut, Eurobarometer.
Kun 31 procent af de adspurgte EU-borgere svarede ja til, at de havde tiltro til EU-institutionerne. 60 procent svarede, at det havde de ikke. Befolkningens tiltro til EU er styrtdykket de senere år. I 2007 var det 57 procent af befolkningen, som havde tiltro til EU, i slutningen af 2012 var den faldet til 33 procent, og nu er den altså helt nede på 31 procent.
Endnu værre står det til, når Eurobarometer spørger borgerne, om de føler, at deres stemme bliver hørt (”my voice count”). For EU som helhed var resultatet, at kun 28 procent føler, at de har indflydelse, mens hele 67 procent ikke føler det.
På den baggrund kan vi se frem til en rekordlav valgdeltagelse ved valget til EU-parlamentet søndag den 25. maj. For at forsøge at imødegå dette, har de EU-begejstrede politikerne aftalt at gøre EU-parlamentsvalget til et spørgsmål om hvem, der efterfølgende skal være formand for EU-kommissionen.
Det sker ud fra devisen: Stem på en dansk socialdemokrat og få den socialdemokratiske kandidat til kommissionsformand. Stem på en dansk konservativ og få den konservative kandidat til kommissionsformand. Og så videre.
Nu skal man nok være temmelig naiv for at tro, at spørgsmålet, om hvem der skal være formand for EU-kommissionen, kan få ret mange EU-borgere op af sofaen og hen til stemmelokalet.
Men derudover er det også det rene pjat. I hvert fald af fire grunde:
For det første: Ingen af de mest oplagte kandidater kunne drømme om at stille op, før valget har været afholdt om et halvt år. Det vil jo ofte være personer, som i dag er f.eks. statsministre. I det øjeblik de meldte deres kandidatur, så ville de være ”dead man walking”. Derfor benægtede Anders Fogh Rasmussen i sin tid jo også til det sidste, at han skulle være kandidat til posten som generalsekretær for NATO. De kandidater, som stiller op nu, er derfor fra anden division.
For det andet: Det er ikke EU-parlamentet alene, som vælger formanden for EU-kommissionen. Det skal nemlig ske efter indstilling fra Det Europæiske Råd, dvs. forsamlingen af statsledere, som ikke er på valg til maj. EU-parlamentet kan ganske vist afvise en kandidat, men så er det igen op til Rådet at foreslå en anden. Så uanset hvordan EU-parlamentet er sammensat, kan det ikke forhindre Rådet i at indstille en kandidat af en anden politisk observans.
For det tredje: Selvfølgelig har det en vis betydning, hvem der er Kommissionsformand. Men heller ikke mere end det. Dels fordi forslag fra Kommissionen under alle omstændigheder skal vedtages af EU-parlamentet og Rådet i forening. Og frem for alt fordi Kommissionen er forpligtet til at holde sig inden for EU-traktatens snævre politiske rammer. Kommissionen er ”traktatens vogter”, som det er blevet udtrykt.
Og for det fjerde: Hvis det skal gøre en forskel, hvem der vælges til posten som Kommissionsformand, så kræver det, at de dominerende partier i EU-parlamentet er så uenige, at de stemmer forskelligt. Men det er svært at udlede af deres faktiske stemmeafgivning.
F.eks. viser en opgørelse på ”www.itsyourparliament.eu”, at den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet i 79 procent af alle afstemninger stemte sammen med den liberale gruppe, hvor Venstre fra Danmark sidder. Det var tankevækkende nok lidt oftere end de stemte sammen med den grønne gruppe, hvor deres SF-partner fra den danske regering ellers sidder. Den socialdemokratiske gruppe stemte også langt oftere sammen med den konservative-kristne gruppe end med venstrefløjsgruppen, GUE/NGL.
Det er hævet over enhver tvivl, at EU lider af et gigantisk demokratisk underskud. Men det er absurd at påstå, at det kan ændres ved at gøre Kommissionsformandsposten til en del af EU-parlamentsvalgkampen. Det er bare en fis i en hornlygte!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).